Der er matriarken Sara, som med næb og kløer beskytter sønnen Isak fra halvbroderen Ismaels dårlige indflydelse. Der er den stærke Samson, hvis eneste svaghed bliver hans undergang.
LÆS OGSÅ: I oplysningens tegn
Der er Esajas, hvis personlige vrede og bedrøvelse danner modvægt til hans tidløse vision for en fredelig verden. Der er den fromme rabbiner Yehoshua ben Levi, som i kraft af sine gode gerninger fik adgang til himlen, mens han stadig var i live, og som forsøgte at sikre hele menneskeheden samme skæbne ved at stjæle dødsenglens sværd.
De er blot nogle af de bibelske budbringere og profeter, hvis historier den jødisk-amerikanske forfatter og nobelpristager Elie Wiesel fortæller i bogen "Guds vismænd og profeter. Portrætter og legender i Bibel og Midrash", som netop er udkommet på dansk på forlaget Anis.
Den 83-årige rumænskfødte Elie Wiesel er verdensberømt og anerkendt for sine storsælgende bøger som den selvbiografiske "Natten", som skildrer hans forfærdende oplevelser som kz-fange i Auschwitz-Birkenau-lejren under Anden Verdenskrig, og for sin politiske aktivisme. Wiesel er imidlertid også professor i religion ved Boston University, og hans formål med "Guds vismænd og profeter" er at danne bro mellem fortiden og nutiden og at gøre de gamle tekster levende og nutidige.
Moderne mennesker har masser at lære af Bibelen, siger Elie Wiesel.
Jeg mener, at fortiden er nutiden, når det gælder fundamentale tekster af universel karakter såsom Det Gamle Testamente. Historierne er dybt indlejret i vores kultur, og deres love og fortolkninger findes i vores hverdag. Jeg ville ikke være det menneske, den historiefortæller, den lærer eller den elev, som jeg er i dag, hvis ikke det var for de lektier, som jeg fra barnsben fik fra Det Gamle Testamente, Talmud og hele den jødiske religiøse litteratur. Det er en uadskillelig del af mig," forklarer han.
I "Guds vismænd og profeter" tegner Elie Wiesel portrætter af budbringere, som trods deres forbindelser til Gud ikke altid agerer fromt og forbilledligt. De bliver frustrerede, de begår fejltagelser, og de bliver vrede på Gud og på de mennesker, som de skal lede, bemærker han, men de bevarer altid kærligheden til menneskeheden og til den højere magt.
"Det, som interesserer mig, er vismændenes og profeternes individuelle menneskelighed og den religiøse traditions menneskelighed. Vi kan lære ikke alene af det, som de har at sige, men også af, hvordan de levede. Historierne om svære kampe og store prøvelser, om eksil og forløsning og om fortvivlelse og fornyelse vedrører vor tids problemer og løsninger," siger Elie Wiesel.
Eksempelvis fortæller han den gammeltestamentlige beretning om Guds ødelæggelse af Sodoma og Lots hustrus fatale beslutning om at trodse Guds forbud mod at vende sig om under flugten og se tilbage på den brændende by. Som straf bliver hun til en saltstøtte. Wiesel har imidlertid større forståelse for den ulydige hustru end for hendes mand: "Vi har brug for at se os tilbage ellers er der fare for, at vi forvandles til en støtte af sten. Eller af is," skriver han.
Men også historien om Lot, der levede i Sodoma vel vidende om indbyggernes ondskab, har relevans i vor tid, understreger Elie Wiesel, der drager paralleller til holocaust: "Hvorfor nægtede mine samtidige i Europa at tro på, at døden var nær? Hvorfor blev så mange børn ofre for mordere? Hvor var den guddommelige retfærdighed," spørger han.
Mens Elie Wiesel betegner alle Bibelens vise mænd og kvinder som "helte", peger han på Moses, der ledte israelitterne fra trældom i Egypten, som sin yndlingsprofet.
"Moses var den største lovgiver og øverstkommanderende for verdens måske første befrielseshær. Og han er en af de mest tragiske figurer i hele den religiøse kultur. Han var alene, ensom, aldrig lykkelig og havde aldrig et øjebliks fred. Enten var folket imod ham, eller Gud var imod ham. Han var for god til dette liv, og han led så frygteligt, men ikke desto mindre fortsatte han og gav aldrig op. Og det er en lektie, som vi er nødt til at lære i livet," forklarer han.
Netop lidelse og udholdenhed er to af de menneskelige vilkår, som har defineret Elie Wiesels eget liv. Han voksede op i en stærkt religiøs familie i den rumænsk-ungarske by Sighet og var blot 15 år gammel, da nazisterne tømte byens jødiske ghetto for indbyggere. Wiesel og hans familie blev gennet ind i en kreaturvogn og havnede efter en grufuld togrejse i Auschwitz-Birkenau-lejren, hvor han i løbet af det næste år gennemlevede et helvede på jord. Hans mor og søster gik bort til lejrens rygende skorstene kort efter ankomsten, og hans far bukkede under for sult og sygdom få måneder inden lejrens befrielse.
I "Natten" beskriver Wiesel, hvordan de usigelige rædsler i lejren dræbte hans sjæl og hans Gud, som undlod at gribe ind og redde de fortabte. I dag, knap 70 år efter, har han stadig ikke fundet fred med Gud.
"På mange niveauer forstår jeg ikke Gud. Han så, og alligevel var Han tavs. Jeg har retten til at opgive troen på Gud, og jeg har seks millioner grunde til at retfærdiggøre en sådan beslutning. Men jeg tilhører Talmud-traditionen, der lægger mere vægt på spørgsmål end på svar. Så jeg insisterer over for mig selv på, at jeg stadig tror på Gud. Jeg tror på Gud, fordi min far og min bedstefar og deres forfædre troede på Gud, og jeg håber ikke, at jeg er den sidste i rækken. Men min tro er en såret tro," forklarer han.
Det tynder i disse år ud i rækken af overlevere, der som Elie Wiesel bærer personligt vidnesbyrd om holocaust, og samtidig skaber andre moderne folkemord yderligere afstand til masseudryddelsen af de europæiske jøder i midten af det 20. århundrede. Men det er tvingende nødvendigt fortsat at mindes holocaust, understreger Wiesel.
"Holocaust var en særskilt begivenhed, og derfor må den forblive særskilt i vores hukommelser. Hvordan kunne den civiliserede verden tillade, at det skete? Hvordan kunne en kultur, som har skabt ypperlig kunst, filosofi og videnskab, også frembringe en Hitler og lade ham gøre sit galningeværk? Hvis man accepterer, at det ikke var en særskilt begivenhed, åbner man historien for andre massemord i samme skala."
Elie Wiesel har viet en stor del af sit voksenliv til at bekæmpe folkedrab og undertrykkelse, og han er fortsat aktiv på den internationale scene. Han peger på fanatisme som den største udfordring, som menneskeheden står over for i det 21. århundrede.
"Fanatismen rummer alle truslerne mod menneskeheden, og den findes i alle religioner i kristendommen, i jødedommen, i islam. Jeg betragter fanatismen som en forhånelse af religion og af alt, som er nobelt i mennesket. Det er en gift, som vi må bekæmpe," siger Wiesel.
Selvom hans tro på menneskeheden led stor skade som følge af hans oplevelser som kz-fange, er det fremtidshåb, som næsten blev udslukket i Auschwitz-Birkenau, stadig i live.
"På trods af alt mener jeg stadig, at der er mere lys end mørke i mennesket. Mit håb for de kommende generationer er, at min fortid ikke skal blive deres fremtid," konstaterer han.