Med en klar titelreference til Shakespeares kærlighedskomedie ”En skærsommernatsdrøm” fra slutningen af 1500-tallet har forfatterskoleuddannede Laila Ingrid Rasmussen skabt et tidsløst drømmeunivers. I en vibrerende sommerboble midt i Christianshavns højsommer er en børnehave i gang med at forberede den årlige sommerfest på årets længste og lyseste dag.
En navnløs fortæller arbejder i børnehaven, men kunne nu lige så godt have indgået som del af børneflokken, hvis man hæfter sig ved sprogets fortættede sanselighed. Enhver detalje og skift i især farver, lys og lyd beskrives i surrealistise drømmeiagttagelser, hvor alt er så nyt for sanserne, som det må formodes at være for det lille barn.
Netop den indtryksmættede stilistik forbliver bogens stærkeste kort, men er samtidig med til at efterlade den sitrende evighedsfornemmelse en anelse udtømt.
Hvor Shakespeares eventyrlige forviklinger emmer af jalousi og drama, så summer Laila Ingrid Rasmussens højsommersang om en firserbørnehave af en bemærkelsesværdig ikke-handling. Her kan dagligdagens berusende gentagelsesmønstre kun tilbyde lejlighedsvise højdepunkter i kraft af en dragende og uforløst tiltrækning mod den nye, mandlige pædagog.
I starten af ”En skærsommerdag” møder jeget nemlig den nytilkomne voksne, der introduceres af urmoderen og børnehavelederen Annelise: ”Jeg hører mit navn. Jeg standser og ser op. Annelise vender sig mod mig og smiler. Solen falder ned mellem bladene. Hun gør en gestus med den ene hånd og jeg flytter blikket fra hendes ansigt og ser dig. (…) Du har en gul bluse på og cowboybukser der er slidte på knæene og dine gummisko er blå med hvide snørebånd.”
Laila Ingrid Rasmussens sprog holdes i en langsomt deducerende hovedsætningsstil, der emulerer det opmærksomme barns førstehåndsindtryk og rolige iagttagen. I lyriske, tidløse vendinger udviskes grænserne mellem mennesker, natur og jorden, og tilbage står bare den stærke junisol og forelskelsens flimren for øjnene. Det er fint ramt og teknisk set imponerende, at Laila Ingrid Rasmussen gennemfører så stilsikkert.
Verden i den idylliske børnehave er en åben og levende organisme, der i kraft af sin uskyld giver klare reminiscenser til en præsyndefalds Edens Have – og senere hen til Noahs Ark. I så fald er den spirende forelskelse mellem de to unge pædagoger en slags begyndelse på enden. Heldigvis for projektet udfoldes den forelskelse aldrig til fulde, og det uforløste handlingselement er da også sigende for ”En skærsommerdag”. Ud fra et plotmæssigt synspunkt sker der nemlig forbavsende lidt i den lille roman. Det kan fungere som en hæmsko for den handlingselskende læser, men samtidig ville en udvikling i plot have punkteret det sansemæssige klimaks, som Laila Ingrid Rasmussen formår at opbygge og fastholde. Det er en bedrift i sig selv rent teknisk, og det er en fin pointe, at fortællingens uskyld så at sige forbliver intakt.
”En skærsommerdag” er på mange måder enestående i sin forståelse og beskrivelse af de vilde børns førciviliserede verden, der synes både evig og uendelig. Alligevel bærer det besnærende stemningsbillede også præg af at være en gennemført og med tiden udtømt stiløvelse, der med rette kunne have været et indtryk i kortprosaformat.