København 1976.
Figurens varemærke var en flyverhat, der dækkede issen og ørerne, og som passede fint til billedet af en mand på vanviddets rand. Netop hatten skulle blive synonym med Troels Trier de efterfølgende 30 år, men egentlig var det slet ikke en gennemtænkt gimmick fra hans side. Det var en ren og skær nødvendighed, fortæller han i dag.
Vi spillede så afsindigt højt, at jeg efterhånden havde udviklet en høreskade. Det tror jeg nu, at vi alle sammen havde. Jeg ledte et stykke tid efter en løsning og bar af samme grund i en periode en badehætte på scenen. Men den passede ikke rigtig til min nye figur, og så fandt jeg på flyverhatten primært fordi den dækkede for ørerne og dermed skærmede for lyden. Det er ikke en særlig rock and roll-agtig forklaring, men sådan var det.
Det passede mig også fint at have noget på hovedet, fordi det gjorde det meget tydeligt for alle, at jeg ikke var mig selv. Jeg var en anden, som den følsomme kunstner i mig kunne gemme sig lidt bag, og det fungerede utroligt godt. Jeg skrev mine bedste sange i denne periode, hvor jeg fuldstændig groede sammen med den figur, jeg skabte på scenen. Det føles, som om han var en del af mig, der altid havde været der, men som først nu fandt sin helt rigtige form, forklarer Troels.
På hjemmefronten havde Dea også fundet sin egen form som forfatter. Hendes romandebut "Vinterbørn" udkom i 1976 på forlaget Gyldendal, efter at Demos havde takket nej bogen var ikke politisk nok, lød det. Den beslutning skulle de hurtigt komme til at fortryde, for Vinterbørn blev Gyldendals største succes i mange år med flere end 200.000 solgte eksemplarer og oversættelse til hele 22 sprog.
Bogen var en samtidsroman, der skildrede fællesskabet blandt kvinder med komplekst svangerskab på Rigshospitalets fødeafdeling. Den byggede på hendes egne oplevelser under graviditeten med Sara, Dea og Troels' tredje barn, der havde medført en flere måneder lang indlæggelse. Og den form for bekendelseslitteratur var helt ny. Emnet fødsler og fællesskab mellem fødende kvinder var der heller ikke nogen, der tidligere havde taget op og behandlet på en varm og realistisk måde. Det var langt fra de typiske skræmmebilleder af skrigende kvinder bag lukkede døre og passede godt ind i det kvindebillede og den selvforståelse, som den hastigt voksende kvindebevægelse var i færd med at indpode i samfundet. Blandt andet derfor sprængte bogens og Deas succes hurtigt alle rammer og gjorde hende til en af tidens mest efterspurgte kvinder.
For Troels betød det i første omgang mere tid med børnene. Han overtog mere og mere af det daglige familieliv stadig godt assisteret af Deas mor, Ibi og så mindre og mindre til Dea. Og det han så, brød han sig ikke om.
Der skete flere ting i den periode, der betød begyndelsen til afslutningen af vores forhold, forklarer Troels.
Røde Mor var på det tidspunkt fuldstændigt adskilt i en grafikergruppe og et orkester, og udfasningen af hele projektet var så småt i gang. Dermed mistede vi en stor del af det, der bandt Dea og mig sammen. Men måske endnu mere afgørende var det, at Dea forståeligt nok var blevet meget opsat på at forfølge sin succes med Vinterbørn, og isolerede sig for at koncentrere sig om skriveriet. Hun indrettede sig oppe på 2. sal og arbejdede både dag og nat. Det havde jeg fuld respekt for. Kunsten kom altid i første række, selv om det gik ud over familielivet. Som følge af sin nye status begyndte hun imidlertid også at dyrke det litterære miljø, og det var værre, for det bestod efter min mening i vid udstrækning af en flok selvhøjtidelige krukker. Hele den litterære verden var meget fremmed for mig, blandt andet tror jeg fordi den var så knyttet til legater og andre former for offentlig økonomi. Det gjorde, at alle var afhængige af at kunne begå sig med de rigtige, det vil sige dem, der uddelte legaterne og stod for bevillingerne. De sociale relationer var enormt vigtige for nu at sige det pænt. I musikmiljøet, som jeg var en del af, blev alting styret af udbud og efterspørgsel. Det var ligegyldigt, hvem man kendte. Hvis folk ikke gad købe ens musik, var man færdig, og på den måde var det et meget mere regulært miljø end det litterære.
Som tingene udviklede sig, blev det et voksende problem, at jeg ikke gad gå med til alle de sammenkomster for forfattere og litterater, som Dea syntes, hun burde være med til. Jeg syntes, at det var irriterende, at hun dyrkede den verden, og hun syntes, at det var irriterende, at jeg ikke ville være med, og resultatet var, at vi efterhånden levede i hver vores verden. Jeg husker en dag, hvor hun havde overværet et af vores shows. Da vi tog hjem, sagde hun: Tænk, somme tider, når jeg ser dig på scenen, så tænker jeg: Gud fader bevares, er det virkelig ham, jeg skal hjem og i seng med! Det grinede vi meget af, men det var egentligt ikke så mærkeligt. På det tidspunkt sad hun og arbejdede på en bog om sin holdning til genmanipulation. Det var en bog, som Det Etiske Råd havde bestilt, så det var et seriøst og ærefuldt hverv at få tildelt. Og så må det selvfølgelig have været en voldsom kontrast at se mig rende rundt og spille rockmusik og idiot med flyverhjelm og svømmefødder på!
I 1978 blev Troels og Dea trods det lurende opgør gift efter ni års samliv. Det var dog mest for at få de juridiske forhold omkring deres fælles børn på plads, og det foregik helt udramatisk uden fest eller farver. Blot et år efter kom skilsmissen. Der var ingen smækken med dørene, for de var efterhånden kommet så langt fra hinanden, at der ikke var noget at skændes om.
Et helt nyt liv skulle til at tage sin form.