Bare navnet - Museum Ovartaci - det vil sige Museum Overtossen - antyder, at kunstsamlingen i Risskov ved Aarhus er noget ganske særligt.
Her, i hjertet af de gamle, røde og stemningsfulde bygninger på Psykiatrisk Hospital gemmer sig en samling stormfulde malerier og skulpturer, som alle har det til fælles, at deres skabere har lidt af en psykisk sygdom.
”Og det gør os til en ener. Vores værker kan ikke sammenlignes med nogen anden kunstsamling,” fortæller museumsleder Mia Lejsted med et smil.
Navnet Ovartaci er ikke tilfældigt valgt. Kunstneren Louis Marcussen med kunstnernavnet Ovartaci er nemlig et af museets helt store trækplastre, og med en fortid som patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov igennem 56 år, indtil sin død i 1985, er kunstneren i dag helt udadskillelig fra museet, siger Mia Lejsted.
”Ovartaci er indbegrebet af historien her. Han havde en meget stor viljekraft og vidste, hvor meget det betød for ham at arbejde med kunsten. Da han blev indlagt, bekendtgjorde han, at han i hvert fald ikke skulle have medicin eller behandling, han skulle bare have lov til at male, skrive og tegne. Han var en ener.”
Og netop kunsternes lidelser og deres behov for at udtrykke sig kan på en særlig måde erfares i museets værker, mener Mia Lejsted:
”Vi får det hele råt for udsødet, hvilket giver en kunst, som har rigtig meget at byde på, mange historier og talrige lag. Mange af vores besøgende her oplever værkerne så intense, at de ikke kan gå igennem museet på en gang, men må vende tilbage en anden gang for at få det hele med.”
Skulle man få brug for en pause fra de mange insisterende malerier, kan man dog også vælge at gå på 1. sal, hvor den historiske samling udstilles. Her kan man blive klogere på forholdene på et psykiatrisk hospital, indretning, kost og behandling igennem de seneste 200 år. En unik samling, der giver indblik i ikke blot psykiatriens historie, men også de røde bygningers egen.
Derfor er det også med en vis nervøsitet hos museumslederen, at Psykiatrisk Hospital i Risskov skal flyttes til det kommende storsygehus i Skejby. Hvad der herefter skal ske med museet, vides endnu ikke.
”Vi er stadig frit svævende. Og det spidser til. For vi har faktisk kun en garanti, der løber til og med i år. Vi vil meget gerne blive, hvor vi er. Hvor historien har udfoldet sig. Heldigvis er der gode kræfter i gang, der arbejder på at finde en løsning. Og vi krydser fingre for, at enderne mødes på et tidspunkt. Det skal de bare. Hvis de her samlinger bliver splittet op og ender alle mulige steder... Det tør jeg slet ikke tænke på,” siger Mia Lejsted.