Hun er formentlig verdens ældste tv-journalist. Ulla Terkelsen, dansk journalistiks grand old lady, er i en alder af 72 år still going stong. Hvis nogen skulle være i tvivl. Og det må være svært, måske endda umuligt, at opdrive en dansker, der ikke kender hendes ikoniske pandehår, hendes tørklæder og hendes smukke, lettere hærgede stemme. At hun har været så godt som overalt, får man bevis for i hendes seneste bog ”Med kærlig hilsen … Historier fra Europa og omegn”.
Som Ulla Terkelsens bestseller ”Vi kan sove i flyvemaskinen” fra 2012 er hendes nye bog svært charmerende. Omend den er lidt løs i fugerne. Hvor det i forgængeren var Ulla Terkelsens liv, der fungerede som rød tråd, er det her Europa. Det er et Europa, som jorden ryster under, og som Ulla Terkelsen er bekymret for, et Europa i forandring og et fælles europæisk projekt, som synes stadig mere og mere vaklende.
Men det er også en kærlighedserklæring til måske især det Europa, som var engang – den smukke anakronisme, som hun kalder det, der måske, som søvngængere, er ved at vade ind i endnu en katastrofe, og som måske befinder sig i samme fase som den, der førte op til Første Verdenskrig, hvor det var Balkan, der var tændsatsen. Nu kunne det være Mellemøsten.
Europa-vinklen holder for det meste. Men det er først og fremmest Ulla Terkelsen, der står i centrum i de essayistiske reportager fra blandt andet Paris, Athen, Nice, Damaskus, Bruxelles, Lesbos og ikke at forglemme Morud på Fyn.
Det er hendes oplevelser og erfaringer – og hendes digressioner. For hendes tanker og hendes skrift er, som hun selv, på evigt træk, og Ulla Terkelsen er næppe for fastholdere. Den ene tanke tager den anden, vi bevæger os fra flygtningesituationen og Europas port, der smækker i for næsen af de håbefulde, til barndommen i Aarhus, hvor Ulla Terkelsens far, der var ejendommens husvært, smækkede porten til gården i først på aftenen, hvorfor onkel Harald, der var musiker og kom sent hjem, måtte råbe op gennem de åbne vinduer for at blive lukket ind og få sig en godnatøl, inden han cyklede hjem til tante Johanne.
Kedeligt bliver det imidlertid aldrig. Men man begynder at spørge sig selv, om anekdoter som den om onkel Harald og tante Johanne nu også er relevante i sammenhængen. Eller om det bliver for flagrende, når vi bevæger os fra Donald Trump og Silvio Berlusconis hår og skønhedsoperationer over familien Beckhams ditto til dødsangst og hoteller.
Ulla Terkelsen er ikke en forfatter, der for alvor inviterer inden for i privaten. Men hun linder dog på døren i bogens begyndelse og mod slutningen, hvor hun efter terrorangrebene i Frankrig beskriver, hvordan hendes fokus er ved at flytte sig – hvordan døden trænger sig på, og hvordan hun hellere vil spise morgenmad med niecens søn, Elmer, end at leve sig ind i endnu en terroraktion.
Og selvom man kun kan elske den kække, bon mot om sig-smidende Ulla Terkelsen, så synes den stille eftertænksomhed at klæde hendes over stok og sten-skildring.