En skuespiller på tur gennem storbyens lysninger

”Det Store Fald” er en krævende og fascinerende roman, der med rette bliver rost som et nyt, samfundskritisk værk af den østrigske forfatter Peter Handke

Selve romanen er – typisk for Handke – svært tilgængelig. Det er vanskelig læsning, fyldt med indirekte henvisninger, og skrevet i et tungt ladet, gammeldags sprog, skriver Moritz Schramm.
Selve romanen er – typisk for Handke – svært tilgængelig. Det er vanskelig læsning, fyldt med indirekte henvisninger, og skrevet i et tungt ladet, gammeldags sprog, skriver Moritz Schramm. Foto: Francisco Leong.

Jeg husker tydeligt min reaktion, da jeg for år tilbage for første gang læste en tekst af den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Jeg var blevet inviteret til at deltage i en såkaldt kritikersalon i København, hvor jeg sammen med andre anmeldere på en scene skulle diskutere tilstedeværende forfatteres nye tekster. Knausgård, som dengang endnu ikke var kendt for et større publikum, havde valgt en kort prosatekst om et cirkus, og under læsningen måtte jeg hele tiden tænke på Peter Handke: Knausgårds tekst lignede, forekom det mig, tydeligvis den østrigske forfatters æstetik og hans samfundskritiske projekt. Især hans søgen efter begivenheder, der for et splitsekund kan åbne verden på en ny og anderledes måde, syntes at gå igen hos Knausgård.

Og selvom Knausgårds store bogprojekt ”Min kamp”, som han efterfølgende udgav, ikke nødvendigvis følger Handkes æstetik, er det ikke overraskende, at forlaget Rod&Co lancerer oversættelsen af Peter Handkes roman ”Det Store Fald” med henvisning til begejstrede citater af Knausgård, der på klapteksten omtaler Handke som ”en af Europas store forfattere”.

Selve romanen er – typisk for Handke – svært tilgængelig. Det er vanskelig læsning, fyldt med indirekte henvisninger, og skrevet i et tungt ladet, gammeldags sprog. Handlingen er ikke altid nem at afkode. Men i bund og grund er her tale om en skuespiller, der i løbet af en dag bevæger sig fra udkanten af en storby og ind i dens centrum. På vejen møder eller observerer han forskellige skikkelser, der dog oftest forbliver i baggrunden og blot væves ind i skuespillerens almene refleksioner.

Samtidig er romanen fyldt med referencer til andre forfatterskaber og filosofiske modeller, ligesom associationer til James Joyce selvfølgelig dukker op. Men især Martin Heideggers begreb om lysning, der åbner sig i skoven, spiller en vigtig rolle i skuespillerens vandring gennem byen, og hele hans delvist surrealistiske færd virker på sin vis beslægtet med Friedrich Nietzsches Zarathustra, der ligeledes på et tidspunkt bevæger sig fra bjergene ind mod byen.

Tematisk set åbner Handke i romanen for menneskets søgen efter fællesskaber i storbyen. Fællesskaberne består imidlertid ikke af personer der er ens eller samstemmende. I Det Nye Verdensteater, som der på et tidspunkt henvises til, legemliggjorde godt nok enhver en rolle, hedder det et sted, men alle roller er ”i bund og grund forskellige”. Hovedpersonens egen rolle smelter i denne forbindelse sammen med de andres roller: ”alle de forskellige, uforenelige, hinanden modsigende roller hørte nu sammen i en kreds”, hedder det i romanen. I modsætning til før, hvor alle roller endnu optrådte alene og enkeltvis, altså ikke hørte sammen, danner de nu en slags enhed i forskelligheden; de kompletterer i løbet af et sekund, hedder det, hinanden ”ved forskelligheden, netop i modsætningsforholdet”.

Handkes roman kan således læses som en søgen efter et fællesskab, en samhørighed, der ikke er defineret ved lighed, men ved forskellighed. Og netop i dette fællesskab, som i korte øjeblikke i romanen lyser frem, inden det forsvinder igen, kan alle menneskelige roller udfolde sig; selv ”menneskefjenden”, som hovedpersonen har fået til opgave at spille, er i harmoni med dette besynderlige fællesskab.

Ligesom i mange andre af Handkes bøger har vi altså at gøre med kortvarende åbninger, lysninger, der forrykker verden en smule og tilbyder et kortvarigt, men anderledes blik på den. Mens disse åbninger i mange af Handkes bøger fremstår nærmest stiliseret i romantiske klicheer, lykkedes det forfatteren i denne roman at forbinde dem med de menneskelige interaktioner, med kortvarige fællesskaber og eksistentielle erfaringer. Selvom romanen er krævende læsning, er den derfor også givende og på sine egne præmisser meget fascinerende. Og uanset hvad man ellers synes om Knausgård, i denne sag har han ret: Handkes ”Det Store Fald”, som Hanne Lund på fortræffeligste vis har oversat til dansk, er en vanskelig, men fascinerende og berigende roman.

kultur@k.dk