En poesi, der søger sammenhæng

Nobelpristageren Derek Walcott fletter sanseligt naturen og kulturen sammen i ny digtsamling på dansk

Den 86-årige caribiske forfatter Derek Walcotts, der fik Nobelprisen 1992, er aktuel med digtsamlingen ”Hvide hejrer”. -
Den 86-årige caribiske forfatter Derek Walcotts, der fik Nobelprisen 1992, er aktuel med digtsamlingen ”Hvide hejrer”. - . Foto: Scanpix.

888888

Den nu 86-årige caribiske forfatter Derek Walcotts (nobelpristager i 1992) seneste digtsamling, ”Hvide hejrer” - der oprindelig udkom i 2010, og som netop er blevet oversat til dansk af Jon Høyer -kan bedst karakteriseres som digte med stort D, Poesi med stort P. Hans lyrik er således præget af patos, ligesom formen og stoffet er forholdsvis traditionelt: I en række formfuldendte og afrundede digte (og digtsuiter) hører vi om naturen, alderdommen, døden, kærligheden og digtningen selv. Er man hurtig på aftrækkeren, forekommer det således nemt at affærdige Walcott som håbløst bedaget.

Imidlertid indeholder poesien så store kvaliteter, at det på ingen måde ville være retfærdigt eller fyldestgørende at lade en sådan smagsdom stå alene.

Dette skyldes hovedsageligt, at denne poesi igen og igen søger at opløse modsætninger og gøre opmærksom på de komplekse forbindelser, der eksisterer mellem forhold i tilværelsen, som vi måske kan være tilbøjelige til at betragte som adskilte. Mennesket og kulturen står ikke i et statisk modsætningsforhold til naturen, men indgår i dynamiske, snoede forbindelser, hvor forskellige sfærer hele tiden griber ind i hinanden.

Denne omverdenstolkning og grænsesletningsproces kommer i særdeleshed til udtryk i Walcotts billeddannelser, der ikke skaber forskelle, men snarere betoner sammenhæng, lighed og kontinuitet. Det kan for eksempel dreje sig om forbindelser mellem digtning og natur, der ikke bare kommer til syne i en særlig identifikation mellem titlens hejrer og digterjeget, men også i ”et forkvaklet piletræ krøllet sammen som tegnet &”, i ”lugten af ord/ der tørrer ind som tang i et vandhul i klipperne” og i ”kommaer”, der ”gror frem som tornebuske”.

Tilsvarende kan det også handle om forholdet mellem mennesker og natur som følgende to beskrivelser: ”han var det stædige offer for sine egne/ forhåbninger, som ildfluer hvis falske/ stjernelys dagens lys får til at blegne” og ”I min kørestol i Virgin Lounge i Vieuxfort/ så jeg hendes skønhed siddende i sin egen kørestol/ krumbøjet som en krøllet blomst”. Men det kan også gælde relationen mellem et hav (for nu at blive i Walcotts billedunivers) af forskellige elementer. Nyd blot følgende knopskydende passage: ”Pinjen kastede sit net ud for igen at indfange aftensvalerne/ i sine grene, deres flugt var rykvis som var de flagermus,/ lystbådene lyste op, trak os tæt ind mod Syrakus,/ stumper af musik gled ud af færgerne./ I skumringen svajer sjælen af hjemvé,/ i den orange time er dens silhuet en palme/ med pigge som søpindsvinets mod himlen”. Alt hænger med andre ord sammen i denne digtnings sanselige, poetiske fletværk.

At Walcotts poesi er grænsesøgende, viser sig også i det forhold, at man i læsningen af ”Hvide hejrer” aldrig opholder sig på ét sted særligt længe. Således bevæger vi os hele tiden mellem det lokale og globale. For selvom han selvfølgelig besidder en stor kærlighed til Saint Lucia, hvor han er opvokset, synes Walcott at være kosmopolit. I hvert fald krydses der ganske ofte landegrænser, og digtene tager os med rundt til New York, Sicilien, Italien, Spanien, London, Amsterdam med videre.

Tilsvarende findes der heller ikke en klar skillelinje mellem fortid og nutid. Historiens forbrydelser er indlejret i samtiden. Som her i den civilisationskritiske suite ”Imperiets genfærd” (det vil sige den britiske kolonimagt, der havde herredømmet over Saint Lucia, til øen fik selvstyre i 1967 og blev selvstændig i 1979), hvor ”flygtningen fra det forrige århundredes forbrydelse” venter nede ”i den rustne havns conradske dokker/ ved krogede druebuske med blade som snavsede sider/ under flammetræers salve fra det gamle engelske fort”.

I lyset af Walcotts grænseoverskridende tilgang til kulturen, poesien, naturen, mennesket og lignende kan man undre sig over, at Gyldendal har valgt kun at præsentere os for den danske oversættelse. Hvorfor ikke, som forlaget Arena på et tidspunkt praktiserede, gå hele vejen og lade sprogene og dermed kulturerne mødes på bogsiden, lade oversættelserne stå side om side med originalteksterne? Men det vigtigste er selvfølgelig, at vi i det hele taget får oversættelser af udenlandsk poesi, så vi har mulighed for at få udvidet vores kulturelle og erkendelsesmæssige horisont - og dét har man under alle omstændigheder i ”Hvide hejrer”.

kultur@k.dk