Et liv med rod og vinger

Oplivende erindringer fra en kristen med internationalt udsyn

Ingeborg Kappelgaard.
Ingeborg Kappelgaard. Foto: Paw Gissel.

Ingeborg Kappel: Rødder og vingesus. 264 sider. 249,95 kroner. Lohse.

En gave og en udfordring, skriver forfatteren konkluderende om sine mange møder med andre kulturer, kirkesamfund og religioner.

”Jeg tvinges til at reflektere over min tro, min moral og adfærd, og jeg oplever glæden ved at lære af mennesker fra en anden baggrund og dele med dem, hvad der er det dyrebareste for mig”.

I dag er det en erfaring, Ingeborg Kappelgaard først og fremmest gør på Nørrebro, hvor hendes mand, Arne Kappelgaard, siden 1984 har været præst ved Kingos Kirke. Den delvist citerede morale, der afslutter erindringsbogen, er hun imidlertid i høj grad også nået frem til via sit internationale engagement med ophold i Israel, USA, Afrika, Rumænien og Libanon.

Vi er med i de respektfulde dialoger, hun ud fra sit dybt rodfæstede ståsted i kristendommen har med mennesker fra andre sammenhænge end sine egne.

Denne vigtige del af sit virke har hun fortsat som - relativt - fastboende københavner: Hun blev en af pionererne i Indre Missions arbejde blandt indvandrere og har desuden været underviser på integrationslinjen på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Stilfærdigt, men med glød, beretter Ingeborg Kappelgaard om et liv med både rødder og vinger.

Hun kalder sig - med stolthed - en bondepige fra Ballum. Dér, i Sønderjylland, blev hun født i 1945 - med opvækst på en slægtsgård, hvis ældste del stammer fra 1740. Barndomshjemmet, hvor hun lærte en åben livsindstilling svarende til den, hun senere selv skulle blive en repræsentant for, betegner hun som missionsk - ”det vil sige, vi gik både i kirke og missionshus”. Faderen var blandt meget andet menighedsrådsformand, hvis retningslinje ved præstevalg var denne: ”Vi skal have en præst, der kan hjælpe os med at leve, som vi skal leve, og dø, som vi skal dø.”

Som det ofte er tilfældet i erindringsbøger, står barndomsafsnittet i denne med en særlig prægnans. Rødderne er tydelige, hvad den følgende passage om faderen kan bekræfte: ”Han holdt andagt med højtlæsning af en andagtsbog og efterfølgende bøn to gange om dagen. Havde nogen i sognet sorg, bad han for dem. Bøn før hvert måltid var også en selvfølge. Alle var med, både karlene og pigen i huset. Kom en nabo ind ved tolvtiden, hvor far læste i andagtsbogen, fortsatte han sin læsning, mens naboen pænt stod med kasketten i hånden og ventede, til far var færdig med læsning og bøn. Det føltes helt naturligt.”

Et knugende indtryk af dagligdagen i et kommunistisk land får vi i et afsnit, hvor Ingeborg Kappelgaard fortæller om det år - 198 2 - hvor hun og hendes mand opholdt sig i Rumænien med det formål at deltage i det vanskelige og farlige arbejde med at støtte kristne studenter i at leve som kristne i et ateistisk samfund. På det tidspunkt var hun blevet læreruddannet og havde desuden virket som missionssekretær i Kristeligt Forbund for Studerende - det sidste efter opfordring fra dets daværende generalsekretær, Flemming Kofod-Svendsen.

Umiddelbart var det ikke indlysende for Ingeborg og Arne Kappelgaard, at de skulle til Rumænien. Og de måtte bede: ”Herre, hvis du ønsker det, vil vi gøre det. Men du må lede os i det!”. Overbevisningen om Guds nærvær og indgriben går gennem hele bogen. Og den erfaring uddrages, at ”Gud ikke giver tegn som en glorie, man kan pynte sig med, men at tegn gives til bange, modløse kristne, der frygter den opgave, han sætter dem til”.

Bogen er oplivende læsning, hvis vidnesbyrd undervejs støttes af Ingeborg Kappelgaards velformulerede digte.