En roman for min mor og et rekviem for min far

Forældrenes død har sat Knud Romer i gang som kunstner. Debutromanen Den som blinker er bange for døden (2006) var hans afsked med sin mor. Og digtet Et blad falder til himlen, der siden både er blevet til en koncert og en kommende tv-dokumentarfilm, er hans personlige farvel til sin demente far

Velfærdsstaten behandler demente uværdigt, mener Knud Romer, der med dokumentarfilmen ”Et blad falder til Himlen” om hans demente fars død vil vise, hvor slemt det står til. Filmen har været vist på filmfestivalen Cph Doc og skal efter planen senere vises i dansk fjernsyn. –
Velfærdsstaten behandler demente uværdigt, mener Knud Romer, der med dokumentarfilmen ”Et blad falder til Himlen” om hans demente fars død vil vise, hvor slemt det står til. Filmen har været vist på filmfestivalen Cph Doc og skal efter planen senere vises i dansk fjernsyn. –. Foto: Cæciliie Philippa Vibe Pedersen.

Knud?.

Ja?.

Jeg er din far, og du er min søn.

Sådan sagde forfatteren Knud Romers demente far en dag i telefonen i et øjebliks klarhed få måneder før han døde.

LÆS OGSÅ: Det første år med kulturministeren

Da jeg lagde røret, brød jeg sammen i gråd. For efter min far blev dement, glemte han ofte, hvem jeg var. Og i dag betragter jeg den samtale som vores egentlige farvel. Den var smuk og nærmest bibelsk i sin enkelthed. Jeg var sønnen, og han var faderen, men det forstod han sjældent til sidst, siger Knud Romer, da han byder indenfor i sin lejlighed i København.

Det er et digt, der har ført Kristeligt Dagblad på hjemmebesøg hos den kendte forfatter og reklamemand. Da Knud Romer så sin fars liv visne hen, skrev han nemlig inspireret af den tyske digter Rilke digtet Et blad falder til himlen. Siden kontaktede han komponisten Bent Sørensen, der skrev et stykke klassisk kormusik ud fra digtet, som de to kunstnere sammen fik opført af DR Pigekoret i Tivolis Koncertsal for et publikum af demente som en slags installationskunst, der skulle sætte fokus på, at det sidste, demente mister, er deres kunstneriske gehør. Og som et yderligere vidnesbyrd om, hvilken gennemslagskraft et lille digt kan få i hænderne på en dygtig reklamemand, blev Knud Romer samtidig fulgt af dokumentarinstruktørerne Anders Birch og Didde Elnif, som nu har fået en lille fascinerende film ud af forløbet.

Mit mål med det hele har været at bygge en højttaler, der var stor nok til at få medierne i tale og budskabet ud. Hundredtusindvis af danskere har demente pårørende. Men ingen sætter fokus på det. Og det gør os ensomme, men jeg ville gerne skabe et fællesskab omkring den sorg og ensomhed, det er at se en, man elsker, forsvinde langsomt for øjnene af en, siger Knud Romer.

Dokumentarfilmen, der endnu ikke er vist i dansk fjernsyn, følger Knud Romer fra de sidste samtaler med faderen på plejehjemmet til koncerten i Tivoli et år efter begravelsen.

Det var den første dag, jeg var glad, efter min fars død. Det var stort for mig at se, hvordan koncerten virkelig skabte et fællesskab for demente og deres pårørende. Få uger før koncerten havde Alzheimerforeningen fundet 10 deltagere, men der kom 1000. Og for mig var det en smuk metafor at bygge en kirke eller et kapel midt i Tivoli, der jo ellers symboliserer overfladisk ungdommelig forlystelse. Og alene at se, hvordan alle de ældre valfartede gennem det lukkede Tivoli med deres rollatorer og hjælpere, var rørende, siger Knud Romer, der samtidig havde en personlig agenda med koncerten, der bedre end den ritualløse begravelse af faderens urne kunne sætte rammerne for et ordentligt farvel til faderen. Den dag et halvt år efter faderens død indrykkede han også først dødsannoncen.

Min debutroman var min egen måde at sige farvel til min mor på, og koncerten blev et rekviem for min far på det personlige plan, siger Knud Romer, der dog allerede begyndte den lange afsked med sin far, før faderen kom på plejehjem:

Det var mit livs værste dag, da min far blev visiteret. Han boede i et parcelhus, som han havde boet i gennem 50 år, i Nykøbing Falster. Men mit eget liv gik i stå, når jeg hele tiden skulle køre derned, efterhånden som hans demens blev værre og værre. Og jeg havde ikke råd til at købe en lejlighed til ham i København, siger Knud Romer, der måtte hyre en advokat for overhovedet at få faderen til at komme på plejehjem i København.

Knud Romers far hed Knud Romer Jørgensen, så det var ofte en mærkelig oplevelse at se sit eget navn på en plejehjemsdør, forklarer Knud Romer:

Jeg følte altid, at jeg besøgte en halvdød skygge af mig selv. Jeg besøgte min far hver dag på plejehjemmet og måtte næsten hver gang forklare ham, at hans kone var død, og at jeg var hans søn, og at jeg var blevet gift og havde fået en datter.

Trøstesløsheden på plejehjemmet pinte samtidig Knud Romer, der sammenligner faderens lille plejehjemsværelse med et hamsterbur.

Jeg blev altid ked af det, efter jeg havde været på besøg på det sterile plejehjem. Hvordan kunne jeg nyde god mad, når han fik udkogte grøntsager? Og hvordan kunne jeg glæde mig over sommerens sol, når hans eneste adspredelse var at sidde og stirre på, at flyttekasserne blev sat ud på gangen, når en af hans naboer døde?, spørger Knud Romer og forstærker stemmen, mens han fortsætter sin sætningssolo.

Vi bryster os af, at den danske model er næstekærlig. Men vi har i virkeligheden indrettet et samfund, hvor alle vi, der ikke kan bidrage økonomisk, bliver institutionaliseret. Funktionel design er typisk dansk. Men det tager ikke højde for, at ældre skal være en del af livet i den tid, de har tilbage. De fleste plejehjem ligger for eksempel af praktiske grunde ved siden af de sygehuse, hvor de ældre senere skal dø. Så kan de sidde og kigge på den udsigt!, siger Knud Romer nærmest vredt, inden han tilføjer:

Hvorfor placerer man ikke plejehjem ved siden af børnehaver og bryder væggen ned, så de kan besøge hinanden?.

Værst blev det dog for Knud Romer, da han blev ringet op midt i en rodbehandling hos tandlægen, fordi hans far var faldet i sit eget tis på toilettet og måtte hasteindlægges. På hospitalet ventede der sønnen endnu et chok, da han fandt sin far på hospitalsgangen, hvor en flok medicinstuderende ledte efter en puls på den gamle mands skridt.

Senere overværede jeg, hvordan hospitalspersonalet stod og brokkede sig over, at udstyret ikke fungerede. Det gamle lort, sagde den ene, der virkede ligeglad med min far, som om han alligevel ikke kunne reddes. Som om han var ligegyldig.

To dage senere var faderen død, og Knud Romer overværede selv, hvordan en sygeplejer sjuskende tog iltapparatet ud af næsen på faderen for at flytte på den gamle mand, der i mellemtiden havde fået lungerne fyldt med vand efter en mislykket operation. Lidt efter fik han hjertestop og døde. Og det blev ikke bedre af, at personalet i begyndelsen heller ikke kunne få hjertestarteren til at virke.

Det er mit livs fejl, at jeg ikke brød ind, men jeg var for autoritetstro og troede, at de vidste, hvad de gjorde. Man sætter sig jo heller ikke ind i et fly uden at have tillid til, at piloten ved, hvad han gør. Men nu er min tillid til systemet altså i bund.

Knud Romer tier for første gang i et.

Min far var ikke kun en mønsterborger. Han var inkarnationen af overjeget. Han rejste sig op, hvis der var en myndighed i den anden ende af røret, fortæller Knud Romer og forklarer, at det eneste sammenstød, faderen havde med samfundet i sit lange liv, var en parkeringsbøde, fordi han havde standset sin bil for at hjælpe en anden bilist.

Han arbejdede, fra han var 16 år gammel, og fik ikke andet ud af sine millioner kroner i skat end min skolegang og retten til at køre på vejene. Men da det så endelig skulle være hans tur til at få noget tilbage, blev han behandlet med alt andet end værdighed. Og det fortsatte endda, efter han var død, da bedemanden foreslog, at urnen med resterne af min far blev kørt af sydmotorvejen i en taxa!, udbryder Knud Romer, der var lige så forundret over at opdage, at begravelsen var reduceret til, at man skulle putte en urne i et hul, inden graveren hældte grus over.

Der var intet ritual, ingen andagt, intet fællesskab, ingen mening kun fuldkommen anonymiseret grus. Hvor er højtideligheden henne i et samfund, når man ikke engang behandler de døde med større respekt?.

I dag fortryder han stadig, at han svigtede sin far ved at lade ham komme på plejehjem.

Det var et forræderi af mig at overlade min far til et system, der var ligeglad med ham. Konsekvensen har været, at jeg ikke ville begå den fejl igen, så jeg har holdt fire års barsel med mine to børn, så de ikke skulle i vuggestue.

Den beslutning tog Knud Romer, efter han ellers havde forsøgt at aflevere sin ældste datter i vuggestue, efter faderens død.

Min kone kunne ikke selv klare tanken om at sætte vores barn i vuggestue. Hun overlod det derfor til mig, så jeg tog derhen og kiggede ud på et ocean af børn med gult snot, der løb rundt i et betonhul. Så kom der en lille dreng hen til mig og klamrede sig til min fod, mens han sagde far, far!. Og så tog jeg hjem med min datter og græd og besluttede at holde hende hjemme. Men regningen for det har været, at vi har været tæt på at gå økonomisk fallit som familie, siger Knud Romer og tilføjer:

For vores såkaldte solidariske samfund er ikke indrettet til, at man må tage sig af sin egen familie.

Et blad falder til himlen

Midt i sommeren

Sidder en,

Som er en,

Som er ensom.

Far sover i sin stol

Og venter på, at livet går over.

Det eneste, der er tilbage,

er at glemme,

og livet var langt, det varer længe,

før alt er glemt.

Han kan ikke se

og ikke høre

og husker ingenting.

Er der vasketøj og jordbær med fløde?

Hvad er klokken?

Er det, som det skal være?

Alle hans sanser

klamrer sig til mig og gror sammen,

Hans mund er et ar,

Og øjnene bliver til glas.

Lige så stille giver de slip og går ud

markerne og træerne og blomsterne,

alting visner i hans ansigt

og et blad falder til himlen.Knud Romer