Hjertegribende og lidenskabelig skildring af afdøde Amy Winehouse

Asif Kapadias portrætfilm om sangeren Amy Winehouse kan ikke gøres meget bedre - den rammer hjertet

Sangeren og guitaristen Amy Winehouse, der døde i 2011, portrætteres loyalt og lidenskabeligt i Asif Kapadias forbilledlige dokumentar.
Sangeren og guitaristen Amy Winehouse, der døde i 2011, portrætteres loyalt og lidenskabeligt i Asif Kapadias forbilledlige dokumentar. Foto: Camerafilm.

Den 23. juli 2011 indskrev Amy Winehouse sig i den række af rockstjerner, der døde som 27-årige - Brian Jones, Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison, Kurt Cobain.

Dermed forvandlede hun sig også fra at være menneske til at blive myte. Hun blev større end livet.

Det blev Amy Winehouse primært i kraft af sin stemme og sin musik. Den unge jødiske pige fra en arbejderforstad i London havde en vokal, der nærmest var for stor til hendes spinkle krop.

Hendes vokal blæste alle omkuld, raspende, dramatisk og i de bedste øjeblikke med helt sublime fraseringer, der virkelig fik følelsen frem i hendes tekster.

Amy Winehouse var oprindeligt - egentlig noget, der er vanskeligt at skrive om en karriere på under 10 år - guitarist og sanger med forkærlighed for jazz. Hun aflyttede de store klassiske jazzstjerner, men aldrig eklektisk, dertil var hendes egenart for markant.

Hun markerede sig som jazzsanger med albummet ”Frank” i 2003 og optrådte på mindre klubber for et vidende og indforstået publikum. Det passede godt til hendes på en gang ekshibitionistiske og sky væsen, at hun kunne hylle sig ind i jazzens lukkede kredsløb.

I en tidlig udtalelse sagde hun, at hun aldrig ville kunne styre at blive berømt. Det ville tage livet af hende. Hun fik, som vi alle ved, desværre ret i sin udlægning af skæbnen.

Da Amy Winehouse i 2006 udgav sit andet album, ”Back to Black”, blev hun katapulteret ind på stjernehimlen blandt de allerstørste på firmamentet.

Albummet, der blander jazz med soul, rhythm'n'blues og elegiske ballader, blev et monsterhit og prist verden over for sin originalitet.

Amy Winehouse fik en succes, hun aldersmæssigt og mentalt slet ikke var moden til at tackle. Ikke mindst med sangen ”Rehab”, der med hele skæbnens ironi jo handler om, at hun og hendes far ikke mener, det er nødvendigt, at hun kommer på rehabiliteringsklinik. Det var det.

Amy Winehouse døde af sit misbrug, ikke mindst af alkohol, der, den julinat i 2011, satte hendes hjerte i stå.

Asif Kapadia udlægger dette skæbneforløb i sin portrætfilm om Amy Winehouse. Filmen bidrager selvfølgelig til myten om Amy Winehouse. Kvinden, der ikke kunne magte sit eget talent.

Alle, der udtaler sig i filmen, udtaler sig retrospektivt med en viden om, hvad der skete, og hvilken betydning hun havde. Det befordrer ikke altid sandheden, nogle pudser glorien, andre vasker deres hænder.

Men det fine ved Asif Kapadias film er, at den udelukkende baserer sig på eksisterende arkivmateriale. Og det er i nutidens visuelle kultur overvældende og rigt. Det er bare at plukke i billedstrømmen og klippe den sammen. Det gør Asif Kapadia med empati og musikalsk fornemmelse.

Der er løbende interviews med mennesker i kredsen omkring hende på lydsporet - familien, eksmanden, produceren, tourmanageren og bodygarden og pubertetsveninderne - men de ses aldrig i iscenesatte situationer, de dukker kun op i arkivklip, hjemmevideoer og diverse tv-produktioner, ligesom Amy Winehouse selv hele vejen igennem er fastholdt i sekvenser, der ikke er Asif Kapadias egne, men historiens.

Det forlener ”Amy” med autenticitet og troværdighed. Der er især i de tidlige optagelser af Amy Winehouse som pubertetspige noget rørende troskyldigt over affæren.

En sødme, der kommer af, at optagelserne aldrig var ment, som andet end det, de er. Små øjeblikke og lysglimt fra et levet liv.

Man ser hende som 14-årig synge ”Happy Birthday” til en veninde med en stemme, så man tror, det er løgn. Intet under, at alle med en vis musikalsk fornemmelse faldt for hende og siden løftede hende oven ud af verden.

”Amy”er diskret komponeret, så der tegner sig et biografisk mønster. En trodsig og stærk pige, der egentlig savner modstand og straffer sig selv for det. Hun udvikler spiseforstyrrelser og depressioner og synger selv om sit eget freudianske kompleks.

Faderen, der tidligt forlader familien, og som hun gør alt for at få igen. Og da han så indfinder sig, bliver det for meget. Mitch Winehouse bliver lidt for glad for datterens penge og det mediecirkus, der er omkring hende.

Forholdet til den anden mand i hendes liv, den flamboyante og ekstremt narcissistiske Blake Fielder, som hun gifter sig med, er fatalt. Han introducerer hende til de hårde stoffer og en meningsløs tilværelse på kanten.

Hverken Mitch Winehouse eller Blake Fielder har været specielt glade for Asif Kapadias dokumentar, men egentlig fælder filmen ingen domme.

Skylden i den er kollektiv, for vi var alle vidner til, hvad der skete med Amy Winehouse. Og fataliteten synes tillige indlejret i hendes eget sind.

Det er smerteligt at følge uafvendeligheden i hendes skæbne. Et menneske, som på få år bliver narkoman og alkoholiker, og hvis ben bliver stadig tyndere, mens hendes sorte hår bliver stadig tykkere og stablet op som et faretruende tårn på hendes hoved. Med en eyeliner som Cleopatra stavrer hun rundt.

På en scene i Serbien kan hun ikke mere, men nægter at være på. Hun prøver at forsvinde.

Amy Winehouses misbrug blev så omfattende, at selv rockmytologiens førende misbrugslegende, Keith Richards, syntes det var for meget og formanede hende til at holde op.

En standupkomiker syntes, hun med sit udseende kunne optræde på en dyreværnsplakat for mishandlede heste! Men man kan ikke tage øjnene og ørene fra hende på noget tidspunkt.

”Amy” yder sangeren og musikeren fuld retfærdighed med mange og lange klip fra hendes indspilninger og optrædener, og selvom hendes liv tåger, er talentet så glasklart og skræmmende smukt, at det sætter sig i sjælen.

”Amy” er loyal over for sin hovedperson, ja, filmen er mere end det, den er skabt med distancens lidenskab. Det kan ikke gøres meget bedre.