Essayistisk brokkasse fra Asger Schnack

Asger Schnacks kæmpeværk rummer skarpe læsninger og eksplosive erindringsskitser, men også slappe og uinspirerende tekster

"Men at Asger Schnack med denne brokkasse af tekster fra det sidste kvarte århundrede viser, at han stadig er ”going strong”, er uden for enhver tvivl," skriver Peter Stein Larsen.
"Men at Asger Schnack med denne brokkasse af tekster fra det sidste kvarte århundrede viser, at han stadig er ”going strong”, er uden for enhver tvivl," skriver Peter Stein Larsen. . Foto: Sofie Amalie Klougart.

Asger Schnack har udgivet et nyt værk på ikke mindre end 618 sider med overskriften ”Essays”. Genrebetegnelsen essays er på én gang en eksklusiv og en vidtfavnende betegnelse.

Det eksklusive beror på en opfattelse af essayet, som går tilbage til Michel de Montaigne og Francis Bacon, hvor essayet er en original og stilistisk raffineret behandling af et emne i en prægnant kunstnerisk form, der adskiller sig markant fra de videnskabelige og socialt regulerede skriftlige akter.

I dansk tradition kender man essays af denne karakter hos ganske få forfattere, og i det sidste halve århundrede har man nok kun tre forfattere, hvis essays tilhører den eliteklasse, hvor de vil leve videre i litteraturhistorien, nemlig Villy Sørensen, Thorkild Bjørnvig og Niels Frank. Det er da heller ikke i denne superliga, at man skal forstå de tekster, som Asger Schnack har samlet.

Derimod er Schnacks værk en pendant til essayagtige værker af generationskolleger som Per Kirkeby og Peter Laugesen, hvor essensen er, at man samler en bunke tekster fra alle mulige genrer, med alle tænkelige stilarter og om alle slags emner. At Schnack - som Laugesen og Kirkeby - gør et nummer ud af lade hånt om enhver genrekonvention, fremgår også af undertitlen på bogen, der er ”Et langdigt”. I optegnelsen over bogens tekster ser man, at de fleste indslag er kronikker, digte fra tidsskrifter og utrykte tekster.

Det dominerende emne i Schnacks ”Essays” er andre digtere og den litterære offentlighed i Danmark. Schnacks eftermæle vil ligesom Poul Borums uden tvivl være, at hans rolle som forlægger, redaktør og fødselshjælper for talrige danske litterære værker ikke kan overvurderes. Derfor er de centrale agenter i Schnacks essays også en hovedpart af de eksperimenterende digtere fra Per Højholt og Jørgen Gustava Brandt over Peter Laugesen, Per Kirkeby, Eske K. Mathiesen og Dan Turèll til Michael Strunge og Morti Vizki.

Men lade det være sagt med det samme: Schnacks ”Essays” er en noget ujævn bog. Blandt de bedste tekster har man en række indfølte karakteristikker af kunstnere, som Schnack har et dybt engageret forhold til. Man kan nævne essayet ”25 sange af Bob Dylan”, hvor Schnack suggestivt og rammende karakteriserer ”Desolation Row” som ”Et Bayeux-tapet. En storfilm”, hvor virkeligheden ”er forveksling, maskespil, drøm”.

Et andet eksempel er en skitse om Eske K. Mathiesen, hvor det underfundigt fortælles, at digteren er ”et slag, der kommer lynende gennem luften og medfører højlydt forbavselse, fordi det nok vælter folk omkuld, men gør det ved hjælp af hurraråb”.

Går vi til de erindrende essays, er styrken ikke de punktvise glimrende tekstiagttagelser, men den friske sensualisme og den rablende humor. Hør for eksempel, hvordan Schnack i en erindringsskitse om en sammenkomst hos digteren Henrik Bjelke får afleveret følgende absurdistiske salve: ”Senere sad jeg i sofaen i stuen imellem alle bøgerne. Til højre for mig insisterede en dengang mindre kendt forfatter af hankøn på at invitere mig til te, til venstre for mig havde en herre sin højre hånd nede i min bukselomme, hvor han spillede lystigt med mine kugler. Jeg besluttede mig til at gå, ret stærkt beruset.”

Blandt hitsene er en hylende morsom reportage fra en litteraturfestival på Louisiana, hvor man hører:

”Ikke et ondt ord om Bente Hansen, men hendes publikum, der for en stor dels vedkommende bar træsko, fulgte hende tæt dagen igennem og havde tilsyneladende ikke til sinds at lære andre at kende end hende. Man kunne høre på lang afstand, når den store flok nærmede sig.”

Det er dog ikke alle de erindrende essays, der er skrevet i spasens tegn. Et uhyggeligt og tænderskærende essay handler om alkoholisme - og er i sin koncentrerede, hudløse og hårdtslående form langt bedre end det meste af, hvad der er skrevet om dette emne på dansk.

Jeg har omtalt en række af de mest kvalificerede tekster fra ”Essays. Et langdigt”. Når jeg nævner dette, er det for at påpege, at der vitterligt er mange tekster i bogen, som er slappe, uinspirerende og stilistisk uskarpe, og at bogen ikke ville have taget skade af at være blevet skåret ned til det halve.

Men at Asger Schnack med denne brokkasse af tekster fra det sidste kvarte århundrede viser, at han stadig er ”going strong”, er uden for enhver tvivl.

kultur@k.dk