En lystvandring gennem musikhistoriens fascinerende landskab

Søren Schausers bog om hovedparten af den klassiske musiks historie er både velskrevet og tankevækkende

Søren Schauser, kulturjournalist og kritiker, har skrevet en bog om klassisk musiks historie.
Søren Schauser, kulturjournalist og kritiker, har skrevet en bog om klassisk musiks historie. .

Titlen på en ny og næsten 450 sider lang musikhistorie er ganske enkelt ”Klassisk!” - og udråbstegnet er karakteristisk for den ildhu, forfatteren Søren Schauser er gået til sagen med, og såmænd også for den stil, han har valgt at bruge i sit storslåede vue ud over den vestlige musiks historie.

Han tager afsæt helt tilbage ved neandertalerne, fortsætter med de gamle egyptere, bronzealderens folk og oldtidens grækere, men når - uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt - hurtigt frem til middelalderen og renæssancen, hvor de første betydelige komponister kommer under luppen.

Händel og Bach gør dog først deres entré efter side 150. Derpå går det slag i slag via wienerklassikerne Mozart, Haydn og Beethoven - i den rækkefølge, dødsåret er åbenbart vigtigere end fødselsåret - frem til de store operakomponister og romantikere (med et særligt vellykket kapitel om Anton Bruckner) frem til cirka år 1900.

Her har Schauser valgt at sætte sin slutstreg, og det sidste kapitel er helliget Strauss (valsekongen, ikke Richard) og Brahms, som han kalder ”de sidste klassikere”. Begrundelsen for at lægge snittet omkring 1900 - ”så mange tendenser løber ud lige ved det store sekelskifte” - er såmænd plausibel nok.

Men dette valg indebærer beklageligvis, at læseren går glip af en egentlig behandling af store symfonikere som Mahler, Sibelius og Carl Nielsen, der desuden på hver sin måde havde nået at markere sig med betydelige værker inden århundredskiftet.

”Klassisk!” er blevet en vidtfavnende fremstilling af den europæiske musiks historie, krydret med talrige sidespring, associationer og anekdoter.

Schauser er ikke karrig med vendinger som ”efter sigende” og ”skal have sagt”, og det skinner igennem hans letflydende nutidsstil, at vi ikke behøver at tro på rub og stub.

Men forfatteren forstår kunsten at pirre læserens tankevirksomhed, også når han tyr til generaliseringer:

”Hvor tysk romantik besjæles af natur og idealisme, hælder den franske mere mod politik og aktivisme. Tyskerne vender sig indad, franskmændene vender sig udad.”

Eller om J.S. Bach: ”'Die Kunst der Fuge' kan bankes med knoer på en våd brændestabel og stadig tænde den tællende sjæl.”

Man labber Schausers talrige sproglige kalorier i sig, fordi det store buffetbord med udsøgte operaer, symfonier og megen anden liflig musik også er så velgørende rigt på vitaminer. Som når han med rette sammenligner Brahms' første klaverkoncert fra 1859 med Beethovens tredje klaverkoncert fra 1803 og konstaterer: ”Brahms samler solist og orkester i et væv af varme; en vordende symfoniker har talt.”

Man vil forstå, at det er klogest at tage enkelte passager fra bogen med et vist gran salt. Og i forfatterens stedse fossende fortællertempo sker det, at der ryger en finke af panden. Således er fremstillingen af Schuberts symfonier uklar med hensyn til nummeringen af de to sidste, hvor syvtallet simpelthen ignoreres, og der byttes om på rækkefølgen af de to midtersatser i Beethovens skelsættende niende symfoni.

Den slags petitesser ændrer dog ikke på, at det for den nysgerrige læser vil være en stor fornøjelse at deltage i forfatterens lystvandring gennem musikhistoriens fascinerende landskab.

kultur@k.dk