Hun var fjorten år, da hun begik sit livs største bommert, som i dag ville blive betragtet som barnepjat og slået hen som en bagatel: Hun tegnede en sløjfe om et overskæg på et billede af en mand. Det gjorde hun, fordi hun syntes, at han så trist ud, og fordi hun tænkte, at han trængte til lidt opmuntring. Men det kunne ikke være mere forkert. Og det, som hun i sit ungdommelige overmod troede var en heltedåd, vidste sig at være en grov forbrydelse.
Det var nemlig Josef Stalin, hun havde tegnet på. Han hang på væggen i hendes skole i Mühlhausen, som i 1945 faldt ind under den sovjetiske besættelseszone, og hun fik sin straf, da hun som femtenårig blev dømt til ti år i fangelejr - og endte med otte i en række tidligere tyske, men nu sovjetiske kz-lejre.
”Sløjfen i Stalins skæg”, der oprindelig er fra 2002, men først nu er blevet oversat til dansk, er en selvbiografisk og kronologisk fortalt bog. Den tegner i en række korte kapitler et rids af den unge Erika inden den hændelse, der kommer til at besegle hendes skæbne, og fortsætter med tiden i lejrene, hjemkomsten og ikke mindst den svære tid efter, hvor hun mere eller mindre forgæves forsøger at få bugt med fortiden.
Erika Riemanns historie er relevant som øjnevidneberetning til et glemt stykke krigshistorie om de mere end 150.000 tyskere, der fik Sovjets hævn at føle. Den er et vigtigt stykke dokumentation om de helt igennem grusomme ting, der fandt sted i kz-lejrene efter 1945. Og den er rørende i sin hudløst ærlige skildring af de voldsomme kriser omkring identitet og eksistens, som følger Erika Riemann hele vejen op gennem voksenlivet.
Men den er desværre også endimensionel og enstrenget, og den kunne have udnyttet sit enestående og eksplosive stof langt bedre, hvis Claudia Hoffmann, som Erika Riemann har leveret sin historie til, havde evnet at tegne et dybere og mere nuanceret psykologisk portræt af sin hovedperson, og hvis hun havde afveget fra den meget udvendige og refererende stil, som præger bogen - og fra den til tider næsten trivielle sprogbrug med knusende blikke og syndfloder af tårer og lidt skæve sprogbilleder som for eksempel ”sekunderne klæber sig sejt som brøddej til hinanden.”
Stærkest står beskrivelserne af det fællesskab, som opstår mellem Erika Riemann og de andre kvinder i kz-lejrene. Et fællesskab, som hun har svært ved at genfinde efter frigivelsen. Fordi hun føler skyld og skam over sin skæbne, og fordi hun ikke vil belaste andre med sin elendighed. Hun skulle passere de halvfjerds, før hun får bugt med den eksistentielle ensomhed og forsoner sig med sin fortid.