Et skarpt lys rammer hendes ansigt. Hun kigger op. En stejl trappe, der er badet i lys, fører op gennem loftet. Cæcilie Norby sidder ved sin fars hospitalseng. Sammen med sin mor og søster skal hun afgøre, om faderen skal gennemgå endnu en operation. En operation, der langt fra sikrer ham overlevelse. Da Cæcilie Norby bliver blændet af den lysende trappe, ved hun, at hun må give slip på sin far og lade ham slippe det spæde tag, han har i livet. Lige pludselig bliver døden en skøn mulighed og en forløsning fremfor en skræmmende forhindring, der skal bekæmpes med al magt.
Det er fire år siden, at 46-årige Cæcilie Norby så den lysende trappe og tog den som et tegn på, at hendes far trygt kunne begive sig til himmels.
Men det er ikke kun i krisesituationer, at guddommeligheden finder vej til Cæcilie Norby. For hende er guddommeligheden et hverdagsfænomen, som hun kan mærke, når hun ømt betragter sin niårige datter eller står på scenen og lader publikums forventninger, hendes egen stemme og musikkens toner smelte sammen.
"For mig er Gud meget ånd. Jeg tror, at Gud er til stede, men vi skal selv gøre noget for at finde den guddommelige energi. Og skal vi finde den, så skal vi være åbne og fordomsfrie og læne os frem mod livet," siger Cæcilie Norby.
Hendes på en gang knasende sprøde og bløde stemme har kærtegnet vores øregange, siden hun i 1985 fik sit første gennembrud med jazzgruppen Frontline.
Året efter slog hun igennem med efterskoleveninden og sangerinden Nina Forsberg med popbandet One Two. Popsuccesen varede næsten 10 år, og i 1994, da hun nærmede sig de 30 år, helligede Cæcilie Norby sig jazzmusikken fuldt ud og fik pladekontrakt med det estimerede jazzlabel Blue Note i New York.
Hun har netop modtaget Musikselskabernes brancheorganisation IFPI's ærespris. En pris, som gives til en kunstner, hvis samlede karriere har haft stor betydning for musikbranchen.
Hendes lange gråblonde hår er trukket væk fra ansigtet, en elegant silkebluse falder blødt over hendes lille, graciøse krop, og et par uldne strømper fører hende lydløst rundt i den lejlighed, hun deler med sin datter og sin partner gennem 11 år, bassist og cellist Lars Danielsson, på Frederiksberg i København. Havde det ikke været for adressen, ville Cæcilie Norby med sit fine lyse hår, der står som en glorie om hovedet, og venlige mørke øjne have været overbevisende som en udsending fra et eventyrligt elverfolk.
Men hun er opvokset i København i en familie, hvor den klassiske musik var i centrum. Hendes far, Erik Norby, var komponist, mens moderen, Solveig Lumholt, var kongelig operasanger.
Med hendes seneste plade, "Arabesque", begiver Cæcilie Norby sig på en rejse tilbage til sine rødder. Pladen er et hybridprojekt, der blander toner fra klassiske komponister som Satie, Ravel og Fauré med improvisationer og klange fra jazzens univers.
Vi sidder i den lille families køkken. En gammeldags slagbænk har selskab af landlige træmøbler malet i lyse farver. På køkkenvæggen hænger moderne kunst, og fra et tørrestativ spreder sig en duft af nyvasket sengetøj. Det er ganske uhøjtideligt at være i Cæcilie Norbys selskab. Hun sender en dåse med brunkager rundt, serverer kaffe og tænder stearinlys, alt imens hun tager hul på fortællingen om sit liv. En fortælling, der begynder med hendes morfar. Han var valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg ude ved Vestkysten. Og Cæcilie Norby husker den højtidelige stemning, der lå som en let sommerdyne over morforældrenes hus, når morfaren arbejdede på sine prædikener.
"Min morfar var en glad og spændende mand. Han havde været bedste ven med Kaj Munk, som han under krigen lavede frihedskæmperarbejde med. Og han holdt anti-nazistiske prædikener," fortæller Cæcilie Norby med en snert af stolthed i stemmen.
Mormoderen spillede orgel til morfaderens prædikener. Og opvæksten i en præstefamilie kom også til at præge Cæcilie Norbys mor.
"Begge mine forældre var meget kristne. Og særligt min far havde et meget personligt forhold til Gud. Jeg kan huske, at han førte lange samtaler og havde mange diskussioner med Gud," siger Cæcilie Norby.
Hendes forældre påduttede aldrig hende og hendes søster, sangerinden Louise Norby, at være kristne. Faktisk blev der ikke talt så meget om Gud i barndomshjemmet.
"Jeg tror det lå i tiden. Der i 1970'erne var kristendommen ikke noget, der skulle presses ned over os. Og faktisk tror jeg, at det har præget mig utrolig lidt".
Alligevel mener Cæcilie Norby ikke, at hun bevidst har valgt kristendommen fra. Og for 15 år siden, da hun besluttede sig for at tage nogle hf-enkeltfag, var religionsfaget da også nærmest et selvskrevet valg. Særligt timerne om buddhisme og nordisk mytologi satte et aftryk.
"Jeg ser verdens forskellige trosretninger som mosaikker, der er vævet sammen til et stort tæppe, og så kan du selv finde steder på tæppet, som har betydning for dig, og som du kan lide at kigge på. Men der er ingen tvivl om, at buddhismen tiltaler mig. For buddhisme kræver, at du tager 100 procent ansvar for dit eget liv," siger Cæcilie Norby
Senere fangede freudiansk psykologi hendes opmærksomhed, og fra 1998-2001 var hun i intens psykoanalyse. Sangerinden udtrykker det selv som, at hun "trængte til at få kigget nogle hjørner efter".
"Tidligere kunne jeg ikke rigtig mærke kristendommen på min krop eller i min krop. Det tror jeg hænger sammen med, at jeg har beskæftiget mig meget med psykologi i den freudianske retning, og den er jo ikke umiddelbart kompatibel med den mere fundamentalistiske kristendom," forklarer Cæcilie Norby.
Da hendes datter kom til verden, stoppede hun i psykoanalyse, og siden har det gudommelige fået en større plads i hendes liv.
"Jeg har ikke en barnetro, sådan som min mand har. Men jeg tror, at det er de senere år, jeg har fået en trang til at søge," siger hun, mens hun med et lettere beundrende ansigtudtryk fortæller om, hvordan hendes mand har en fast og vedholdende tro på, at Gud vil beskytte dem.
"Engang skulle vi flyve hjem fra Norge, hvor det var et forfærdeligt vejr. Natten før vores flyvetur lukkede jeg ikke et øje, fordi jeg var så bekymret og nervøs. Min mand sagde bare: 'Jeg kan mærke, at det ikke er endnu, vi skal forlade verden. Gud vil passe på os'. Og så lagde han sig ellers til at sove. Sådan ser jeg ikke Gud. For mig har Gud aldrig været én, der kan gribe aktivt ind i vore liv på den måde. Ligesom jeg heller ikke tror, at Han har kraft til at straffe. Derimod tror jeg, at Gud kommer med nogle forslag til, hvordan vi skal leve vores liv, men det er vores ansvar som mennesker at føre det ud i livet," siger Cæcilie Norby og byder endnu en gang af de hjemmebagte brunkager.
I hverdagen er Gud en glimtvis gæst. Og det er han, fordi hun som alle andre har brug for noget ukompliceret og upolitisk at tro på og se op til.