”Flaskepost fra P” bevæger sig helt ned i troens forføreriske mørke

Fares Fares danner igen makkerpar med Nikolaj Lie Kaas i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens ”Flaskepost ...

Fares Fares danner igen makkerpar med Nikolaj Lie Kaas i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens ”Flaskepost fra P”, hvor de jagter en massemorder. – Foto: NFD Film

film
Four stars
Af de hidtidige filmatiseringer med ”Kvinden i buret” (2013) og ”Fasandræberne” (2014) er ”Flaskepost fra P” den mest overbevisende.

”Flaskepost fra P” er en træfsikker og spektakulær Jussi Adler-Olsen filmatisering, der bevæger sig ind i det religiøse rum

Sekteriske religiøse miljøer med forkvaklede menneskeskæbner er fast ingrediens i stort set alle krimiserier. Med ”Flaskepost fra P” døbte også Jussi Adler-Olsen sit plot ind i det religiøse rum, og den aktuelle film over romanen fra 2009 bevæger sig helt ned i troens forføreriske mørke.

Der er vand overalt i filmen, dåbsvand og druknevand og vand, der lader budskaber fra fortiden drive i land på den danske kyst. Ånden er inden i flasken, og da den først slipper ud, er helvede løs!

”Flaskepost fra P” har det bedste og mest sammenhængende plot i Jussi Adler-Olsens serier af romaner fra Afdeling Q på Københavns Politigård, hvor Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans assistent Assad (Fares Fares) graver sig ned i en gusten fortid. Selv er de også gustne, ikke mindst Carl Mørck, der lider med sin skæbne, så hele hans kadaver dirrer af indebrændt smerte.

Den freudianske metafor er til at tage og føle på. Det handler om den fortrængte fortid, som kældermenneskene i Afdeling Q graver frem og blotlægger med alskens traumer og ødelagt liv. Selve fortrængningens mekanisme er morderisk i både romaner og film og afsløringerne ikke mindre bitre.

Når først fortrængningerne får frit løb på Jussi Adler-Olsens briks i Allerød, vælter skeletterne ud af skabet – eller som her op fra bunden af havet. En flaskepost dukker op med et budskab, som Afdeling Q må tyde med eller uden hjælp fra Gud.

”Flaskepost fra P” udmærker sig ved at have to længere dialoger mellem Carl Mørck og Assad, der handler om tro. Ateisten Carl Mørck, der ikke har troen med sig og finder den naiv og meningsløs, og Assad, der har troen med sig og søger efter lyset i hjertet. Filmen handler om denne dobbelthed mellem lyset i hjertet og Djævelens mørke. Hvem sejrer? Krist eller Antikrist?

For massemorderen i ”Flaskepost fra P” er en sådan moderne Antikrist, der med alle til rådighed stående midler forsøger at fratage mennesker deres tro, så hadet i deres hjerte og ødelægge barndommens åbne tillid til verden. Hans bærer Johannes Døbers navn og spilles helt suverænt psykopatisk af den norske skuespiller Pål Sverre Hagen. Det er i sandhed ikke livet, han døber menneskenes børn til, men døden.

Plottet afvikles effektivt i det jyske bibelbælte, hvor dybt troende har slået rod, og sekter har magt over sognets sjæle. Det er i dette åbne land med de store vidder, at menneskefiskeren Antikrist indfanger sine visseligt fortabte sjæle og lader dem lide.

Troen skal ikke ind i dem, selvom Johannes foregiver det, men ud af dem, så de endnu levende lades tilbage som nietzscheanske foragtere. Lidt ligesom den desillusionerede Carl Mørck, der efter klassisk mønster møder sin onde tvilling i skikkelse af Johannes. Filmen rummer hypnotiske scener mellem de to.

”Flaskepost fra P” er denne gang lagt i hænderne på den norske instruktør Hans Petter Moland, der er en ganske ”snill mann”. Der er det meste af vejen spektakulær fremdrift i den historie, Moland ønsker at fortælle, og fotografen John Andreas Andersens billedside er temmelig suveræn. Den landlige jyske idyl med husmandsstedet, hvor den inderligt religiøse familie besættes af Djævelen.

Huset ligger midt i den gule rapsmark som solens øje, men sprøjtegiften spredes af larmende maskiner uden om det. Syndefaldet er indtrådt. Langt ude i vest ligger havet og glimter i fejende flotte panoreringer fra filmsettets helikopter. Men nede under overfladen lurer døden med skeletter fra fortiden, der er vasket hvide af havet.

Desværre holder filmens fornemme udlæg ikke hele vejen hjem, plottet taber pludselig højde, og tiden går i stå, netop som det hele spidser til. Der er også et par løse ender, som Carl Mørck, Assad og co. fra det dystre København ikke helt får fat i. Men ”Flaskepost fra P”s finaledel har øjeblikke, hvor Antikrist en sidste gang desperat forsøger at hverve disciple til en fremtid uden Gud. Med hadet og hævnen som mening og mål.

Om det lykkes at drive disciplene det sidste stykke, skal ikke røbes. Men Carl Mørck får sit at tænke over og andre øjne at se med. Og makkeren Assads status som den, der, et sted i sin indre, bærer på en form for tro og humanisme i et ellers perverteret miljø, anfægtes ikke. Nogen skal jo også i de kommende film om Afdeling Q lyse Carl Mørck op.

”Af de hidtidige filmatiseringer med ”Kvinden i buret” (2013) og ”Fasandræberne” (2014) er ”Flaskepost fra P” den mest overbevisende. Ikke mindst fordi historien bag er solid og rummer mytologiske dybder i kampen mellem det onde og det gode, og dertil et både psykologisk og metafysisk lag om livets mening. Der er intet til hinder for, at ”Flaskepost fra P” bliver en lige så stor succes for forgængerne, tværtimod.

Men undertegnede kunne godt have ønsket sig, at Hans Petter Moland havde kælet lidt mere for detaljerne og dermed sikret en egentlig suspense i filmen.