Man indleder læsningen af denne bog i en tilstand af lettere forvirring. Hvad er meningen? Skal bogen være en slags morsomhed?
Nej, den er skam seriøs nok, i al finurlighed og ofte med en dør stående åben til munterheden. Var forfatteren dansker, kunne han mistænkes for fremskreden storhedsvanvid på landets vegne. Men han er norsk.
Roger Pihl, reklamemand, litterær konsulent og fag-redaktør, tror tydeligvis på sig selv, når han erklærer Danmark for et bjergland, dog med den tilføjelse, at det er det på dets egne præmisser og tilsat ”et gran lun humor”. Han erkender, at vore såkaldte bjerge ikke gør sig bemærkede ved himmelstræbende ambitioner. Til gengæld er der ofte meget at fortælle om dem, fra danmarkshistorien, men også med inddragelse af myter og sagn. Ligeledes geologien er repræsenteret. Desuden fremhæver han udsigterne. Han har erfaret, at endog fra toppe, der knap nok er over 100 meter, kan udsynet være lige så imponerende ”som fra norske fjeldtoppe, hvorfra der skal føjes et ekstra 0 til højden”. En sådan udsætter han dog nødigt sig selv for: den bjergtagne lider af højdeskræk.
For 10 år siden udgav Roger Pihl ”Guide til Danmarks bjerge”, der blev en bestseller. I denne bog beskrev han alle danske toppe på over 100 meter, mens den nye er udvidet til også at omfatte såkaldt interessante toppe på under 100 meter. Omtalen af i alt 117 danske toppe er fordelt på følgende fire kategorier: Lilleputterne, vætterne, kæmperne og titanerne.
Vores energiske og medrivende rejseleder har samlet på danske bjergtoppe siden sommeren 1990, da han sammen med sin ældste datter besteg Himmelbjerget, der ifølge hans svigefulde skolelærdom var Danmarks højeste. Men ikke ifølge sandheden, der skubber det ned til en småpinlig syvendeplads. Og i øvrigt: Den top, vi fejlagtigt kalder Himmelbjerget, hedder, får vi at vide, noget så ukendt som Kollen. Det virkelige himmelbjerg ligger lidt længere inde i landskabet.
Det er måske meget godt med beskedenhed, men den kan også drives for vidt. Netop dette er gået ud over Møllehøj, der ikke desto mindre med sine 170,86 meter er Danmarks højeste punkt, beliggende cirka 300 meter fra Ejer Bavnehøj og længe mest kendt af de på stedet græssende køer.
Udsigten mod syd beskrives ellers som ”prægtig”, mens synet mod nord må lade sig nøje med en stald. Vi er i et område, der har været og vel stadig er kendt som ”Danmarks højland”, et plateau på fem-seks kilometer mindst 140 meter over Horsens Fjord. Højlandet er imidlertid på Roger Pihls foranledning blevet omdøbt til Ejer Bjerge.
Bogens afsnit er gennemgående ret korte, men når stoffet kræver det, åbnes grænserne. Meget plads er med rette afsat for eksempel til Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, for den rolle stedet har spillet med de berømte folkemøder, af hvilke det første blev holdt i foråret 1843 med deltagelse af ikke færre end 6000 personer.
Møderne, der var inspireret af Steen Steensen Blichers folkemøder på Himmelbjerget, var stærkt politiske og centreret om danskheden, herunder det danske sprog, der i disse år var på retræte, først og fremmest i byerne. Det var på Skamlingsbanken, nationalsangen ”Der er et yndigt land” ifølge overleveringen blev sunget første gang.
Danmarks angivelige bjerge er livfuldt og engageret beskrevet. Roger Pihl er en god oplever - og god til at formidle det oplevede, både i ord og billeder.
Knap 500 farvefotos, hovedsagelig taget af ham selv, ledsager teksterne.
grymer@k.dk