Klaus Rifbjerg er død, 83 år. Han skrev, til han ikke kunne mere, og om et par dage udkommer det, der skal blive hans sidste bog - ”Besat. Fortællinger”. Titlen er betegnende for ham. Han var besat af besættelsestiden, der faldt sammen med hans barndom og pubertet, som fylder meget i hans digtning og menneskesyn. Og han var besat af at skrive og formulere sig og være med nu og her. ”Jeg er ikke for fastholdere”, skrev han i digtet ”Livet i badeværelset” fra 1960, hvori han identificerer sig med et stykke sæbe, der vil bruges og bliver brugt, og som er livsfarligt, hvis man træder på det.
Sådan var Rifbjerg også. Udfordrende, provokerende og skinnende i alle chatteringer, når han slog sig kunstnerisk løs.
Rifbjerg skrev ikke for evigheden, som han ikke troede på, men for sin samtid. Han var sin tid så meget, at en hel litterær epoke og en generation blev navngivet efter ham. Rifbjerg-generationen har man talt om, ligesom man har navngivet den såkaldte konfrontationsmodernisme efter hans skelsættende modernistiske digtsamling ”Konfrontation” fra 1960.
Det er ikke mange beskåret sådan at lægge navn til en hel epoke, men Rifbjerg var på mange måder en stor person og en stor digter, og så kunne han det med at vejre tidsånden og tage den under kærlig-kritisk behandling. Det skete gerne med en god sjat humor og satire.
Rifbjerg stod i front for en forfattergeneration født i tiåret omkring 1930. Det var selvfølgelig ikke alle hans samtidige, der var lige begejstrede for det. De lavede jo noget andet, end han gjorde. De havde nogle andre holdninger, nogle andre måder at digte på. Men de havde dog noget fælles i kraft af et fantasifuldt billedsprog, og så udgjorde de en efterkrigstidsgeneration med lyst på livet. De er en supermarkedsgeneration, der godt nok voksede op med ismejeri og lokalkøbmand, men som ikke desto mindre hurtigt lærte supermarkedet at kende og at bruge det. Livet var et tag-selv-bord, og alt skulle prøves, og den store verden skulle indtages. Som ung universitetsstuderende i dansk og engelsk tog Rifbjerg til USA for at studere på Princeton, og senere rejste han som turist eller journalist rundt i verden. Især Spanien fascinerede ham, og han havde bolig der i mange år.
Det er betegnende for Rifbjergs virke, at han boltrer sig i alle mulige genrer og afprøver forskellige medier. Han startede som kritiker og debuterede med digtsamlingen ”Under vejr med mig selv” i 1956. Her anlagde han en frisk, direkte og vital stil. Der var noget fandenivoldsk over samlingen, som bærer præg af en ungdommelig appetit på livet. En appetit, der dog for hans vedkommende ikke fortog sig, men har været selve den strøm, der går gennem hans digtning og bærer den.
”Tom, tom, tom - saligt tom/ er verden for andet end ting”, skrev han i ”Konfrontation”. Den afsjælede og gudløse verden var vilkåret. Opgaven var at finde ud af, hvordan man kan leve i sådan en verden. Er verden tom, så er den dog ikke uden livsfylde for den, der forstår at tage imod den, være i den og mærke den. Det har han gjort gennem et ekstraordinært sanseligt nærvær, som også kommer til udtryk i hans digtning. Men der er også erindringen, der både fylder og kan få verden til at hænge sammen. Rifbjerg var om noget en erindringens digter, og mange af hans bedste ting er netop skrevet på erindringer. Memorier har han ikke givet sig af med i noget særligt omfang. Hele hans forfatterskab er, som han har sagt, erindringer. Han har været erindringens lykkelige elsker, og jo mere han har taget af ”hovedstolen”, jo mere er der blevet af den. Han udtømte ikke sit liv ved at skrive det ned, men fik det til at formere sig.
Rifbjergs mest kendte digte er fra 1960'erne. I ”Amagerdigte” (1965), som nåede ud til mange læsere, ser han tilbage på barndommens og ungdommens land. Det land, hvoraf han var rundet, og hvor han både lærte livet og døden at kende. I ”Engang” skildrer han enkelt og stærkt, hvordan hans dødsbevidsthed bliver vækket. Det er forestillingen om, at han engang skal miste alt det dagligdags og trygge, leverpostejsmadderne og griselugten fra Sundholm.
Nekrologen fortsætter under billedet
Rifbjerg slog igennem til en større offentlighed med generationsromanen ”Den kroniske uskyld” (1958), selvom om den fik nogle forfærdelige anmeldelser. Det er en roman om kærligheden og skylden, om seksualiteten, som ikke er til at bære, men heller ikke til at leve uden. Her er ødipale bindinger og dæmoniseringer, så man nok kan sige, at Freud ikke levede forgæves. Det samme gælder i novelleklassikeren ”Og andre historier” (1964). Med romanen ”Anna (jeg ) Anna” (1969) viste han, hvordan han kunne skifte synsvinkel og troværdigt skildre en kvindelig bevidsthed, mens han mestrerede tids- og personsatiren i ”Marts 70” (1970).
Alle de nævnte eksempler er fra forfatterskabets første femten år, og hans litteraturhistoriske betydning ligger også der. Det er her, han skaber epoke. Men det betyder langtfra, at han var færdig som digter. Han har gennem årene til stadighed skrevet glimrende og stærke ting. Han kunne provokere med påstanden om en latent homoseksualitet hos nordpolsfarerne i ”Nansen og Johansen” (2002). Den roman elskede de ham ikke for i Norge. Og han kunne skrive det indfølende og præcise portræt af en kvinde i romanen ”Jordbær” (2011). Alderdommen har han mærket og skrevet om som en svøbe i både lyrik og noveller.
Ser man på hans samlede værk, er det enormt. Alene bogtitlerne tæller over 150. Han har bredt sig ud og skrevet om alt muligt. Han skrev en rejsebog om tyrefægtning, en kogebog, om arkitektur, om kulturpolitiske emne, børnebøger og ungdomsbøger og glimrende essays. Lysten til at prøve noget nyt har båret værket, som både omfatter revyer, filmmanuskripter og tv-dramatik. Alsidigheden har kendetegnet hans virke som forfatter.
Nekrologen fortsætter under billedet
Han har blandet sig i debatten og plæderet for en kulturradikalisme, som har mødt mere og mere modstand. Selv har han optrådt med en paradoksal blanding af humanistiske og åndsaristokratiske holdninger, og på den måde ikke været for fastholdere. Han har på den ene side opført sig med stor generøsitet og venlig imødekommenhed, og på den anden side har han været en mimose og ømtålelig, når kritikken ramte ham selv. På den måde var han ikke hævet over den gemene hob og dens nærtagenhed.
For min generation, der er født midt i halvtredserne, har Rifbjerg altid været der. Hans første digtsamling udkom samme år, som jeg blev født, og han var et veletableret navn, da jeg begyndte at læse. Vi læste nogle af hans noveller i folkeskolen, hvad der var noget af en udfordring, fordi de handler om seksuelle tabuer. Og senere læste vi ”Den kroniske uskyld”, som gik hen og blev en moderne klassiker. Han var én, man talte om ved middagsbordet i mit hjem, hvad enten det var fordi han havde skrevet endnu en god roman, eller fordi han igen havde provokeret nogen.
Provokationen var hans adelsmærke. Han drak bajer af flaske i programmet ”Visevært for en aften” sammen med Leif Panduro og PH og var vældig frigjort. Det var i 1964. Han udfordrede den folkelige opfattelse af en digter som en fattig mand, der sidder på sit kvistværelse og skriver, da han poserede foran sin flødefarvede sportsvogn i 1964 og tilmed fik Statens Kunstfonds treårige stipendium i 1965. Han røg hash på Kulturministeriets trappe i 1970 sammen med en række yngre digtere. Da han var færdig med at provokere borgerskabet, var han parat til at udfordre de puritanske munkemarxister i 1970'erne. Han var med til at åbne gourmetrestauranten Kong Hans. Selvom han på nogle måder gerne ville et andet samfund, så var lige netop puritanismen ikke hans gebet, ligesom man heller ikke skulle gå på kompromis med kvalitet og lade alt blive ved sovs og kartofler.
Nekrologen fortsætter under billedet
Og så blev han oven i købet litterær direktør for Gyldendal i 1980'erne. Han sad på toppen af det hele - og fik selvfølgelig også en masse fjender på den konto. Det fik han også, fordi han skrev temmelig uhæmmet om både venner og fjender i sine bøger. For fuld offentlighed blev det til et brud med fætteren Henrik Stangerup og den gamle ven Niels Barfoed. Det var ikke kønt at være vidne til.
Alt det hører dog fortiden til, lige som hans kritiske pamfletter og oceaner af aviskommenterer, der for størstedelens skyld vil glide dybere ned i glemslen i de kommende år. Det gør heller ikke noget, for det er ikke det, han skal og vil blive husket for i fremtiden. Da bliver det alene hans litterære værker og deres kvalitet, der kommer til at tælle.
Rifbjerg nåede at opleve den tort at blive fjernet fra den litterære kanon for folkeskolen og gymnasiet og erstattet af Tove Ditlevsen, hvis aktier lige nu står højere end hans. Man har jo før hørt om forfattere, der var store navne i deres samtid, men som også blev glemt med deres død. Jeg tror og håber ikke, at det går sådan med Rifbjerg. Hans dristige billedsprog kan nok både udfordre og fascinere kommende generationer, ligesom også hans enkleste ting kan gøre det, men af helt andre grunde.
I traditionen fra Adam Oehlenschläger og Johannes V. Jensen var Rifbjerg en sprogfornyer. Når det bedrevidende brokkeri i en bog som for eksempel ”Tidsmaskinen” (2002) er blevet glemt, så vil der ligge rigeligt tilbage af det, han var bedst til, nemlig at digte, både i lyrik og prosa og det imellem. Her er masser at konfrontere sig selv med, masser af udfordringer at tage op - ikke mindst om den død, der er så svær at acceptere. Han forsøgte selv at se nøgternt på sagen i det uforglemmelige digt ”Kanariefuglens begravelse”. Sagligheden var hans vej til saligheden, og hvis den ikke duede, så var der latteren.
Nekrologen fortsætter under billedet
Rifbjerg skrev og skrev. Og som han ikke skrev for evigheden, så gjorde han det heller ikke for skrivebordsskuffen. Han udgav flere bøger hvert år. Ikke alt var godt. Noget burde have været redigeret, gennemskrevet eller kasseret. Men det var ikke hans stil. Og det var der også noget over, selvom det blev til for mange bagateller og ligegyldigheder, som var ved at tage opmærksomheden fra alt det, der virkelig duede og stadig duer, og som tilhører toppen af dansk digtning.
Rifbjergs bøger kom med samme regelmæssighed som forårskataloger og efterårets receptioner og bogmesse. Han skabte glæde, når han var på toppen, og man kunne ærgre sig, når han blev middelmådig. Ikke mindst fordi han selv tordnede mod middelmådigheden ved enhver given lejlighed.
Uanset hvad, så kommer man til at savne hans stemme. Men man kan mindes den, når man hører solsorten, der var hans litterære yndlingsfugl og et symbol på livet og håbet. I digtet ”Solsort” kalder erindringen om dens toner den sovende op fra den dybe bevidstløshed, ”da gror i hjerteøret hammerekko/ en buet lyd af syn/ af dufte farvet moll imellem skyer/ da tier ingenlyd du vågner/ og har hørt det”.
Sådan kunne han fremkalde musik af paradokser, sansesammenblandinger og psykens dybeste lag. Det var og er uforligneligt.