Det er godt tænkt af journalist og fagbogsforfatter Lars Henriksen, når han i sin debut som børneromanforfatter har konstrueret en kynisk sekt og navngivet den MindCraft. Ikke at forveksle med det populære spil Minecraft og kun lidt at forveksle med for eksempel Scientology.
”Don’t be afraid, free your mind” er bevægelsens slagord, men bag den tilsyneladende åbenhed gemmer der sig en kold og beregnende verden, der udnytter den menneskelige usikkerhed.
Romanen, som tydeligvis lægger op til at være første del i en serie, er bygget ganske klassisk op, som vi for eksempel kender det fra ”De 5”-bøgerne.
Også her har vi fem unge mennesker, som hver især repræsenterer en type. Den tykke, den smarte, den indadvendte og så videre. Sammen udgør My, Fifi, Storm, Walle og Ola skolebladsredaktionen og det er via engagementet her, at de får færten af, hvor meget bevægelsen MindCraft egentlig har at sige på deres skole og ikke mindst, hvilken grufuld måde de rekrutterer nye medlemmer til bevægelsen på.
Jeg skal ikke røbe mere, men man går ikke glad til tandlægen bagefter.
Da den lidt usikre Storm forsvinder, må de andre på banen for at finde ud af, hvad det er, der foregår, og det er bestemt ingen nem opgave. Igennem besvær og modstand får de, som det er kutyme i den slags bøger, hver især lejlighed til at demonstrere deres svagheder og styrker, og som i enhver spændingsroman topper spændingen de sidste sider.
Hvor romanen ellers har taget sig vældig god tid undervejs, bliver det hele jappet hurtigt sammen til sidst på ikke særlig troværdig vis.
Det er ærgerligt, og jeg tror Henriksen taber sine læsere, fordi han glemmer at tage selve den oplagte onde og udfordrende historie om sekten, og hvad den gør ved sine medlemmer, alvorligt, måske fordi han undervejs er blevet mere optaget af, at han er i gang med en serie.
I det hele taget ville ”MindCraft” have nydt virkelig godt af en opstramning, som snildt kunne have forkortet den med 75 sider. Det er, som om forfatteren glemmer, at det ikke er de mest omstændelige beskrivelser, der danner de stærkeste billeder, men at omstændeligheden tværtimod kan gøre en tekst lidt forskelsløs. Som her beskrivelsen af en fest:
”I to rækker hang gigantiske, runde lamper ned mellem de fritlagte bjælker og lyste over langbordene, som strakte sig helt op til scenen. Herfra pumpede høj musik en energisk rytme ud over de knap 100 elever, som efterhånden alle stod bag deres bænkeplads og klappede rytmen endnu højere tilført pift og svingende overkroppe.”
Svinger det? Ikke i skriften i hvert fald. Det kan det sagtens komme til, og jeg ønsker de fem unge mennesker og deres forfatter god vind.
kultur@k.dk