Episk værk om krig og fred

"Vasilij Grosmann (1905-1964) var uddannet kemiker, men under Anden Verdenskrig virkede han som krigskorrespondent i den russiske hær, og det er netop det personligt prægede, ja, personligt erfarede i Grossmans prosa, der gør stilen letfattelig, gennemsigtig og aldeles uopstyltet." Foto: Berliner Verlag / Scanpix Denmark

bog
Five stars
Heldigvis er forfatteren en rundviser af sjældent format, så han kan ikke blot føre læseren omkring i det 20.århundredes konflikter og ideologiske rivninger, men også langt ind i menneskesindet
Kristian Østergaard

Vasilij Grossmans hovedværk, ”Liv og skæbne”, er i kraft af sit episke format en fuldgyldig skildring af totalitarismens epoke

Vasilij Grossmans hovedværk blev skrevet under direkte påvirkning af Leo Tolstojs ”Krig og fred”, og ”Liv og skæbne” er da også præget af samme kvalitet og samme forstandige indsigt i menneskers motiver som forlægget.

Men da Grossman var færdig med manuskriptet, stod han på ingen måde til livsvarig bespisning på rådhuset. Slet ikke Moskvas. Han fik nemlig konfiskeret ”Liv og skæbne” og af myndighederne besked på, at værket ikke ville udkomme de næste 250 år. Så galt gik det dog ikke. Takket været blandt andet Andrej Sakharovs mellemkomst nåede en kopi af ”Liv og skæbne” til Vesten. Desværre døde Grossman af kræft, inden værket blev oversat og udgivet.

Vasilij Grosmann (1905-1964) var uddannet kemiker, men under Anden Verdenskrig virkede han som krigskorrespondent i den russiske hær, og det er netop det personligt prægede, ja, personligt erfarede i Grossmans prosa, der gør stilen letfattelig, gennemsigtig og aldeles uopstyltet. Den gør indtryk på læseren. Men endnu større indtryk gør det, at Grossman formår at holde to store bolde i luften samtidig: Anden Verdenskrigs udvikling og livet under både den røde og den brune socialisme.

Den 22. juni 1941 havde Hitler angrebet Sovjetunionen, og kommunister og nazister var dermed i krig med hinanden, skønt de i virkeligheden havde tankegods tilfælles: Nazismen var jo en national socialisme, mens kommunismen var en international socialisme. SS-officeren Liss udtrykker åndsfællesselskabet til en kommunist i forvaring således: ”Der er ikke nogen afgrund mellem os og jer. Det er er rent digt med den påståede afgrund. Vi er forskellige udslag af en og samme sag - etpartistaten.” Og denne parallelitet er nok bogens vigtigste pointe og grunden til, at bogen ikke kunne udkomme i efterkrigstidens sovjetiske samfund, hvor bange, svage mænd for enhver pris søgte at hytte sig mod en erkendelse af virkeligheden.

”Liv og skæbne” har et persongalleri på over 160 personer, og det skyldes selvfølgelig stoffets kompleksitet og turbulens. Grossman beskriver en verden, hvor al orientering og alle regelsæt bliver kuldkastet. Heldigvis er forfatteren en rundviser af sjældent format, så han kan ikke blot føre læseren omkring i det 20.århundredes konflikter og ideologiske rivninger, men også langt ind i menneskesindet. Som da han fortæller om den 50-årige barnløse læge Sofja Osipovna, der bliver deporteret til en kz-lejr. Undervejs lærer hun drengen David at kende, og de holder sammen i kreaturvognen. ”Da der blev efterlyst læger, havde hun tiet og sat sig op mod den magt, hun hadede,” skriver Grossman om ankomsten til kz-lejren. Sofja Osi-povna vælger i stedet den sikre død i gaskamret. Hun vil følges med David til den yderste revle, og da den dødbringende Zyklon B-gas siver ind i rummet, klamrer Sofja og David sig til hinanden: ”'Jeg er blevet mor,' tænkte hun. Det var hendes sidste tanke.”

Over for de totalitære ideologier sætter Grossman således en menneskelig godhed, der er uden beregning og uden tanke på gentjenester. Da slaget ved Stalingrad slutter, det tog sin tid, og i den tid, det tog, begik tyskerne ugerninger i stor målestok, sker der det, at en gammel russisk kvinde samler en mursten op for at kaste den mod en tilfangetaget tysk soldat. Men uden at hun selv kan redegøre for det, ombestemmer hun sig i sidste øjeblik og rækker i stedet soldaten et stykke brød.

Romanens mest centrale skikkelse er den jødiske videnskabsmand Viktor Strum, som er en rank og modig personlighed. Men det er først, når djævelen står i stuen, at man kender sig selv. Det er først her, det afgøres, hvad man vil gøre - ikke for sine bedste venner, men for sine værste fjender: ”Han havde været så stolt af sit mod og retlinethed, han havde hånet dem, som viste svaghed og frygt. Men nu havde han, et menneske, forrådt andre mennesker.” Viktor Strum må erkende, at rækker man fanden, Stalin, en lillefinger, tager han hele armen.

Det er litteraturens mulighed - og privilegium - at tegne sådanne personer og deres livtag med totalitarismen, og i kraft af sit episke format bliver ”Liv og skæbne” dermed en fuldgyldig skildring af idelogiernes epoke og samvittighedens kalden.

kultur@k.dk