I 2007 døde billedkunstneren Pia Arke alt for tidligt kun 49 år gammel, af cancer. Pia Arke var datter af en dansk far og en grønlandsk mor. En klassisk historie om en udsendt dansk mand, der forelsker sig i en grønlandsk kvinde. Som barn boede kunstneren flere steder i Grønland, indtil hun som stor pige kom til Danmark, hvor hun endte med at bosætte sig, og hvor hun fra 1987-93 gik på Kunstakademiet i København.
LÆS OGSÅ: Den forsvundne familie
Pia Arke er en væsentlig kunstner. Hun tog, på en helt egen, reflekteret og humoristisk måde, som en af de første billedkunstnere fat på det besværlige og følelsesfulde forhold mellem Danmark og Grønland.
Der var flere, der så den store betydning af Pia Arkes arbejde. Heriblandt nu afdøde Tine Bryld og forlæggeren Jarl Borgen. De var blandt stifterne af Pia Arke selskabet, der blev grundlagt efter hendes død i 2007 med det formål at fremme kendskabet til Arkes kunst. Med i selskabet var også det lille kunstnerkollektiv Kuratorisk Aktion, udgjort af Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen. Og det var dem, der påtog sig opgaven at stable en stor retrospektiv udstilling på benene. Hvilket ikke var let, eftersom mange af Arkes værker er bortkommet og måtte rekonstrueres. Udstillingen TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 i 2010 blev vist i København, Umeå og Nuuk, alle steder med tilknyttede seminarer.
Nu, efter fem års ihærdigt arbejde, kan Kuratorisk Aktion afslutte projektet med bogen TUPILAKOSAURUS: An Incomplete(able) Survey of Pia Arkes Artistic Work and Research. En 400 siders rigt illustreret monografi. Af økonomiske grunde desværre kun på engelsk, men det betyder heldigvis også, at Arkes værker kan komme ud over de nationale grænser.
Ud over Kuratorisk Aktions egne tekster, der dokumenterer udstillingsprojektet, består bogen af 19 forskellige bidragsyderes velskrevne og veltænkte tolkninger og refleksioner over Arkes værker. Hertil kommer et udvalg af Arkes egne tekster.
Pia Arke betragtede relationen mellem Danmark og Grønland med et postkolonialt og herhjemme helt nyt blik. Hvor andre lande for længst havde haft opgør med den koloniale fortid, herskede der (og det gør der til en vis grad stadig) stor tavshed i Danmark omkring den koloniale fortid. I dansk selvforståelse har kolonihistorien gennem årene udelukkende været en fortælling om modige mænd og uegennyttig omsorg ydet i den bedste mening.
Som årene er gået, er der sat flere og flere spørgsmålstegn ved den fortælling, og her var Pia Arke på mange måder en banebryder. Hun var selv hverken-eller; en bastard, som hun ironisk kaldte sig, et barn af en tavs historie. Som mange andre børn fra hendes generation af blandede ægteskaber lærte Pia Arke aldrig det grønlandske sprog.
Dels fordi familien flyttede fra Øst- til Vestgrønland, dels fordi det dengang var sådan, at danske børn og børnene fra blandede ressourcestærke ægteskaber udelukkende gik i danske klasser og ikke modtog undervisning i grønlandsk.
I sine værker udforskede Pia Arke vores forestillinger om det etniske. Og hun forholdt sig kritisk til, at hver gang grønlandske kunstnere (og hvornår er man egentlig en grønlandsk kunstner, hvor grønlandsk skal man være?) udstillede, var vinklingen den etniske. Altså forestillingen om grønlænderen som et driftstyret og mere naturforbundet menneske. Det ville svare til, at danske kunstnere altid skulle udstilles og fortolkes med referencer til de gyldne kornmarker.
Som et forsøg på at nærme sig det land, hun selv på mange måder havde mistet forbindelsen til, byggede Pia Arke i 1990 et camera obscura i kropsstørrelse, som hun tog med til den lille by, hun havde forladt for 25 år siden. Et primitivt kamerahus, som hun selv kunne sidde inde i, mens billederne af det tabte barndomslandskab blev projiceret på bagvæggen.
Arke var optaget af fotografiet, af de blikke, der havde set på Grønland, og alle de historier, de rummede. Hun gik også i arkiverne, bl.a. i Robert E. Pearys i New York, hvor hun fandt billeder, der viste såkaldt Arktisk hysteri. En diagnose, opfundet af datidens polarfarere, til at beskrive en depressiv tilstand, de havde registreret blandt grønlændere om vinteren. Et af billederne viste en halvnøgen kvinde i hysterisk udbrud, holdt af to påklædte mænd. Som Arke tørt noterede, ville hun også blive hysterisk, skulle hun udsættes for det samme! Billedet fik hun ikke lov at få med sig ud af arkivet, dertil var det for kontroversielt. I stedet lavede hun en montage af Pearys fotografier. Sammenstillingen af de pelsklædte heroisk poserende polarfarere side om side med de fotografier, de tog af nøgne, erotisk poserende kvinder, taler deres eget sprog! Kolonihistorien er også en helt igennem uregerlig historie om køn, sex, kærlighed og begær.
Det havde været let for Arke at lægge et entydigt blik ned over historien. Om de undertrykte og undertrykkerne. Men det var aldrig Pia Arkes ærinde, og det er også derfor, at hendes værker er så vigtige i dag. Rørende, morsomme, fortvivlede og kærlige og gode at tænke med. Fordi historien er kompleks. Fordi etnicitet er en farlig størrelse, der meget let kan bruges forkert. Pia Arkes værker tager ikke politisk stilling, men insisterer på de mange små historier, den personlige involvering. På at det er muligt at rumme flere nationaliteter i én krop, på at også kolonihistorien er en facetteret og kompleks størrelse.
Læs mere om Pia Arke i bogen TUPILAKOSAURUS: An Incomplete(able) Survey of Pia Arkes Artistic Work and Research. Red. Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen. 400 sider. 299 kroner. Kuratorisk Aktion.