En postmoderne Abraham

Digteren Peter Laugesen (tv.) og musikeren Fuzzy (th.) har arbejdet sammen om den nye forestilling, som Hanne ...

"At Obama blev genvalgt er en langt større triumf, end at han blev valgt," siger Michael Chabon, der er i København - og på Assistens Kierkegaard - i denne uge i forbindelse med sin nye roman på dansk. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Den amerikanske forfatter Michael Chabon glæder sig over Barack Obamas genvalg, som han opfatter som en sejr for den moderne faderrolle. Selv henter Chabon, der er aktuel på dansk med romanen Telegraph Avenue, inspiration fra både jødedom og tegneserier til at leve sit liv som mand og far

Michael Chabon er rimelig direkte, når han skal beskrive livet som far: At være far er at være en fiasko.

Ordene falder i bestselleren Manhood for Amateurs. The Pleasures and Regrets of a Husband, Father and Son (2009), og de er positivt ment. Som moderne fædre sætter vi barren højt og søger af egen drift indflydelse på områder, som vores fædre gladeligt lod mødrene om: bleskift, madlavning, hårklip, tandlægeaftaler, syning af halloween-kostumer, endeløs gaveindpakning til klassefødselsdage, og hvad livet med mindre børn nu ellers indebærer på varierende stadier. Samtidig med at vi ønsker at opdrage børnene til at være gode og ærlige og lære dem at se tingene fra andre menneskers perspektiv.

LÆS OGSÅ: Den spektakulære debutant

Hvordan kan vi med disse ambitioner, ligestillingsidealer og uden hjælp fra tidligere generationer undgå at gøre noget en masse forkert hver eneste dag?

Det kan vi heller ikke, mener den amerikanske forfatter, født 1963, der er i København i forbindelse med udgivelsen af sin nye roman, Telegraph Avenue. Men i forsøget ligger det halve af fuldendelsen. Det er o.k. at være en fiasko. For kampen for at være maksimalt til stede i børnenes liv skænker nutidens mænd langt mere, end tidligere generationers fraværende fædre fik, mener Chabon.

Fra en sofa på forlaget Rosenkilde & Bahnhof fortæller han om sit eget familieliv med hustruen, Ayalet, og tre børn. Til daglig bor Chabon i Berkeley i Californien på den amerikanske vestkyst, hvorfra han har udsendt en håndfuld romaner, hvoraf en Wonder Boys blev til en film med Michael Douglas i hovedrollen, og en anden Den utrolige historie om Kavalier&Clay indbragte ham Pulitzerprisen i 2001.

Chabons hår er omtrent lige så krøllet som hans tøj, begge på en enormt sund facon, der emmer af vestkyst-afslappethed og fint skjuler, at han er en anelse speedet efter 12 timers rejse fra hjembyen og tilhørende jetlag.

Måske har han også grund til at være høj på virkeligheden. Vi har dårligt nok hilst på hinanden, før han fortæller, hvor begejstret han er for valgresultatet i sidste uge:

At Obama blev genvalgt er en langt større triumf, end at han blev valgt, siger Chabon.

Første gang kunne tilskrives kollektiv eufori og væmmelse over Bush-årene, mener han, men at Obama blev valgt anden gang trods sløj økonomi og forsmædelige politiske nederlag i Kongressen, vidner om, at flertallet af amerikanerne virkelig vil i en ny retning og er ved at lægge den gamle hvide mands historiske hegemoni endeligt bag sig. Amerikansk politik som far-søn-relation?

Måske i hvert fald er Obama, hvis egen far forlod ham, da han var barn, ifølge Chabon forbilledligt moderne i sin insisteren på at forlade kontoret halv seks hver aften for at være sammen om madlavning og spisning med Michelle og de to døtre, Sasha og Malia på 11 og 14 år. To børn med historiske liv de første sorte piger i dét Hvide Hus, som slaver byggede på George Washingtons tid men også to børn med almindelige liv, i hvert fald som forældrene forsøger at udleve det.

Også på andre områder ser Chabon tingene som en kamp mellem traditionen og nye strømninger. Tag nu litteraturen. Forfatteren har en forkærlighed for genrelitteratur spionromaner, science fiction, westerns alt det, som historisk har haft gode vækstbetingelser i det usnobbede USA.

Alligevel foretrækker alle toneangivende amerikanske anmeldere og det meste af universitetskritikken den naturalistiske roman med kompliceret psykologi, mener han. Men også her er der nye tendenser at spore:

Der er en bevægelse i gang. Lidt efter lidt. Jeg har tidligere været træt af, at så meget stor litteratur er udelukket fra den litterære kanon. En science fiction-forfatter som Ursula K. LeGuin er en af de største amerikanske forfattere nogensinde, men ikke anerkendt som sådan. Og det er stadig utænkeligt, at en western-forfatter vinder Pulitzerprisen. Men en forfatter som Jennifer Egan er med til at vise vejen. Hun blander science fiction ind i en roman som Tæskeholdet banker på. Og Philip K. Dick er kommet med i det autoriserede standardværk Library of America. Så noget er ved at ske, siger Chabon, der har trukket på sin enorme og for udenforstående ganske nørdede specialviden om alskens genre-trivia i næsten alle sine bøger.

En anden tråd i forfatterskabet er den jødiske påvirkning. Chabon fortæller, hvordan han var dybt påvirket af den store jødisk-amerikanske forfatter Philip Roths novellesamling Farvel Columbus, da han skrev sin debutroman Pittsburgh-mysterierne og fortsat er helt vild med Saul Bellows romaner Herzog og Humboldts gave.

Som barnebarn af jiddisch-talende indvandrere har han gjort samme bevægelse som så mange andre efterkommere af immigranter: Hvor børnene afviste forældrenes religion og kultur og gjorde alt for at omfavne det nye land med baseball og apple-pie, genopdagede børnebørnene den jødiske arv.

Chabon kom i lang tid i en reform-jødisk menighed og fejrede de jødiske helligdage med sin familie. Men som tiden i synagogen gik, opstod en nagende tvivl:

En progressiv, moderne jøde i min generation opfordres uvægerligt af omgivelserne til at redefinere jødedommen. Man lærer at sige: Ja, ja, jeg ved godt, at der står sådan og sådan i Bibelen, meeeen det må vi hellere fortolke ind i nutiden. Så hver gang man læser om Gud som kongen eller faderen oversætter man det til luftige begreber som kraften eller kilden. Jeg blev træt af således at genkode sproget i endeløse fortolkninger. Det blev hyklerisk, siger Chabon og lyder helt modløs over genkaldelsen af sin nedstigen i den postmoderne fortolkningssump.

Længtes du da efter en autoritativ Gud?

Nej! Ikke et øjeblik. Men i det mindste er de ortodokse jøder ærlige. Hvis jeg hører nogen sige, at manden står over kvinden og skal herske over hende, synes jeg, det lyder væmmeligt. Men i det mindste er man bogstavtro. Det er jeg bare ikke. Så jeg har i stedet for den bogstavtro udlægning taget den rige jødiske fortælle- og historietradition med mig, siger Chabon og nævner beretningen om Abrahams ofring af Isak:

Dette er den mest kraftfulde og dybsindige historie i den jødiske bibel, en kilde til konstant inspiration. Men jeg læser den ikke som en historie om en autoritativ Gud, som kræver, at hans undersåtter adlyder ham i alt. For mig handler historien om, hvordan forældre ofrer deres børn på alle mulige måder: for vores arbejde, for vores forhold til andre, alt muligt. Lige nu gennemgår min 15-årige søn en ekstremt hård periode i sin skole, der er ret akademisk. Han står op klokken seks hver morgen og har tre timers lektier hver dag efter skoletid. Hvorfor får jeg ham til at gøre det? Jeg kan ikke se en mening i det. Jeg er ligesom Abraham. Hvilken gud er det, jeg tilbeder her? Er det afgudsdyrkelse?.

Spørgsmålet hænger i luften, da forlagsmedarbejderen banker på døren og venligt siger, at tiden er gået. Med historien om Abraham og Isak in mente er det meget passende, at Chabon nu skal hen at spise på restauranten Søren K. og i morgen tidlig skal rundt i Søren Kierke-gaards hjemby og se de steder, hvor nationalfilosoffen boede. Han er efter eget udsagn inspireret af Kierke-gaard som selvfølgelig sagtens kan sameksistere med Chabons interesse for tegneserier, Tarzan-historier, 1970er film og for længst glemte vinylplader.

En ægte postmodernist, der ikke skelner mellem fin- og massekultur, er i byen, og sætter sit mærke på tidens litterære landkort.