Ét minuts tegneseriestilhed for Syriens ofre

Den grafiske roman ”Zenobia” fortæller en flygtningepiges historie. Tegneserier bliver i stigende grad brugt som visuelle vidnesbyrd om komplekse følelser og tragiske konsekvenser af krige

Måske forstår vi krig bedre, når den er tegnet gennem blikket af en otteårig syrisk pige, der stadig håber og tror på heltinder i en verden, der har vendt hende ryggen. Illustration fra bogen.
Måske forstår vi krig bedre, når den er tegnet gennem blikket af en otteårig syrisk pige, der stadig håber og tror på heltinder i en verden, der har vendt hende ryggen. Illustration fra bogen. .

Bogen ”Zenobia” begynder, hvor den otteårige syriske flygtningepige Aminas liv ender: i en overfyldt fiskerbåd, der kæntrer under en voldsom storm i Middelhavet. Mens Amina synker mod bunden, tegner bogens forfattere hendes liv frem i overfladen i glimt. Bombefly, der river Syriens brunlige himmel i stykker. Amina, der laver mad med sin mor. Amina, der leger, at hun er den syriske krigerdronning Zenobia.

Tegneserier er for mange måske traditionelt associeret med hyggelige historier for børn: Batman, Anders And og Tintin. Morten Dürrs nye grafiske roman ”Zenobia” er sådan set også for børn, men den fortæller en anderledes barsk historie om den otteårige syriske pige Amina og hendes flugt fra et krigshærget Syrien.

Forfatter Morten Dürr skrev oplægget i sensommeren sidste år, mens medierne eksploderede i historier om flygtninge. ”Zenobia” skulle være medielarmens stille modstykke, siger Morten Dürr.

”Jeg ville gerne skrive en historie, der tog form som et par minutters stilhed for ofrene. Da jeg indgik et samarbejde med Lars (tegner og medforfatter Lars Hornemann, red.), skete der det ret magiske, at han tegnede flere og flere ord ud. Det blev en meget stille tegneserie, der handlede om det ordløse, om empatien, at aflæse ansigtsudtryk og skabe overraskende billedmæssige associationer,” siger han.

”Zenobia” holder et par minutters tegneseriestilhed for ofrene i Syrien og tilfører et poetisk lag til det rå og selvransagende om ansvar og krigens rædsler. Samtidig melder den sig ind i en række af grafiske romaner, animationer og tegneserier, der tegner alvorlige samfundsskildringer og giver visuelle vidnesbyrd om konflikter og krige.

Krige og konflikter har altid været en del af tegneseriemediet, men den måde, de bliver fremstillet på, har ændret sig, siger tegneserieforsker Rikke Platz Cortsen. Tegneserier om krige og konflikter handler ikke længere kun om heltegerninger, men også om krigens ofre og konsekvenser.

Ari Folmans animerede dokumentar ”Waltz with Bashir” indledes med en mareridtssekvens af 26 glubske hunde og lysgranater, der lyser himlen op over smukke, sønderskudte Beirut. ”Waltz with Bashir” af Ari Folman og ”Persepolis” af Marjane Satrapi er to toneangivende tegnede fortællinger til at tage brydetag med krig og konflikt i nyere tid.

De slipper kravet om objektivitet og information og giver i stedet et stærkt personligt indblik i, hvad det vil sige at være en gennemsnitlig iransk pige og en gennemsnitlig israelsk soldat.

Ari Folman og Marjane Satrapis autofiktive erindringer er sammenfiltret med fantasier, drømme og hallucinationer. I ”Persepolis” bevæger hovedpersonen Marjane sig gennem en flodbølge af minder om sin barndom i Iran, mens hovedpersonen Ari i ”Waltz with Bashir” forsøger at genkalde sig sine fortrængte minder fra krigen mod Libanon.

Den ene er en grafisk roman, den anden en animeret dokumentar, men begge er voldsomt centreret om hukommelse og minder og den måde, de kan forsvinde og blive genkaldt på, ændre og udvikle sig i takt med tiden. Det rejser spørgsmål på tegneseriegenrens vegne: Kan følelserne i tegneserier være lige så vigtige som objektiviteten i en anden form for fortælling? Findes en objektiv sandhed overhovedet i krige og konflikter, hvor minder fortrænges og forvrænges?

”Tegneserien kan netop vise det, virkelige billeder ikke kan. De kan illustrere stemninger, bizarre detaljer, der træder tydeligt frem, bruge visuelle metaforer til at give læseren en følelse frem for fakta. Omvendt kan tegneserier netop også dokumentere virkelige begivenheder, hvor der ikke findes dokumentation. Både virkelige og mentale billeder kan gengives i tegneserieform,” siger Rikke Platz Cortsen.

”Zenobia” giver krigens offer lyserøde gamacher på. Et ansigt omkranset af mørkt hår. Et åbent blik. Drømme. Det er det, tegneserier kan, siger Morten Dürr.

”Formålet med historien var at sætte et ansigt og en personlighed på historien. At gøre den her pige, som flygter og drukner, nærværende. Det visuelle kan være en genvej til at undersøge vores følelser i forhold til en bestemt historie eller bestemt situation, for vi har en helt grundlæggende empati med det visuelle udtryk. Ét er det visuelle, noget andet er at dykke ned i hendes forestillingsverden. I kraft af det meget konkrete kommer vi helt tæt på hende,” siger Morten Dürr.