Dengang en uventet gæst ringede på Lise Nørgaards dør

Julen 1946 ringede det på døren hos Lise Nørgaards hus i Roskilde, og uden for stod en britisk ...

Julen 1946 ringede det på døren hos Lise Nørgaards hus i Roskilde, og uden for stod en britisk journalistkollega, hun havde mødt i Hamborg.

Jeg kan endnu genkalde mig billedet af George, en lille rund mand med stærke briller og et elskeligt smil, og som lærte os at trave rundt om juletræet i Roskilde.

Juleaften 1946 fik forfatter Lise Nørgaard et overraskende besøg af en berømt britisk journalistkollega, der gjorde et stort indtryk i Roskilde

Fortalt af Lise Nørgaard

Jeg har haft mange interessante juleaftener. Men den mest usædvanlige indtraf i 1946, hvor jeg i efteråret var udsendt som journalist i Hamborg og skulle rapportere til den samlede Venstre-presse i Danmark.

Det var en helt igennem chokerende oplevelse at se den sønderbombede by, jeg så ofte havde besøgt som barn.

Jeg opholdt mig i byen i fire uger, og den positive side af sagen var, at jeg fik mange gode venner under opholdet. Alle internationale journalister, der var udstationeret i byen, boede sammen i en villa med udsigt over byen. Det var ikke en særlig smuk udsigt dengang.

Det endte med længerevarende venskaber, og vi lovede hinanden at holde kontakten og skrive til hinanden, og det gjorde vi så.

Jeg kom nogle måneder før jul og modtog også julekort fra flere af kollegerne, hvor nogle skulle hjem og andre måtte blive. En af dem, der måtte blive, var Associated Press' berømte britiske medarbejder George Boultwood, der vemodigt meddelte, at han var nødt til at tilbringe julen i Tyskland.

Men dagen før juleaften ringede det pludselig på døren til vores hus i Roskilde, hvor jeg boede med min mand og fire børn, den yngste stadig i vuggen.

Og udenfor stod George.

På det tidspunkt var det ikke så almindeligt med udenlandske gæster i det hele taget, og jeg husker, at han gjorde enorm lykke hos venner og især familien for ikke at tale om hos børnene.

George havde aldrig oplevet en dansk jul før og var rørende lykkelig for vores obligatoriske festligheder og spisevaner fra risengrød med kanel, sukker, smørhul og sødt øl til andesteg - for ikke at tale om silden til første juledags frokost. Han var også med i Roskilde Domkirke, som man jo godt være bekendt at vise frem, selv til en forvænt englænder.

George var enormt glad for at være hos os i julen og vendte senere tilbage til Danmark flere gange, hvor Associated Press' danske afdeling benyttede sig af lejligheden til at fejre ham ved gevaldige selskaber.

Jeg kan endnu genkalde mig billedet af George, en lille rund mand med stærke briller og et elskeligt smil, og som lærte os at trave rundt om juletræet i Roskilde.