Enevælden - et styre til tiden

"Magt og pragt" præsenterer en række interessante strejftog i enevældens historie

Danish flag
Danish flag.

Enevælden kom sejlende i 1660 i kølvandet på svenskekrigene og gik under i de nationaldemokratiske strømninger i 1848. Denne bog er ikke en systematisk, kronologisk fremstilling, men gennemfører på nydelig vis en række strejftog i enevældens historie, smukt illustreret med et stort billedmateriale fra især Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, hvor to af forfatterne har deres virke.

Man kan sige, at enevælden i 1660 vokser ud af et magtvakuum. "Den er ikke et korrupt politisk systems sammenbrud, den er ikke løn som forskyldt til en degenereret og uduelig dansk adel, og den er heller ikke det naturlige resultat af en stadig styrkelse af kongemagten eller et simpelt udtryk for statsmagtens vækst. Enevælden er frugten af en akut krise ...", antager Sebastian Olden-Jørgensen indledningsvis.

Under alle omstændigheder efterlod det forudgående adelsvældes utilstrækkelighed med at forsvare riget adelen demoraliseret i nederlagets stund og dermed ude af stand til at dæmme op for en alliance mellem kongen og det københavnske borgerskab.

Var enevælden kommet, hvis ikke en knagende kold vinter – vi befinder os i den såkaldte lille istid – helt urimeligt og unfair havde sat svenskekongen i stand til at gå på isen over bælterne? Svært at sige.

Som det gik, er det dog ikke urimeligt at se enevælden som et fremskridt. Den brød adelsmagten og gav fornuftige sociale og økonomiske åbninger for borgerskabet.

Dansk enevælde blev aldrig brutalt eller absolutistisk i den russiske stil. Den eneste, det for alvor lykkedes at misbruge magten, var pudsigt nok en Rousseau-elev og kulturradikal - Struensee. Han har sit eget afsnit i denne bog, der også lægger vægt på at se dansk enevælde i en større europæisk sammenhæng.

Ellers handler det meget om enevældens repræsentationer, deraf også titlen: "Magt og pragt". Hvordan fremstillede enevælden sig selv, hvordan klædte den sig, hvordan lod den sig portrættere, hvordan byggede den?

I dag kan mange af de efterladte portrætter virke opstyltede og komiske på os, nogle af dem ligefrem satirisk karikerende, men der er fine undtagelser - fra Karel van Mander over Pilo til Jens Juel.

I et af bogens mest interessante afsnit skriver Thomas Lyngby om enevældens sociale rangorden, som set fra i dag virker decideret udansk.

Således gav kong Christian V før sin salving i 1671 en rangforordning, der grundlagde et finmasket socialt hierarki med ikke mindre end 55 ærestrin, som landets elite skulle deles i. Alt reguleredes - hvem der skulle gå forrest ved hvilke ceremonier, hvem der skulle sidde hvor ved hvilke fester, hvilke tiltaleformer der kunne anvendes og så videre. Sideløbende udstedtes der "overdådighedsforordninger", der i detaljer udstak grænser for rangklassernes klædedragter og deres festaktiviteter.

Med satiriske stykker som Chr. Falsters "Dend U-tidige Rangsyge" fra 1722 og Ludvig Holbergs "Den honette ambition" fra 1731, kom de dermed grasserende rangambitioner under kritik, men Lyngby gør opmærksom på, hvor lykkelig og stolt Holberg selv blev, da han i 1747 blev gjort til baron.

Det kan være svært for os fra vores individualiserede, lighedssyge verden at tilegne os en forståelse af en langt mere lodret orienteret verden. Siden da er meget vundet, mangt og meget gået tabt.

Den hierarkiske autoritetsfornemmelse hører til sidstnævnte. Derfor er det også svært for os - for hvem kongehuset mest er reduceret til damebladsguf, og kongerækken til klovn på klovn - at indleve os i den ophøjede følelse, der endnu greb en ganske ung kvinde, Eleonora Christine Lützow, da hun i den meget sene enevælde i 1839 stod ved Frederik VI's lit de parade:

"Mit hele nervesystem blev forfærdelig rystet ved at vandre gennem de sortbetrukne mørke gange, hvor alt var dødsstille, og så pludselig træde ind i den stærkt oplyste sørgehal, hvor hellebardisterne stod langs væggene som livløse støtter. Midt på gulvet stod båren med den gamle afdøde konge i den hvide atlaskes kroningsdragt med hermelinskåben, rundt om stod fløjlstaburetter med krone og scepter og hans mange fremmede ordner. Befolkningen vedblev uafbrudt at vandre rundt og betragte det ukendte syn af den afdøde konge, der i den lange årrække havde vandret sammen med dem i sine egne private og landets tunge, ulykkelige år."

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Thomas Lyngby, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen: Magt og pragt. Enevælde 1660-1848. 328 sider. Gads Forlag.