Meningsmåling efter meningsmåling viser et stort flertal i befolkningen for aktiv dødshjælp, mens politikerne af gode grunde er langt mere tøvende. De debatter, der med jævne mellemrum dukker op om spørgsmålet, ender ofte som skyttegravskrige mellem alt for overbeviste fortalere og ditto modstandere.
Selv på relativt seriøse tv-kanaler finder man det åbenbart bedst med debattører uden skygge af fornemmelse for modstanderens synspunkt. På den måde gør man en debat om det, der vitterlig er svært - døden og den sidste tid, for eksempel - til en nem sag. Til gengæld er der ikke nogen, der bliver klogere.
En af de overbeviste modstandere af aktiv dødshjælp, eutanasi, er Ole Hartling, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd. Han er en af de debattører, der vedholdende har insisteret på både indsigt, argumenter og på den nuancerede samtale, der rækker ud over de professionelles rækker.
En læge med livserfaring, en klog mand, ganske enkelt; ”Aktiv dødshjælp” er Ole Hartlings stærke og overbevisende indlæg mod eutanasi, et ord han foretrækker frem for aktiv dødshjælp, som allerede har en sproglig fordel. De fleste kan bedre lide aktiv end passiv, og det er let at overse, at ”hjælp” her er en eufemisme for drab.
Det er ønsket om at undgå unødig lidelse og selvbestemmelsesretten, der er de to kronargumenter for tilhængerne af aktiv dødshjælp. Dem tager Ole Hartling naturligvis under behandling. Stilfærdigt gør han opmærksom på, at de allerfleste af os kommer herfra på en måde, der dækkes af formuleringer om at sove stille ind. Rygterne om en dødskamp i smerter er stærkt overdrevne med moderne smertelindring. Et helt praktisk argument mod eutanasi er omsorgen for den døende, ikke hjælp til at dø, men med at dø.
Hartlings afsæt er distinktionen mellem døden som en tilskikkelse eller et tilvalg. Det er en distinktion, han har fra teologen Rudolph Arendt, der i en kronik pegede på, at vi kan bestemme tidspunktet for vores død ved at afkorte livet efter behag, men vi kan ikke bestemme tidspunktet for vores død ved at forlænge livet.
Døden sætter ganske enkelt en grænse for vores selvbestemmelse. Der er også andre grænser for selvbestemmelsen, end hvad der står i vores magt, fordi mennesket, som Hartling påpeger, indgår i sammenhænge med andre mennesker. Vil vi, hånden på hjertet, insistere på retten til selv at bestemme, hvis det sårer eller direkte skader dem, vi elsker?
Bogens argumenterende og ræsonnerende prosatekst brydes indimellem af vidnesbyrd fra mennesker, der har gjort erfaringer med egen forestående død eller pårørendes død. Hartling står også selv for nogle af disse stærke vidnesbyrd med beretninger om, hvordan spørgsmålet om eutanasi blev konkret for ham, da hans første og anden kone begge blev ramt af dødelig sygdom. De personlige vidnesbyrd tjener først og fremmest som dokumentation for, at overbevisning og anfægtelse ikke bor på hver sin planet i erfaringens virkelige verden.
Det er Ole Hartlings store fortjeneste, at han - uden at give køb på sin lægelige indsigt - formår at holde denne almenmenneskelige vinkel på spørgsmålet om eutanasi. Det gælder også, når han ser på spørgsmålet fra en lægelig vinkel fra den medmenneskelighed, som hører med til lægens profession.
Hartling er bekymret for, hvad eutanasi vil gøre ved læge-patient-forholdet og peger på, at den tvetydige lægerolle ikke alene er et problem for patienten - de fleste læger ønsker ikke at medvirke ved eutanasi.
For det meste er Hartling på erfaringens og den praktiske grund. Han tager dog også et enkelt af de ”højtidelige” argumenter op, nemlig spørgsmålet om værdighed. Hvis vi knytter forestillingen om værdighed så tæt til at have kontrol over sit liv og sine funktioner, så kommer vi til at knytte uværdighed til ikke at mestre dette eller hint. Men, som Hartling slår fast: ”Man bliver ikke uværdig af at trænge til hjælp eller af at få omsorg”. Det er i allerhøjeste grad en pointe, vi har brug for at blive mindet om; et menneske er ikke kun sin ”performance” og sine kompetencer.
Ole Hartlings ”Aktiv dødshjælp” er en vigtig og nødvendig bog, et stærkt indlæg for en god sag. Den anbefales varmt til alle - og jeg mener: alle! Den er så velskrevet, vedkommende og hurtigt læst, at de fleste kan overkomme den.