Der er noget ulydigt og uregerligt, men først og fremmest sprællevende over Claus Carstensens (født 1957) udstilling ”Bastard” i det evigt eksperimenterende Esbjerg Kunstmuseum.
Det lille sydvestjyske museum bruger så meget tid i laboratoriet med henblik på at videreudvikle kendte udstillingsformater og omskrive den vedtagne, kunstneriske kanon. Det nye udstillingskoncept afprøver, hvad der vil ske, når man lukker en kunstner ind i kunstmuseets magasiner og udstillingssale og giver ham/hende frie hænder til at blande kortene på ny.
Således håber man, at der vil opstå nye betydninger og krydsbefrugtninger i mødet mellem disse ofte umage værker, som går på tværs af tider og stilarter. Dette ønske indfris til fulde på Carstensens udstilling. Han er en uhyre billedintelligent tænker, hvis samling på en gang er stærkt kulturkritisk - grænsende til det ikono-klastiske - og dybt personlig.
Vi får således indblik i hans egen genealogi - at både hans farfar og oldefar var hobbymalere ved siden af deres arbejde som håndværksmalere, og at hans morbror Alfred Friis er en udmærket abstrakt maler. Vi møder ting og sager fra Carstensens privatliv i et raritetskabinet, hvor han adresserer døden, ligesom vi ser hans egne malerier i mødet med hans kolleger og inspirationspartneres.
Værkerne fra Carstensens samling får de modernistiske værker, som findes i stort tal på Esbjergs Kunstmuseum, til at stritte og vise børster.
Værker med mange år på bagen kan pludselig blive højaktuelle i mødet med nutidige værker. Når vi for eksempel ser J.A. Jerichaus ”Offer-festen. Mennesker søger varsler” fra 1914 - et både teosofisk og kristent billede af mennesker, som forsøger at gribe og tyde tilværelsens mystik - optræde sammen med det feministiske maleri ”Bakkehøjgaard” fra 1977 af Ursula Reuter Christiansen, hvor hun skildrer sig selv som ged, så forsvinder det højstemte hos Jerichau som dug for solen.
På den anden side af Jerichau hænger imidlertid et stort både bjergtagende og fintmærkende maleri fra 2001 af Lise Blomberg Andersen ”Ophelia-Ripp Off”, hvor Ophelia ligger død med en abelignende pige siddende på brystet.
Her mindes man Abildgaard og Füsslis gamle mareridtsbilleder, og vi bliver igen sendt tilbage i det højstemte og dramatiske. I det hele taget vipper og pendler betydninger og stemninger i de kendte værker, når en kunstner af Carstensens støbning ankommer og laver rav i den gængse æstetiske orden.
Claus Carstensen var i mange år en højt skattet professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, men han er først og fremmest en dybt anfægtet humanist og en samfundskritisk og -analyserende billedkunstner, digter og tænker, hvilket et talrigt publikum, som så hans tour de force af en udstilling på ARoS tidligere på året, vil kunne bekræfte.
Hvad kun en snæver kreds i kunstens verden ved, er imidlertid, at han også er kunstsamler. I de seneste fem år har han udforsket sin egen omfattende bog- og kunstsamling i sit atelier i Valby på ikke mindre end 76 udstillinger med titlen ''Shibboleth”, som er det hebraiske ord for et løse- eller kodeord, der skiller fårene fra bukkene - eller de, der er inde i varmen, og de, der er udenfor.
Disse udstillinger kunne man opsøge ”by appointment only”. Der var montrer med memorabilia og bøger, som den stærkt læsende Carstensen havde fundet inspiration i, cd'er og ”ephemera” (tryk-sager), som var der tale om en slags huskekabinet med objekter og kunstværker, der optrådte i en ahierarkisk ophængning. Meget af dette går igen på udstillingen i Esbjerg.
Ethvert kunstmuseum er forpligtet til at købe bredt og kvalificeret ind. Denne forpligtelse påhviler ikke en privat samler. Han/hun kan indkøbe kunst alene på sine interesser og sin passion - og efter, hvad pengepungen kan klare. Kunstnere til alle tider har samlet på kunst. De har et særligt blik på kunsten, da de selv producerer billeder. De samler på værker, som kan inseminere deres egen kunst.
Titlen ”Bastard” hentyder naturligvis til den krydsbestøvning mellem Carstensens egen samling og Esbjerg Kunstmuseums samling, som finder sted - og der er nok at komme efter.