”Et dukkehjem” på skateboardrampe

Meget fri -- og problematisk -- nyfortolkning af Henrik Ibsen på Aarhus Teater Scala. Efterfulgt af en epilog, der foregår 130 år efter "Et dukkehjem"

Jens Zacho Böye og Thomas Bo Larsen slår gækken løs i Ibsens klassiker. --
Jens Zacho Böye og Thomas Bo Larsen slår gækken løs i Ibsens klassiker. --. Foto: Jan Jul/Aarhus Teater.

Den tyske instruktør Milan Peschel er ikke til mådehold – jo vildere jo bedre. Grænser synes for ham mest at være til for at krydses.

Hans løsslupne og problematiske iscenesættelse af Henrik Ibsens "Et dukkehjem" på Aarhus Teater Scala har i den grad dette grænsesprængende som princip. Til teksten forholder han sig særdeles frit, lægger til og trækker fra, som det passer ham. Dertil glimt af bevidst vildt overspil. Den rene teaterleg. Spektakulært er det altsammen. Men er det Ibsen? Han må i hvert fald finde sig i meget. Spørgsmålet er, om han kan. Jeg blev ikke overbevist. Peschel er en både meget personlig og meget anderledes instruktør. En større ydmyghed over for stykket, der – må man tro – skal formidles, ville dog ikke have gjort ham mindre.

Allerede når man ankommer, bydes man velkommen af en udfordring, nemlig scenografien, en grotesk forvokset skateboardrampe, 4,5 meter høj og udtænkt af nordmanden Rolf Alme, der desuden er forfatter til og instruktør af forestillingens anden del, et lille skuespil – eller næsten hørespil – "Noras sønner", der foregår 130 år efter slutningen på "Et dukkehjem". Scenografien indgår også i denne del.

Man får i "Et dukkehjem" næsten højdeskræk på personernes vegne, når de bestiger den stejle rampe. Indimellem er de dog hverken dér eller nede foran, men henlægger spillet til et sted uden for scenen. Publikum følger med på filmoptagelser.

Den fulde julemand, der drikker whisky direkte af flasken, er den dødssyge dr. Rank (Jens Zacho Böye), der, da vi møder ham første gang, fumler med en tuba uden mundstykke. Han og husets herre, Helmer, har vidtløftige ambitioner om et band. Helmer spilles af Thomas Bo Larsen. Et finurligt valg: Man venter det uventede – og får det. En nutidigt virkende, kontant og direkte Helmer. Man tror gerne om ham, at han mere er optaget af sig selv end af Nora. Så naturligvis må hun forlade ham. Intet drama ved det. En fejl bliver rettet. Det er alt. Og for lidt.

En svaghed ved opsætningen er, at den er for indforstået. Kender man ikke "Et dukkehjem" i forvejen, vil det være svært at fornemme det skæbnesvangre i Noras handlemåde, da hun ved et hemmeligt lån sikrede den syge Helmer et helbredende ophold i Syden. Afsløring af hendes transaktion vil (hvad enten man i dag kan forstå det eller ej) koste ham hans kommende job som bankdirektør.

Fortoner dramaet sig, gør konsekvensen det derimod ikke. Og det skyldes Anne Sofie Espersens intense spil som Nora. En utraditionel Nora, nærmest lidt forkommen, sårbar. Og en Nora, der ikke kan leve op til rollen som Helmers lærkefugl, uden sød sang som hun er. I det ene øjeblik søger hun skjul i barnligheden, men folder sig i det næste ud som den modne, voksne kvinde, hun alligevel har mod til at være. Espersens Nora har psykologisk dybde, og figuren er opsætningens mest overbevisende bud på nytolkning.

I første del er det ikke ordet, der er i centrum. Det er det så til gengæld i epilogen, den skarpt skrevne bagatel "Noras sønner", hvor Helmer (Henning Olesen), der er blevet en kedelig bankdirektør med bopæl i Risskov, skal spise middag med de to Nora?er i sit liv (vittigt spillet af Merete Voldstedlund og Dorthe Hansen Carlsen) – men først og fremmest skal han møde sine to sønner, som han ikke kender. Vi er i en verden, hvor kvinderne har fået magt og indlydelse – på mandlig vis. Med ydre succes og, synes det, indre tomhed til følge. Den ene har valgt ægteskabet fra til fordel for korte, uforpligtende forhold, mens den anden vakler mellem tosomhed med konflikter og ensomhed uden konflikter. Da de forsinkede sønner (Jacob Madsen Kvols og Andreas Jebro) endelig ankommer, er de voksne faldet i søvn ved bordet, til dels på grund af for meget rødvin på tom mave. Og de unge mænd hengiver sig uforstyrret til velsmurte betragtninger om livet, specielt det seksuelle, efter kvindeoprøret.

Henrik Ibsen: Et dukkehjem. Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Iscenesættelse: Milan Peschel. Scenografi: Rolf Alme. Samt Rolf Alme: Noras sønner. Oversættelse: Hanne Lund Joensen. Iscenesættelse og scenografi: Forfatteren. Begge forestilinger spilles på Aarhus Teater Scala.

grymer@kristeligt-dagblad.dk