En sang om en snæver ekstase

Pernille Abd-El Dayem debuterer med romanen ”Inden for revet”

Debut: "Inden for revet" er Pernille abd-el Dayems første udgivelse.
Debut: "Inden for revet" er Pernille abd-el Dayems første udgivelse. Foto: Gyldendal.

Der er spøgelser på spil i den nye litteratur, det ser vi for eksempel i Olga Ravns netop udkomne romandebut ”Celestine”, og også her hos Pernille Abd-El Dayem (født 1985), der debuterer med den ganske korte roman ”Inden for revet” med genrebetegnelsen ”hjemsøgelser”.

Begrebet spøgelser skal forstås mere metaforisk, hvor spøgeriet handler om noget, der hjemsøger én, meget konkrete erindringer om menneskers måder at være på, der bliver ved med at manifestere sig, mennesker, man har kendt, måske meget intimt, som nu er fjerne eller døde, men samtidig til stede i ens bevidsthed som spøgelser. De er der, og de er der ikke.

”Inden for revet” falder i fire afsnit betitlet Ude ved revet, Lille brænding, Brænding og Inden for revet. Tidsmæssigt bevæger vi os fra den tidlige barndom ved Vesterhavet over ungdommen og til voksenlivet. Det sidste afsnit foregår på Mauritius, hvor jeg-fortælleren, Pernille, som formodentligt langt hen ad vejen er identisk med forfatteren, opsøger det sted hvor morforældrene boede et par år, og hvor den danske familie optog en onkel i familien.

Man kunne kalde ”Inden for revet”, som fysisk set er en lille roman, for en nærsynet roman. Den prøver at undersøge nogle næsten uhåndgribelige (spøgelsesagtige) sansninger og fornemmelser. På én gang det snævre, men samtidig også det løsslupne, det uhåndgribelige, ”en sang om en snæver ekstase”, som der står et sted.

Først er vi på det inddæmmede sikre område inden for revet, hvor vandet er smult, men klaustrofobien til gengæld også ind imellem kan mærkes. Her er jeget sammen med især mor og mormor, og barnets registreringer af disse omsorgskroppe i det intime rum, det spændte eller afslappede nærvær er ekstremt fint og præcist noteret af Pernille Abd-El Dayem. Hendes skrift er sådan en ekkolodsregistrator, der får alle de små dybder med. Som når der kommer en tilløben kat til huset, og barnet ser morens bestræbelser på at gøre den tam, og bare sådan håber, at katten vil passe ind: ”Hun bøjer sig ned over katten og smiler. Jeg ser hendes omsorg for den herfra, blød og indsunket mellem mine øjne. Jeg er bange for, at katten skal gøre noget, så den falder uden for omsorgen igen.”

Pernille-barnet er det loyale barn, det tilpassede barn, en lille seismograf, som spotter efter, om der ikke skulle være plads hos moren til, at hun kan blive set og blive taget af, men hun må endelig ikke ødelægge det for mor: ”Jeg er bange for, at hun ser mig med naboens børn, og tror, jeg hører til hos dem. Det, der forbinder min mor og mig, må ikke gå i stykker, mens hun ser det.” Læg mærke til den sidste del af sætningen: mens hun ser på det, hvor meget der siges om relationen. Og læs lige her, nydelsen ved at få læst højt af mormor: ”Hendes stemme langs mine hårrødder, som lytter og rejser sig. Hun kunne have sagt hvad som helst.”

Er man inden for revet som barn, så er man i den grad i brændingen, når puberteten sætter ind. Der er noget, der går i opløsning eller noget, der åbner sig: ”Som en hvirvelvindshund løber jeg rundt om mig selv. Halsende og hapsende efter knirk”. Kønnet som bliver så manifest, man kan ikke lægge det fra sig, som barnet kan, man er blevet overtaget.

Romanen slutter uden for revet, som her pointeres ved også at være helt konkret i form af et koralrev ved Mauritius. Her åbner der sig også en anden slags skrift, man kan mærke, at Pernille Abd El-Dayem egentlig godt kunne skrive en mere udfoldet roman om den del af historien, og at hun har måttet lægge bånd på den del af fortællingen, for at den ikke skulle tage for meget over.

Abd-El Dayem økonomiserer med sine billeder, så de for det meste virkelig er præcise, kun ind i mellem synes jeg det kammer lidt over, som når lyden af to klistrede gummiflader (sko og gulv) bliver til septembervinden der kommer i slutningen af august. Hendes skrift er ekstremt visuelt og stofligt. Hun sanser bevægelserne, fornemmelsen af verden mellem fingrene, som det ser ud, som det føles. Som når mor og mormor ryger, røgen, der suges ind eller danner arabesker. Den var der lige, røgen, så forsvandt den. Som et spøgelse.

kultur@k.dk