”I Længsel,
I Længsel jeg lever! ”
Sådan synger den unge, smukke Thora i J.P. Jacobsens novelle ”Mogens” (1872). Et centralt tema i novellen er spørgsmålet, om den verden, man kan se og sanse, er den eneste, eller om der findes en anden magisk og guddommelig verden bag det hele – bag træerne, skyerne, farverne og bevægelserne?
Hvis ikke der er noget bag den verden, vi befinder os i, er det så nok? Bliver det hele ellers ikke en fattig og flad forestilling? Eller forholder det sig ganske modsat: Det er allerede alt for meget, fordi verden, som vi lever i og ser, er så mangfoldig, så stor og uudgrundelig, så helt igennem overvældende.
Længslen stiler på den ene side efter tilværelsens åndelige dimension, men rækker på den anden side også ud den efter det kropslige og erotiske.
Thora vil ikke bare forenes med Mogens i åndelig henseende, men også erotisk.
Mogens er imidlertid blokeret i forhold til det erotiske og vil ikke tage hende, selvom han begærer hende. Han føler nemlig, at han da vil ødelægge hende. Begæret er farligt. Det har allerede fortæret hans første elskede, Kamilla, i et ustyrligt flammehav, og det har fornedret ham selv.
Det ender dog med, at han får lagt fortidens skygger bag sig og forenes med Thora. For så vidt har novellen en ”happy end”. Men set i et livsperspektiv holder den næppe. Længslen er kun sat i bero et stykke tid, og den åndelige dimension er blot sat i parentes, men er slet ikke noget, Mogens har lagt bag sig. Derfor er der grund nok til at synge videre på Thoras sang:
”I Længsel,
I Længsel jeg lever!”
Jeg genlæste novellen, da jeg her først på vinteren skulle gennemgå den med et hold studerende på danskstudiet. Og jeg tænkte: ja, sådan har jeg også haft det. Jeg har også levet i længsel. Jeg har hellere villet være et andet sted, end det jeg lige var. Jeg ville også have, at verden skulle være dyb, og kærligheden skulle være en konstant rus, der bare hævede mig højere og højere. Men jeg tænkte også, at sådan lever jeg ikke længere. Længslen er ikke min livsmodus – længere.
Den konstante uro og rastløshed er ikke, hvad den har været. Jeg nævnte det for nogle af mine jævnaldrende venner, og de havde det ligesådan.
En var glad for, at det var overstået. Længslen har for ham været som en forbandelse, fordi den aldrig har ladet ham i ro og aldrig har tilladt ham at hvile i det, der ér. Det er, som Mogens siger om livet i den splittede virkelighed, hvor man hele tiden er fjern fra den ene dimension: Man føler sig så forladt, ”naar man ikke kan komme den Verden nær, og Livet bliver saa mat og saa tungt”.
Længslen er grunden til så megen ”weltschmerz”. Og så megen kunst er blevet til på den. Der er en kæmpe energi og et mægtigt drive i længslen, så man må også spørge, om man overhovedet kan leve uden den? Holde sig i live på jævnt blus kan man selvfølgelig nok. Men altså rigtig leve og udfolde sig og strække sig? Det går ikke uden længslen.
Jeg fik for hurtigt konstateret, at længslen er ude af mit liv.
Godt nok er det ikke min ungdoms længsler og uro, der plager mig. Så langt er det sandt nok, at jeg ikke længere lever i længsel. Jeg er ikke som mine tyveårige studerende. Jeg raser ikke frustreret rundt. Der er kommet mere ro over feltet, lidt mere træthed, måske lidt mere resignation.
Men det betyder heller ikke, at længslen ganske skulle have forladt mig. Den kommer som en tyv om natten og stjæler mine tanker. Den nærer sig af den forskel og afstand, der er mellem mig og verden. Det, der skiller mig ud og gør mig til et enestående individ, er også det, der adskiller mig, selv fra mine nærmeste. Så det bliver alligevel ikke anderledes, end det altid har været. Der sidder tilbage i mig en længsel efter en grænseoverskridende nærhed, en længsel efter at nå, efter at blive nået. Så jo, måske alligevel:
”I Længsel,
I Længsel jeg lever!”
I klummen ”Liv&Litteratur” skriver anmelderne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem liv og litteratur, både historisk og aktuelt.