Melodrama om stærke kvinder er uden dybde

”Den tabte verden” er en melodramatisk film om en families hemmeligheder og bedrag. - Foto: Miracle Film Foto: Miracle Film

film
Three stars

Grundelementerne til en psykologisk dybdeborende fortælling er til stede i ”Den tabte verden”, der desværre bliver et utroværdigt melodrama

Margarethe von Trotta, der blandt andet står bag filmatiseringen af Heinrich Bölls roman ”Katharina Blums tabte ære” fra 1975 og ”Hannah Ahrendt” fra 2012, er en af Tysklands store filmskabere.

Hun bygger sine film op om psykologiske portrætter af stærke kvinder. Inspirationskilden er primært Ingmar Bergmans udforskning af sjælens dybde og psykologiske kriser. Von Trottas seneste værk, ”Den tabte verden”, er imidlertid mere et melodrama end en film med eksistentiel tyngde.

Sophie (Katja Riemann) lever et uforløst liv som sangerinde i Tyskland. Hun savner sin mor, som døde sidste år. En dag bliver hun kaldt hjem af faderen (Matthias Habich), der er faldet over et billede på internettet af en berømt operasangerinde fra New York, Catarina Fabiani (Barbara Sukowa).

Operasangerinden ligner Sophies mor til forveksling. Dette bergmanske dobbeltgængermotiv sætter filmen i gang, og Sophie rejser til New York for at opklare mysteriet om den slående lighed mellem moderen og berømtheden.

Det bliver til mange sammenstød mellem de to kvinder, mellem Sophie og faderen og mellem, ja, stort set alle filmens karakterer. Sine steder lykkes det at skabe interesse for personernes bevæggrunde og motiver, men alt for ofte overdramatiseres konflikterne, hvilket leder tankerne mere imod ”dokusoap” end Bergman.

Samtidig er der påklistret en romantisk kærlighedshistorie mellem Sophie og Catarinas agent, der næsten er pinagtig at bevidne. Nok er Sophie både yndig og en talentfuld sangerinde, men det er ikke nok til at forklare, hvorfor den glatte agent kaster sig over hende og glemmer alt andet.

Der er flere sådanne dramaturgiske svipsere, som da Sophie uden videre kommer ind i operastjernen Catarinas garderobe på The Metropolitan. Begge eksempler er nødvendige for plottets fremdrift, men er uelegante og bidrager til en irritation, man nok kunne tilgive, hvis det ikke var, fordi de tilsammen støjer for meget.

Margarethe von Trotta opdagede selv som voksen, at hendes familieliv hvilede på en løgn. Hun bruger endnu en gang denne begivenhed som afsæt for filmens tematik. Autofiktionen, som de seneste år er blevet genoplivet især i litteraturens verden, er et velkendt kunstnerisk greb.

I Margarethe von Trottas film ”Den tabte verden” får autofiktionen et ordentligt skud fiktion. Intentionen er formentlig at skabe mere intensitet og psykologisk dybde, men resultatet bliver snarere en utroværdig og forceret film.

Plottets delelementer føjer sig nemlig ikke fornemt sammen til en troværdig, bevægende historie, men tvinges ned i en overfyldt form. Det gør filmen til en lidt traurig affære.

Der er ellers mange svære eksistentielle valg, men følelserne trænger ikke rigtigt ind, hvilket gør oplevelsen både fremmedgørende og mærkelig uforløst. Det kan der være gode kunstneriske grunde til. De er desværre bare svære at finde i ”Den tabte verden”.