Lilleør: En nøgle til forståelse af sig selv

Kathrine Lilleør opdagede Kierkegaards forfatterskab som ung teologistuderende og har levet tæt sammen med ...

Kathrine Lilleør opdagede Kierkegaards forfatterskab som ung teologistuderende og har levet tæt sammen med det lige siden. - Foto: Simon Skipper / Scanpix

Søren Kierkegaards ”Sygdommen til døden” blev for sognepræst Kathrine Lilleør en afgørende indgang til hans forfatterskab - og til evangelierne

Fortalt af Kathrine Lilleør

Jeg var 21 år, da jeg læste ”Sygdommen til døden” første gang og var lige flyttet hjemmefra og ind på et ensomt kollegieværelse i Hellerup. Jeg var begyndt på hovedstudiet i teologi og havde altid holdt Kierkegaard på afstand, let provokeret af hans forfatterskabs utilgængelighed.

Jeg havde meldt mig til et kursus hos den anerkendte Kierkegaard-forsker Paul Müller, hvor vi skulle læse bogen, som er et lille skrift på halvanden hundrede sider, men et af Kierkegaards hovedværker, som han skrev i 1849 under pseudonymet Anti-Climacus. Det var yderligere provokerende for et ungt fremadstormende menneske, der var vant til at forstå det hele, overhovedet ikke fatte noget som helst af det, der stod på de første sider. Det var helt sort, selvom det var på dansk.

Men da jeg kom nærmere ind i skriftet, forbi det første kapitel, der er en komprimeret sammenskrivning af hele teksten, begyndte det at give mening. Og det var umiddelbart en afsindig og pirrende forulempelse af min begavelse. For det, der ventede derefter, vil jeg nok sige, var et eksistentielt chok, jeg aldrig glemmer. Kierkegaard kalder selv værket for en psykologisk udviklingshistorie, og det er en beskrivelse af, hvor skævt menneskets opfattelse af sig selv kan være.

Jeg tror ikke, at man kan undgå at blive ramt af dette skrift. Kierkegaard, eller hans synonym, svinger pisken over enhver form for selvopfattelse. Og det er pointen. Han siger, at vi alle går rundt, bevidst eller ej, og vil bestemme, hvem vi er, i stedet for at være den, Gud har skabt os til at være. Undertitlen til værket er ”En kristelig psykologisk udvikling til opbyggelse og opvækkelse”. Der er i mine øjne nærmest tale om afvikling af læserens selvopfattelse.

Bogen satte nyt lys på, hvordan jeg forstod mig selv. Man kan sige, at værket er en lang korrektion af læserens selvforståelse. En skæv selvforståelse, der ifølge Kierkegaard altid afføder fortvivlelse. Den udfrier læserens fortvivlelse ved at sige: Hvad med at læne dig ind i troen på Gud! Og med det mener Kierkegaard at slippe sig selv og give sig hen til øjeblikket, selvforglemmende, glad og ubekymret. Det var et dask over nakken for en lyshåret teologistuderende med temmelig stor interesse for sig selv og sit spejlbillede.

Med ”Sygdommen til døden” tog min teologiske dannelse en afgørende retning, og det vil ikke være forkert at sige, at den blev et afsæt for både min senere H.C. Andersen-læsning og forskning samt afsæt eller et kompas til evangelierne. Bogen blev en vejviser til forståelse af perspektiverne i Jesu forkyndelse. Den fik mig til at få øje på, hvor dybt ind i selvforståelsen og livsforståelsen evangelierne ønsker at prædike. Og Kierkegaard havde det jo fra nogen. Den Gud, som lyser selvet op, den Gud, Jesus forkynder om i evangelierne.

Søren Kierkegards ”Sygdom-men til døden” er skrevet i 1849 under pseudonymet Anti-Climacus. Arkivfoto.

Det var en voldsom oplevelse at læse første gang. Man siger, at med Kierkegaard enten knækker man, eller også bliver man stærkere. For mig skete begge dele. Først knækkede han mig, men så hjalp han mig op igen.

Kierkegaards forfatterskab havde jeg uden tvivl skrevet afhandling om, hvis jeg ikke ad andre veje var kommet ind i Andersens forfatterskab og fik øje på hans meget parallelle anliggende. ”Sygdommen til døden” var også en stifinder til livsopfattelsen i Andersens eventyr.

Kierkegaard er 35 år, da han skriver bogen, som er fra hans sene forfatterskab. Anti-Climacus var hans strengeste pseudonym, der holdt dom over alle menneskets svagheder. Hans pseudonymer er næsten romanskikkelser, der selv skriver filosofiske og teologiske værker. Værket illustrerer Kierkegaards sinds mørkeste kroge, som han råt afslører, men også genopbygger, omend ikke i det samme værk. Han udgav samtidig med et pseudonymt værk en prædikensamling i eget navn. ”Opbyggelige taler” kaldte han dem. Først brød pseudonymet læserens selvforståelse ned, hvorpå prædikerne mildt byggede den sønderbrudte læser op igen.