Mange kender lord Byron (1788-1824) som det aristokratiske digtergeni, der døde i Den Græske Frihedskrig. Nogle vil måske tænke på Blixens berømte forudsigelse om, hvordan bøgerne om Byron vil skygge for bøgerne af Byron. De færreste har imidlertid et mere indgående kendskab til ham og hans forfatterskab. Det er der gode grunde til.
For siden Georg Brandes gjorde lord Byron berømt i Danmark med sit storværk om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, hvor Byron blev iscenesat som helten, der kæmpede for den frie tanke, har der med enkelte udtagelser været mærkeligt stille om manden i Danmark. Vi har nærmest glemt ham.
Midt i fraværet af opmærksomhed har Grete F. Rostbøll, måske inspireret af Blixen, øjnet en spændende og vedkommende udgivelsesmulighed. På baggrund af en omfattende international litteratur om Byron har hun skrevet en lille biografi om den store europæiske frihedshelt.
Rostbøll har bygget sin bog op som en klassisk biografi. Hun begynder med barndommen og bevæger sig så fremefter. Det er en skabelon, som fungerer meget fint.
Lille George Gordon Byron blev født ind i en adelsslægt, men voksede ikke desto mindre op under forholdsvis fattige kår. Det har ikke været nogen nem opvækst. Han blev født med en klumpfod, som lægerne trods flere forsøg ikke kunne gøre noget ved.
Derudover begik hans balstyrige far, kaptajn Jack Byron, selvmord og efterlod sig kun ”sine ejendele, sin gæld og begravelsesudgifterne”.
Byrons mor forsøgte dog efter bedste evne at skærme sin lille dreng, som afskyede skolearbejdet og egentlig helst bare ville have fred til at læse. ”Jeg læser, når jeg spiser, før jeg sover, læser, når ingen andre læser”, skal han have sagt.
Byrons situation ændrede sig dog dramatisk til det bedre, da han i en alder af 10 år arvede titlen som baron samt familiegodset Newstead Abbey i Nottinghamshire ikke langt fra Sherwoodskoven. Han var nu lord Byron og kom på en god skole.
Senere blev han optaget på Cambridge Universitet, hvor han for alvor fik mulighed for at dykke ned i den antikke digtning. Samtidig dyrkede han sit spirende forfatterskab og et ekstravagant studenterliv.
Hans omfattende viden om klassikerne kom ham efterfølgende til gavn på rejserne sydpå, hvor han nærmest gik i ét med den antikke og moderne græske kultur, som han på alle måder elskede.
Her fandt den unge lord Byron også en produktiv livsrytme, som mange forfattere nok vil misunde ham: ”mad, vin og fest om aftenen, natligt skrivearbejde og lang morgensøvn”. Alt sammen krydret med rideture til havet i formiddagstimerne.
Det var da også under indtryk af sit første ophold i Sydeuropa, at han skrev sit romantiske gennembrudsværk, ”Childe Harold's Pilgrimage” (1812), om en ung mands dannelsesrejse isprængt kommentarer til samtidens politiske forhold. Nu var han ikke blot lord Byron, men også et ungt, beundret digtergeni. Faktisk en af landets kendteste skikkelser.
For Byron var litteratur imidlertid intimt forbundet med politik. Og når det kommer til koblingen af litteratur og politik, er Grete Rostbøll, tidligere kulturminister og uddannet i litteraturvidenskab, på hjemmebane. Hun skildrer meget fint Byrons politiske engagement i Overhuset (House of Lords), som han i kraft af sin adelstitel blev optaget i.
Han ville ændre verden med sin politiske indsats. Han kæmpede for ”frihed, ytringsfrihed og individuel frihed”, men måtte indse, at det var yderst vanskeligt at få gennemført liberale reformer i det konservativt styrede England. Byron var imidlertid ikke blot digter og politiker, men også et menneske, der lod drifterne råde.
Han kastede sig uden tøven over både unge mænd og kvinder og blev efterhånden så infiltreret i sit eget net af erotiske affærer og skandaler, at han til sidst måtte drage i eksil fra England. Turen gik naturligvis sydpå fra Tyskland over Italien og videre til den for Byron skæbnesvangre frihedskrig i Grækenland.
Det er inspirerende at læse Grete Rostbølls biografi om Byron. Hun er dygtig til at disponere sit spændende stof og formår at sammenfatte Byrons vilde og begivenhedsrige liv meget fint på lige under 200 sider. Indimellem kunne man dog godt have brugt lidt flere detaljer for eksempel i den korte gennemgang af ”Childe Harold's Pilgrimage”, hvor man som udenforstående læser aldrig føler, at man får en klar fornemmelse af, hvad der egentlig er på spil i Byrons tekst.
Her måtte mandens værk godt fylde lidt mere. Det var trods alt udgangspunktet for hans verdensberømmelse. Den kritik skal dog ikke skygge for, at Rostbøll formår at gribe og fastholde sin læser med sin intense beretning om den store europæiske digter og frihedshelt lord Byron.