En medalje til vennen Eskild

Confused child with cutting paper parents, family problems, divorce, custody battle, suffer concept

Der er skrevet meget børnelitteratur, hvor hovedpersonerne er skilsmissebørn, der synes at have mere styr på livet end deres inkompetente voksne. Men for nylig udkom der en børneroman (og der er altså langt mellem gode børneromaner for de 6-13 årige), hvor et barn løfter en stemme, som jeg synes, vi har trængt til at høre, skriver anmelder. Modelfoto Iris

Der er mange hårdt samarbejdende børn i dansk litteratur om skilsmisser. Derfor er det virkelig dejligt at møde Eskild i Hanne Kvists grafiske roman ”Dyr med pels - og uden”, som hæver stemmen for en klemt ven

At blive skilt er ubetinget det sværeste, jeg har været igennem i mit liv. Ikke fordi jeg blev skilt; det kunne ikke være anderledes, men fordi mit valg indebar, at mine børn blev skilsmissebørn og dermed fik en hel masse vilkår trukket ned over hovedet, som jeg aldrig havde ønsket, at de skulle have.

En barnevirkelighed, hvor man pendler mellem sine forældre, og altid har glemt de seje strømpebukser det forkerte sted.

En virkelighed, hvor nye papforældre og søskende kommer til, men måske også forlader en igen. Og en virkelighed, hvor et mere eller mindre fungerende netværk af voksne altid er i forhandling om denne eller hin weekend, ferier og fejringer.

Der er skrevet meget børnelitteratur, hvor hovedpersonerne er skilsmissebørn, der synes at have mere styr på livet end deres inkompetente voksne. Men for nylig udkom der en børneroman (og der er altså langt mellem gode børneromaner for de 6-13 årige), hvor et barn løfter en stemme, som jeg synes, vi har trængt til at høre.

Bogen, som både er smuk udenpå og indeni - den er nemlig både skrevet og tegnet af Hanne Kvist - hedder ”Dyr med pels - og uden”. Den handler om Freddy, der i romanens tid bor i Herlev, men samtidig er trist bevidst om, at det lynhurtigt kan ændre sig, når hans mor lige om lidt igen får nok af den mand, hun har slået kludene sammen med.

Det sker regelmæssigt, men lige nu er det altså Torsten samt Torstens to døtre. Freddy kan godt lide Herlev, fordi han for første gang har fået sig en rigtig ven: Eskild. Eskild er enebarn. Eskild har en drøm om at få en kongeboa som kæledyr“. Og Eskild mener, at man skal kæmpe for det, man drømmer om.

At han har den kampgejst, og at Freddy ikke har så meget af den, er vel ikke så underligt. Jo mere du skal holde fast med neglene, jo mindre overskud. Det fede ved Eskilds og Freddys venskab er, at de i al deres forskellighed - den forsigtige og den uforfærdede - supplerer hinanden.

Men tilbage til skilsmissebarnets situation. Det er her, hvor Hanne Kvists bog bare etablerer en lille lokal platform af børnemagt, som jeg har savnet i børnelitteraturens beskrivelse af alle de hårdt samarbejdende børn. Det er sådan, at Freddy bare drømmer om en hund, men det må han ikke få, fordi hans mor ikke kan tåle pels.

Så drømmer han om en hårløs hund, for selvom den er grim, er den dog en hund, og Freddy er samarbejdsvillig. Det kommer naturligvis heller ikke på tale. Der er meget andet i mors liv, som er mere presserende end Freddy og hans drømme. Og Freddy bliver på mange måder trængt helt op i et ensomt hjørne.

Men så er det, at den gode ven kommer på banen. Til papsøsterens nonfirmationsfest holder han den herligste opsang af en tale for døve skilsmisseforældre: ”Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvor hårdt det er at være barn i en skilsmissefamilie. Altid skal man flytte til nye lejligheder, altid skal man møde morens nye kæreste og hans børn og dele værelse med dem. Sådan er det for mange børn i Danmark, og sådan er det også for Freddy.

(“) Bortset fra mig, hans bedste og trofasteste ven, så ønsker Freddy sig brændende én eneste ting. n eneste lille ting ville kunne gøre Freddy glad. Men må han få det? Nej. ” (“) De der mener, at Freddy fortjener at få en hund, som er helt allergivenlig, og som han selv vil træne og passe, I rækker hænderne i vejret. ”

Og her tabte vi bogen, min søn og jeg, fordi vi skulle have begge hænder op. Mere børnemagt på den gode måde. Eskild er en guttermand, som står op for sin ven. Eskild er det menneske, som taler på vegne af den, som ikke er i stand til at bruge stemmen. Eskild er også en lille vejviser til barnelæseren: Hvis der er noget, der er uretfærdigt, så skal du bruge din stemme, også selvom det er helt upassende.

Mine piger er voksne i dag, og jeg ved, at de erfaringer, de fik med fra skilsmisselivet, af og til var virkelig svære. De kunne godt have brugt en Eskild i ny og næ. Til gengæld er de begge blevet voksne kvinder, som aldrig har tiet, når andres værdighed blev trådt under fode. Også selvom de måtte leve uden en hårløs hund.