5 stjerner
Der findes mindst én romantisk fortælling i enhver familie.
Mine egne bedsteforældre på min mors side mødte hinanden, da min morfar som ung teologstuderende spiste sin frokost på Lukasstiftelsen og langsomt forelskede sig i den unge søster Lise. Kærligheden var gensidig, og hun forlod de øvrige søstre og blev siden hen både mor, mormor, farmor og oldemor.
Det er en god historie, og på sin vis optræder en historie af samme type også i journalist Morten Vittrups debutroman med den forunderlige titel ”Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke”.
Morten Vittrups roman strækker sig fra 1926 til 2004, men sproget beholder sit tidløse islæt bogen igennem. Tonen er både velovervejet og underholdende, som sad læseren bænket omkring bålet med både levende ild og levende vandrehistorier i den spanske sommernat – og det er ingen tilfældighed.
To af hovedpersonerne, Sofía og Víctor, finder hinanden, da den skibbrudne og gådefulde Víctor de la Vega bliver fisket op ud for Malagas kyst og bliver sendt til pleje på klosteret San Luis, hvor Sofía arbejder som frivillig. Abbedissen på klosteret ønsker at lade Sofía flytte ind som nonne, men da den unge tvivlende forblændes og fastholdes af Víctors charme, historiefortællinger og mystiske tiltrækningskraft, kan hun ikke andet end at følge med og forelske sig.
Trods sin imponerende længde på knap 450 sider er Morten Vittrups roman yderst velkonstrueret med levende afstikkere til Víctors undfangelse, fødsel, barndom og ungdom i Argentina og en kronologisk udvikling, der følger Sofía og Víctors børn.
Litterære giganter som den magiske realismes mest populære forfatter Gabriel García Márquez fra Columbia eller den kinesiske nobelpristager Mo Yan rumsterer i baggrunden, selvom begges greb på realismen er mere magisk eller hallucinerende, end den er i Morten Vittrups stramme fortællertøjler. Alle tre er de dog eminente historiefortæller, der lader centrale, politiske skikkelser og begivenheder indgå som afgørende elementer i en families saga.
”Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke” er som værkerne af Márquez og Mo ikke forpligtet på en realistisk kohærensstruktur, hvor man for eksempel ville undre sig over den detaljeringsgrad, hvormed Víctor levende fortæller om tiden, før han overhovedet blev bevidst.
Romanens sprog glider ufortrødent og naturligt af sted med filmiske og sanselige beskrivelser, detaljerigdom, spanske stedsangivelser og en række personer, der måske kan virke som forenklede stereotyper, men som ikke desto mindre er både troværdige og elskelige.
Læs bare med her, hvor Sofías forældre beskrives: ”Af udseende var de som dag og nat, Robert var kraftig og tæt, Beatriz var lille og spinkel, som en afghansk mynde, men de havde på en eller anden måde fundet hinanden, selvom de også af sind var ganske forskellige. Roberto havde især i sine yngre dage været mere udadvendt end sin kone, der kunne fremstå så tør som slidt kalvelæder på en bibel.”
En varm anbefaling til sommerens læsning.
kultur@k.dk