Antisemitismen i den tyske filosof Martin Heideggers værk har været omdiskuteret længe. I årevis er der udkommet bøger om emnet, og en del fremtrædende filosoffer har diskuteret Heideggers forhold til jøderne - og jødernes position i hans tænkning.
Diskussionerne vandt betydeligt i styrke med udgivelsen af de første såkaldte ”Sorte hæfter” i foråret 2014 og 2015.
De ”Sorte hæfter” er notesbøger, i hvilke Heidegger i tiden mellem 1930 og 1970 nedskrev filosofiske overvejelser og anmærkninger, og som han selv bestemte til udgivelse efter sin død. Han bestemte sågar, at de skulle afslutte udgaven af hans samlede værker som et slags afsluttende ord.
De i 2014 og 2015 udkomne hæfter - bind 94-97 i værkudgaven - dækker over perioden 1931 til 1948 (hæftet fra 1930 er forsvundet). De stammer altså fra den centrale periode, hvad Heideggers forhold til den tyske nationalsocialisme, som han i starten støttede, angår.
Og udgivelsen har allerede trukket store overskrifter: Formanden for det tyske Heidegger-selskab, filosoffen Günter Figal, trak sig fra sin post efter at have læst hæfterne - han kunne simpelthen ikke længere stå inde for at repræsentere et selskab, der dyrker denne tyske filosof.
Og gennem flere måneder kunne man i både danske og internationale medier følge ophedede diskussioner om hæfternes indhold, ikke mindst på grund af enkelte, tydeligt antisemitiske passager.
Det er i denne kontekst, at den italienske Heidegger-ekspert Donatella Di Cesare har udgivet sin bog ”Heidegger og jøderne”, som forlaget Vandkunsten har den fortrinlige ære at kunne præsentere på dansk. Publikationen af bogen er en epokegørende begivenhed.
Di Cesare, der selv har været vicepræsident for det tyske Heidegger-selskab, inden også hun trak sig fra bestyrelsesposten på grund af kontroverser omkring de ”Sorte hæfter”, kortlægger i alle detaljer antisemitismens rolle i Heideggers filosofi:
Hun sætter den ind i den filosofihistoriske og tidsspecifikke kontekst og formår på denne måde om ikke at afslutte debatten om Heideggers antisemitisme, så dog at sætte en ny standard, som ingen, der beskæftiger sig med emnet, herefter vil kunne komme udenom. Hendes bog overgår tidligere udgivelser om Heideggers antisemitisme, selv Peter Trawnys ”Heidegger und der Mythos der jüdischen Weltverschwörung” fra sidste år.
Forsvarerne for Heidegger har hidtil brugt to argumenter. For det første har man forsvaret personen ved at pege på, at Heidegger selv havde et godt forhold til mange af sine jødiske elever, ikke mindst til sin elskerinde Hannah Arendt. Og en person, der går i seng med jøder, kan næppe være antisemit, lyder argumentet.
For det andet har man påpeget, at der kun er tale om ganske få bemærkninger om jøderne i Heideggers samlede værker, inklusive i de ”Sorte hæfter”. Her i avisen har eksempelvis lektor Hans Hauge fra Aarhus Universitetet benyttet sig af denne argumentation.
Di Cesare afmonterer på mest overbevisende vis den slags modsigelser. Ikke kun påpeger hun med rette, at de personlige forhold til jøder ikke spiller nogen rolle, hvad filosofiske overvejelser angår, men især viser hun med al tydelighed, hvordan antisemitismen er en integreret del i Heideggers tænkning, ja et af de mest centrale elementer for hele hans filosofi.
Jøden er, skriver hun, ”placeret i hjertet af Heideggers tænkning, midt i det filosofiske spørgsmål par excellence”, nemlig i forholdet til hans centrale begreb ”værensglemslen”. Jøden er i Heideggers tænkning nemlig den afgørende forhindring for den såkaldte ”værensafgørelse”, muligheden for at overkomme ”værensglemslen”.
Bag disse formuleringer lurer en traditionel modernitetskritik, hvor den moderne verden med sin teknik, sit demokrati, sin kristne metafysik og sine liberale værdier har fjernet sig fra den underliggende væren, fra en mere rodfæstet, funderet tilstedeværelse. I en detaljeret gennemgang af forfatterskabets grundlæggende tænkning viser Di Cesare i bogen, hvordan Heidegger - i øvrigt i forlængelse af Nietzsche - tilskriver jøderne det centrale ansvar for denne udvikling.
Jøden ”tilskrives værensglemslen”, som hun udtrykker det; den mest utilgivelige skyld af alle. Det er jøderne, der har sat den kristne religion i gang, de står bag ”rænkespillet”, ”ørkenspredningen på jorden”, samt ”af-racificeringen af folkene”. Antisemitismen står i hjertet af Heideggers filosofi.
Det er en styrke i Di Cesares bog, at forfatteren argumenterer detaljeret og overvejende meget præcist. Hun viser blandt andet, hvordan antisemitismen hos Heidegger ikke er begrundet i en biologisk raceteori, men bygger på en metafysisk forestilling om jøden: Der er derfor, ifølge hende, tale om en ”metafysisk antisemitisme”.
Og så er det mest gruopvækkende i hele bogen - der er lige så spændende at læse som en kriminalhistorie - at hun også inddrager de ”Sorte hæfter” fra efterkrigstiden, der først udkom for nogle måneder siden. Og i modsætning til alle hidtidige myter om Heideggers tavshed om holocaust efter krigen kortlægger Di Cesare i alle detaljer, hvordan Heidegger i sine filosofiske overvejelser fra efterkrigstiden åbent omtaler gaskamre og holocaust - dog uden at vise tegn på anger, eller blot den mindste medlidenhed med ofrene.
Snarere omvendt. I Heideggers optik er gaskamrene - et ord, han i øvrigt sætter i anførselstegn - jødernes eget ansvar. Gaskamrene tolkes af ham som modernitetens selvudslettelse, og siden jøderne har det metafysiske ansvar for modernitetens udvikling (”værensglemslen”), tolker Heidegger uden omsvøb gaskamrene som jødernes selvdestruktion. Og ikke nok med det.
Efter krigen vender jøderne - ifølge Heidegger - så skylden mod tyskere, af den simple grund at de vil forhindre det tyske folk i at varetage deres skæbnerolle i ”værensafgørelsen”. Det tyske folk skal tynges af skyld for noget, som jøderne selv har ansvar for, udelukkende for at det tyske folk - således Heideggers argumentation - ikke kan udfoldes deres værensbestemmelse. Det er rystende læsning.
Di Cesares bog er ikke uden små problemer hist og pist. Hendes læsning af digteren Paul Celans forhold til filosoffen Theodor W. Adorno er upræcis, og hendes brug af citater af den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte er delvis tendentiøs - hun undlader for eksempel at fortælle om Fichtes insisteren på menneskerettigheder for jøderne i den tekst, hvor han afviser borgerrettigheder til jøder, med videre.
Men det er småting. Det afgørende og epokegørende i hendes bog er, at hun én gang for alle viser, hvordan antisemitismen er en central del i den europæiske filosofihistorie, og ikke mindst hos Heidegger. Man vil ikke kunne læse Heideggers værker på samme måde efter denne udgivelse.
Og så er bogen vidunderligt flot skrevet. Den er mesterlig spændingslekture, strålende oversat af Conni-Kay Jørgensen.
Og for alle dem, der tror, at en ureflekteret oplysning er den eneste modvægt mod Heideggers antisemitisme og den nationalkonservative modernitetskritik, kan kapitlerne i Di Cesares bog om den tyske idealisme anbefales: Heidegger står i en lang linje fra blandt andre Kant, Hegel, og Nietzsche.
Det kunne være spændende at se, hvad der ellers gemmer sig af rystende udsagn i Heideggers efterladte skrifter - som dog desværre holdes skjult af familien. Måske af gode grunde: Allerede det, vi har set, er tilstrækkeligt til at fælde dom over Heidegger - og hans filosofi.