Forleden fyldte kunstneren Lars Vilks 70 år. Og i den anledning udkommer den første bog om mennesket og kunstneren Vilks. Den er er også et slags defensorat, for Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen er grundlæggere af Lars Vilks Komitéen.
Alligevel får læseren god besked om kunstneren i denne lille udgivelse, der forbinder de store linjer i Vilks liv med den stiplede linje i livsforløbet: balladen om billedet af Muhammed som rundkørselshund.
Baggrunden for tegningen var den hygsomme svenske tradition for at fremstille ”rondellhunde” og placere dem anonymt ved indkørsler.
Inspireret heraf inddrog Vilks muslimers profet Muhammed, ligesom han i andre kunstneriske sammenhænge tidligere havde praktiseret det, uden at det vakte opstandelse.
Det gjorde det denne gang, hvor blandt andre Uffe Ellemann-Jensen med udsøgt perfidi udtalte, at Vilks selv var ude om islamisternes mordtrusler.
Vilks fik også af sværtekosten fra kolleger, der mente, at Muhammed-tegningen var sjusket. Men Brix og Jensen forklarer, at Vilks faktisk havde ladet sig inspirere af den østrigske tegner Oskar Kokoschkas ”nervøse streg”, som er en praksis, der kræver endog megen indøvelse.
Lars Vilks fremstår som en ydmyg og beskeden mand, der er god til at få det bedste ud af den svære situation. Han må leve med livvagter døgnet rundt, men ”de livvagter, der ikke i forvejen er kunstinteresserede, har jeg tvunget til at blive det. De kan ikke bare gå”.
Og selvom Vilks egentlig har passeret den alder, hvor talentet endnu står i knop, har isolationen udviklet hans artistiske færdigheder.
Som man vil huske, var Lars Vilks målet for Krudttønde-attentatet, men alligevel kan han betro forfatterne, at han sov godt natten derpå, og han er da også udstyret med en stoisk humor: ”Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har hørt, det sker for de fleste.”
Som barn var Vilks betaget af astronomien, siden var det litteratur og kunst, han blev optaget af. Han skrev en roman, som han kasserede, og derefter en ph.d.-afhandling om institutionel kunstteori, hvilket var det fag, Vilks underviste i.
Lars Vilks fremstår som et facetteret menneske, der understreger, at man ikke skal provokere for en enhver pris. Vilks afviste således tilbuddet om at medvirke som dommer i en amerikansk konkurrence om at tegne Muhammed: ”Det skal ikke være sådan, at alle med en blyant indbydes. Det bliver de forkerte personer, der tager over.”
Han er også overbevist om, at de fleste muslimer er skikkelige, og at integrationsproblemer er et spørgsmål om flere ressourcer.
Sådan afmonterer ”Man forhandler ikke med et maskingevær” mange myter om Vilks og tilvejebringer de mellemregninger, der skal til for at yde en omstridt kunstner retfærdighed. Så må læseren goutere bogens lidet ødsle præg og den sparsommelige korrekturlæsning.