Endelig tid til ferielæsning

Det har altid været en del af klummeskriverens arbejde at læse bøger. Og godt for det. Men der er nu en særlig nydelse ved at læse bøger uden at skulle noget bestemt med dem

Nu er det sæson for ferielæsning.
Nu er det sæson for ferielæsning. Foto: Odilon Dimier/AltoPress / Maxppp.

Deres klummeskriver har et særlig lidenskabeligt forhold til ferielæsning. Selvom der i skrivende stund endnu er et par uger, til ferien reelt begynder, er jeg begyndt at bestille bøger hjem fra biblioteket. Og nogle af dem når jeg med garanti også at læse før ferien. Men det gør ikke noget. Så bestiller jeg bare nogle flere.

LÆS OGSÅ: Den mulige utopi

Efter at jeg selv har skrevet erindringer, har jeg fået appetit på at se, hvordan andre bar sig ad. Mens jeg skrev, skulle jeg ikke nyde noget af at blive distraheret. Men nu kommer Ralf Pittelkows Mit liv som dansker med i kufferten. Og kunstneren og multimennesket Erik Steffensens berømmede Valbyengelsk. Og min kollega Lars Handestens to essayistiske bøger, Turbonætter og En by i Rusland.

Men skønlitteraturen skal selvfølgelig også have sit. Nylæsning eller genlæsning? Det er dilemmaet, når man kommer op i min alder. Der er rigeligt med huller i ens litterære dannelse, men samtidig får man i stigende grad lyst til at genlæse bøger, der betød noget for en for mange år siden. Jørgen Stein af Jacob Paludan? Eller Tysktime af Siegfried Lenz? Nej, de må vente lidt. Vi kører et tema: amerikansk litteratur. Der er jeg håbløst bagud.

Jeg tager Den store Gatsby ned fra reolen. Det er både gen- og nylæsning, for jeg har fuldstændig glemt den. Vi må hellere supplere med Fitzgeralds ven og konkurrent Hemingway. Solen går sin gang læste jeg i Spanien i 1977. Den står levende for mig endnu. Det mener jeg i hvert fald. Nu får vi se.

Men hvad med alt det nyere? Kulturredaktøren er heldigvis ekspert i amerikansk litteratur. Han anbefaler Amerikansk pastorale af Philip Roth. Den kommer med. Og Amos Oz er han også ekspert i. Han er ganske vist ikke amerikaner, men ham har jeg aldrig fået læst noget af. Vi tager Min Michael.

Det har altid været mit arbejde at læse bøger. Som studerende, som lærer på universitetet, som redaktør og anmelder på aviserne, i Statens Kunstfond, da jeg sad der. Det er jeg taknemlig over. Men der er samtidig en særlig frihed og nydelse ved at læse bøger uden at skulle noget bestemt med dem. Det er den oprindelige måde at læse på. Den professionelle måde vil altid have hensigt og dermed en vis anstrengelse over sig.

Lidenskaben for ferielæsning har altid været der. Som barn, som ung på interrail, som yngre. Faktisk husker jeg den sidste ferie, jeg var på, inden jeg mødte min kone. Det har været sensommeren 1987. Min ven Jens og jeg tog til Gran Canaria. På Playa del Inglés skulle vi en uge ligge på stranden, drikke os i hegnet og kigge efter damer. Men jeg havde altså også temmelig mange bøger med. Det var Milan Kunderas store tid. Jeg kørte et Kundera-tema. Tilværelsens ulidelige lethed på café Deutsches Eck, hvor vi hver morgen spiste Spiegeleier mit Speck og missede med tømmermandsøjnene mod den brændende sol.

Faktisk havde jeg en del bøger med selv i håndbagagen i flyet. Jeg vidste jo, at det var en lang tur, og der kunne vel komme uforudsete ventetider. Jens og jeg sad ved siden af nogle venlige damer, som var noget ældre end dem, vi skulle ned at kigge på. Men jeg husker endnu deres reaktion, da jeg rodede den lille rygsæk igennem for at finde et eller andet, hvorpå der væltede fem Kundera-bøger ud i kabinen. De sagde vel ikke ligefrem, at så mange bøger havde de aldrig før set samlet på ét sted, og da især ikke i en flyvemaskine. Men jeg fik tilkastet nogle granskende og bekymrede blikke på resten af turen. Han var ellers så pæn, den unge mand, men han var da vist ikke rigtig vel forvaret.

Som årene går, bliver ens eget liv som en bog, der opmuntrer til både nylæsning og genlæsning. Da jeg med familien mange år efter vendte tilbage til Gran Canaria, og vi tilfældigt kom forbi Playa del Inglés, mente jeg bestemt, at min kone måtte have stor interesse i at se Deutsches Eck, hvor Jens og jeg havde spist Spiegeleier mit Speck. Med en engels tålmodighed vendte hun bilen og kørte ind mod byen. Men pludselig åbnede himlens sluser sig, og regnen væltede i kaskader ned over gaderne. Vi mistede hurtigt det gran af orientering, vi havde haft, og søgte skyndsomst ud af byen igen. Snart skinnede solen på ny. Nogle gange må der bare være grænser for nostalgien.

kultur@k.dk

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.