En stor udgivelses-bedrift er fuldendt

Den nye Platon-oversættelse er nu komplet med udgivelsen af sjette bind. For hele værket gælder, at det er på højde med den aktuelle filosofiske forskning og vil blive stående i eftertiden

Som den grundlæggende ramme for udgivelsen er valgt den antikke opdeling af Platons værk i tetralogier, hvilken både sikrer overensstemmelse med traditionen og med international praksis.
Som den grundlæggende ramme for udgivelsen er valgt den antikke opdeling af Platons værk i tetralogier, hvilken både sikrer overensstemmelse med traditionen og med international praksis. .

Seks år efter at en større gruppe oversættere påbegyndte det ambitiøse projekt at nyoversætte Platons samlede værker, er arbejdet nu fuldbyrdet med udgivelsen af det sjette og sidste bind. Med en frekvens på et bind om året er det imponerende nok omtrent lykkedes for redaktørerne, Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, at holde den oprindelige udgivelsesplan.

Til den lange række af positive adjektiver, udgivelsen i årenes løb er blevet begavet med, kan man nu, uden forbehold, tilføje ”helstøbt”. Selvom det sidste bind er atypisk, både i sin form og sit indhold, er det nemlig først her, udgivelsen får sin endelige form, med tilføjelsen af et både veludformet og velproportioneret ekstraudstyr, blandt andet indeholdende en terminologisk ordbog og et register.

”Samlede værker i ny oversættelse” bliver dermed til meget mere end en fornem sproglig opdatering af forgængeren Høgh og Ræders ”Platons værker” - oprindeligt fra 1930'erne, men optrykt flere gange siden. Trods sin ælde har Platon - takket været forskningen - ændret sig en hel del siden da, og den nye udgave har gjort meget ud af at være på højde med den aktuelle forskning. Som den grundlæggende ramme for udgivelsen er valgt den antikke opdeling af Platons værk i tetralogier, hvilken både sikrer overensstemmelse med traditionen og med international praksis. Dermed afbalancerer udgivelsen smukt de timelige hensyn med de evige, og netop derfor er der grund til at spå den en stor holdbarhed.

Indholdsmæssigt er det ganske særlige ved det afsluttende sjette bind, at der - muligvis - ikke er en eneste af de mange tekster, der faktisk er skrevet af Platon. Sikkert er det, at hovedparten ikke er fra Platons egen hånd, selvom mange af dem er overleveret i hans navn. Mange af teksterne er fra forskellige generationer af platonikere, nogle af dem er antagelig skrevet omtrent et halvt årtusinde efter Platons død. Man må leve med, at der hersker en vis usikkerhed omkring kronologi og autenticitet i forhold til væsentlige dele af Platons skrifter. I denne udgave har man valgt at følge traditionen og tage alt det med, der traditionelt er tilskrevet Platon.

Den faglige uenighed omkring proveniens er ærligt nok synlig i den danske udgave. I sjettebindets indledning gør Chr. Gorm Tortzen det klart, at de fleste specialister i dag mener, at ingen af Platons breve er skrevet af Platon selv. I indledningen til brevene gør disses oversætter, Ivar Gjørup, det omvendt klart, at hans oversættelse bygger på den antagelse, at det lange syvende brev - og kun det - er Platons eget.

Det legendariske syvende brev er af flere grunde en central tekst. For det første er det et af de få steder, hvor Platon (hvis det altså er ham) skriver udførligt om sig selv. Det syvende brev fortæller historien om, hvordan Platon, der i høj grad også er en politisk filosof, blev involveret i praktisk politik som rådgiver for tyrannen Dionysios i sicilianske Syrakus.

Denne beretning er fuld af fortrydelse og undskyldninger. Platons praktiske politiske eksperiment faldt ikke heldigt ud, og Platon har da også travlt med at fralægge sig ansvaret. Beretningen fra Platon leverer dermed grundskabelonen til utallige senere politiske filosoffers uheldige optrædener på den politiske scene. Det er her, det nu klassiske spørgsmål stilles for første gang: I hvor høj grad kan en politisk teoretiker stilles til regnskab for praktiske politiske fiaskoer? Og dermed er det også her, man finder kilden til en lang tradition for filosofisk berøringsangst over for praktisk politik.

Selv drog Platon øjensynligt ikke denne konsekvens af erfaringerne. Det er i det syvende brev, at man finder den ofte citerede Platon-bemærkning om, at menneskenes ulykker ikke vil stoppe, førend filosofferne - eller som det hedder i den nye oversættelse: ”forstandsmenneskene” - bliver ledere, eller lederne bliver filosoffer. Den tiltro, som Platon en overgang nærede til, at Dionysios kunne blive en stor politisk leder, udspringer da også af rygter om, at han har dygtiggjort sig som filosof.

Denne forestilling om en intim forbindelse mellem filosofi og politik er anledningen til, at man midt i det syvende brev pludselig finder én af de mest kondenserede gengivelser af hele den platonske filosofis grundskema. Efter at have læst sig gennem den prægtige Platon-udgaves seks digre bind kan man her på ganske få sider finde, hvad der lader sig betragte som en nøgle til hele forfatterskabet.

Blot skal man altså huske på, at det ikke er sikkert, at denne filosofiske miniguide er forfattet af Platon selv.