”Der er en ny pave i byen,” siger Jude Law triumferende som den 48-årige amerikaner Lenny Belardo, der storrygende kaster Vatikanet ud i en choktilstand. Ikke med moderne verdslige idealer, men med en tilbagevending til gamle dogmer og en afvisning af al dialog og forsoning. Lenny efterlader Vatikanet forslået og forvirret i Paolo Sorrentinos ”The Young Pope”.
Jude Laws Pius XIII er sekterisk, ikke åben. Han er fortaler for strenge katolske læresætninger, og han vil mure både troen og sig selv inde bag Vatikanets strenge mure. ”Kun ved at være uopnåelige bliver vi attråværdige,” siger han, mens Peterspladsen tømmes for troende.
Forladt af sine hippieforældre som 8-årig og overladt til Søster Marys kolde kærlighed bliver det jagten på forældrene – og ikke jagten på Gud – der bliver Lennys livsprojekt.
Der er masser af kras kirke- og kapitalismekritik i ”The Young Pope”, hvor Sorrentino svælger i magtkampe og hierarkier. Med sin uforlignelige sans for æstetik og ætsende satire tegner Sorrentino et sønderlemmende billede af moderne politik og middelalderlig tro.
Især den unge paves abortmodstand er så uforsonlig, at samtlige kardinaler stejler. Udadtil er modstanden funderet i 2. Mosebog, men indadtil bunder fjendtligheden i en symbolsk frygt for aldrig selv at have været til; martret af forældreløsheden, som paven er.
”Deres hellighed, hvem er De?” spørger både statsråd Voiello og Vatikanets marketingschef, der kæmper med en pave, der opretholder sit eget billedforbud og derved fratager kirken millioner i souvenirsalg.
Voiello er en pragtfuld figur. Tror mere på Maradona end Madonna. En snu slange, der selv bliver brutalt ydmyget. Spillet med vidunderlig italiensk-engelsk accent af Silvio Orlando udfordres Voiello også af pavens valg af rådgiver, Søster Mary.
Nonnen har passet på Lenny, siden han blev efterladt foran klostrets trappe. Diane Keaton får lov til at bruge alle talenter som den snu Søster Mary, men det er Jude Law, der forbilledligt bærer serien og tydeligvis nyder endelig at have fået en ordentlig rolle.
Vatikanet er den perfekte ramme for Sorrentinos udforskning af magt og menneskelighed, som italieneren også har gjort så udsøgt i ”Den store skønhed” og ”Il Divo”. Sorrentinos faste fotograf, Luca Bigazzi, svælger ikke i de prangende sale. Hans mesterlige fotografering fokuserer på de mere enkle æstetiske og tv-venlige udsnit: pavens eget værelse, haven, spisesalen.
Sorrentinos pave bliver sin egen ubegribelige institution. Selvom pædofiliskandaler, Vatikanets økonomiske morads og magtkampe efterligner virkeligheden, er det mennesket Lenny Belardo og ikke pave Pius XIII, Sorrentinos herlige miks af soap og kunstfilm handler om. Pius XIII gør Gud uopnåelig, men er i sin banale søgen efter sit eget centrum selv såre menneskelig.
”The Young Pope” er billedskøn og intrigerende velfortalt, men serien lider også under kompleksiteten. Pave Pius’ distance til Gud, til tilværelsen og til troen gør serien fordunklet. Midt i humoren, legen med genrer og den pludselige alvor bliver serien tydeligt blot en konstruktion – smuk, men for stilistisk. I ”The Young Pope” bevæger vi os mest kun på overfladen. Men sikke smuk, sjov og skarpskåren, den overflade er.