En svensk engel besøgte Holmens Kirke

Holmens Kirke.

Holmens Kirke. Foto: Christian Lindgren / Scanpix Denmark

koncert
Four stars

Hun lignede en engel, som hun lørdag aften stod der i sin råhvide kjole i Holmens Kirke, den svenske sopran Hanna Husáhr

Hun lignede en engel, som hun lørdag aften stod der i sin råhvide kjole i Holmens Kirke, den svenske sopran Hanna Husáhr. Publikum havde netop oplevet det uforlignelige Hallelujah-kor, sunget og spillet med fynd og klem, og nu gjorde dirigenten Mogens Dahl og de øvrige medvirkende sig klar til tredje og sidste del af det mesterværk, ”Messias” har været anset for, siden det første gang lod sig høre i Dublin en forårsdag i 1742.

Under stor lydhørhed intonerede Hanna Husáhr den gribende arie ”I know that my redeemer liveth” (”Jeg ved, at min løser lever”, Jobs Bog 19, 25) - efter min opfattelse et af de centrale steder i hele værket, for her bliver de gammeltestamentligt voldsomme Händel-satser afbalanceret med en nytestamentlig og meget kristen inderlighed.

Den svenske engel sang arien med al den varme og skønhed, man kunne ønske sig, og den blev dermed et af højdepunkterne i en fremførelse, hvor også de tre øvrige solister, den velklingende hollandske alt Francine Vis, den udtryksfulde britiske tenor Timothy Robinson samt den danske baryton Lars Møller - hele vejen igennem med overbevisende pondus - gjorde sig fornemt gældende.

Omdrejningspunktet i ”Messias” er og bliver dog koret, hvis rolle er sammenlignelig med evangelistens i Johann Sebastian Bachs store passioner. Mogens Dahl Kammerkor består af fire gange fire sangere, klart og overskueligt opstillet i sopraner, alter, tenorer og basser.

De kan virkelig deres ”Messias”, og deres betydelige erfaring gør det muligt for dem stemmemæssigt hele tiden at tolke teksten - vel at mærke uden at den bliver overfortolket, eftersom alt sker i den skønneste samklang med den udødelige musik.

I år havde Mogens Dahl på orkestersiden sikret sig en spændende fornyelse i form af The Orchestra of the Age of Enlightenment - et anset britisk barokensemble, der ikke just har deres styrke i mængden af musikere, men klinger des mere sprødt og spændstigt.

Man sværger til originalinstrumenter i forvisning om, at de giver en særlig ”autentisk” klang, men det skal ikke skjules, at der også er en bagside af medaljen, når man eksempelvis spiller på ventilløse naturtrompeter. I lørdags var der således en række fæle knæk under arien ”The Trumpet Shall Sound”, men den uheldige trompetist kom da til vejs ende, om end han undervejs sendte bebrejdende blikke mod sit instrument. I øvrigt fungerede samspillet mellem orkester og kor fortræffeligt.

kultur@k.dk