For Charlotte Christensen er 1700-tallet langtfra noget nyt bekendtskab. I årtier har hun udforsket kunsten i det oversete århundrede. I 1999 udgav hun den store monografi ”Maleren Nicolai Abild- gaard”, og for nylig publicerede hun en pragtbog om den svensk-danske hofkunstner Carl Gustaf Pilo (1711-1793), der kom fra små kår og nåede til tops og blev hofmaler og direktør for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Efter sin udvisning fra Danmark i 1772 rejste han tilbage til Sverige, hvor han trådte vande nogle år, inden han fik en tilsvarende karriere ved det svenske hof, ligesom han også blev direktør for Kunstakademiet i Stockholm.
Hans mange portrætter af Frederik V – i helfigur, som bryststykke, knæstykke eller til hest – iscenesætter enevoldskongen i al hans pragt og uimodsagte vælde. Desuden malede Pilo en række portrætter af hans to dronninger, Louise og Juliane Marie. Også den danske adel lagde krop og ansigt til Pilos gestaltninger – fra A.G. Moltke til J.A. Holstein og mange flere. Men hans mest berømte maleri blev det af svenskekongen og ærkefjenden Carl Gustaf III’s kroning – et maleri, som Pilo ikke nåede at male helt færdigt. Dette storslåede, luftige og næsten impressionistiske portræt med de urolige penselstrøg og spøgelserne omme bag kongen er en uhyre fri fortolkning af den enevældige magt – og billedet peger på kunsten langt senere. Man tænker lige så meget på Turner som på Goya ved synet af dette sceniske billede.
Vi mødes i Charlotte Christensens charmerende christianshavnerlejlighed.
Du skriver, at Pilo var en gådefuld personlighed. Hvordan?
”Ja, der er stort set ingen vidnesbyrd om ham. Mens mange andre kunstnere førte dagbog eller tegnede skitser med scener fra deres liv, har Pilo ikke efterladt sig nogen spor. Der findes nogle fortvivlede breve, skrevet sent i hans liv, da han var vendt tilbage til Sverige, men heldigvis producerer han også en række ’cartoons’ sent i sit liv. Disse tegninger har gjort, at min bog svulmede op.”
Hvorfor er 1700-tallets kunst så interessant?
”Dengang blev maleri opfattet som et malerhåndværk, der først og fremmest havde til opgave at være maleri. Rokokoens malere var ikke forpligtet til at male realistisk. Derfor kan deres malerier sammenlignes med musik og med den senere abstrakte kunst. Det var slet ikke meningen, at fyrsterne skulle portrætteres, så de lignede. Kongen eller dronningen skulle males, som en konge eller en dronning nu så ud, og derfor er malerierne mere eventyrlige end realistiske.
1700-tallets malere – foruden Pilo og Abildgaard deres samtidige Tiepolo og Fragonard – malede ikke realistisk. De forholdt sig langt friere til motivet end realismens billedkunstnere i den følgende tid, og det er derfor så morsomt at sammenligne dem med de abstrakte malere langt senere.”
Hvorfor har du valgt at bruge 10 år af dit liv på netop Pilos kunst?
”Der er en charme og lethed i Pilos værker, og malerglæden lyser ud af dem. Han morer sig over at male sløjfer, blonder og små elefanter. Han arbejder virtuost med lys og skygge og holder en lys farveskala, som han har tilegnet sig efter at have studeret de franske malerier på Christiansborg. Da Christiansborg brændte, gik en enorm kulturarv tabt. Den mangler vi i dag. Men mange af Pilos værker er heldigvis bevaret, fordi de hang – og hænger – i adelens og kongehusets slotte. I Sverige er hele kulturarven fra 1700-tallet intakt. Her er man stadig kulturelt orienteret mod Frankrig, mens vi herhjemme er langt mere orienteret mod Italien på grund af de mange kunstnere, der drog til Italien på dannelsesrejse i romantikken.”
Hvorfor er 1700-tallets kunst så overset i dag?
”Det er umuligt at orientere sig eller forske i 1700-tallets kunst uden at kunne læse fransk og tysk, da alle dokumenter og breve er skrevet på disse to sprog. Da kunsthistoriefaget blev ændret i begyndelsen af 1970’erne, skulle man ifølge den nye undervisningsplan ikke længere læse originaltekster på disse sprog. Da jeg underviste på Aarhus Universitet i 1972, nægtede de studerende sågar at læse svensk.”
”Fra 1772 – året, da Pilo blev udvist fra Danmark – og fremefter bliver alt udenlandsk elimineret til fordel for det danske, og i 1776 indfører man indfødsretten – en forordning, der forhindrer ansættelsen af udenlandske embedsmænd i Danmark. Alt skulle være dansk. Da nyklassicismen vandt frem, blev rokokoæstetikken fortrængt, men ikke nok med det, man beskyldte ovenikøbet fortidens kunstnere for at være dårlige mennesker: Ifølge nyklassicisterne var forgængerne skamløse og overfladiske, og de havde en menneskelig brist. Jeg mener, Rafael sagde ikke, at hans forgængere var dårlige mennesker, ej heller Rubens eller Michelangelo. Men det sagde man i nyklassicismen.”
”Siden indførelsen af indfødsretten har dansk kunst udelukkende været defineret ved kunstværker, som er skabt af danske kunstnere. Jeg forsøger at tale denne tendens imod ved at sætte kunsten ind i en international kontekst, for dansk kunst fra renæssancen og fremefter kunne ikke tænkes uden påvirkningerne fra udlandet, ligesom der boede og arbejdede en hærskare af udenlandske arkitekter og billedkunstnere her i landet, som arbejdede for hoffet. Deriblandt Pilo.”
Begrebet ”dansk guldalder” blev lanceret for første gang i 1960’erne, og Charlotte Christensen fortæller, hvordan hun som ung kunsthistoriker fik til opgave at redegøre for dette fænomens opståen. Siden har betegnelsen bidt sig fast og er blevet et brand, som er overtaget af turistforeninger – tænk bare på festivalen Golden Days.
Denne periode har sidenhen fuldstændig overskygget 1700-tallets kunst. For eksempel hænger der kun fem portrætter fremme af Pilo, der er Nordens bedste portrætmaler, på Statens Museum for Kunst. Christensen forklarer, at billedanalysen i nyere tid har reduceret maleri til ren dokumentation. Man ser overvejende på billedernes motiver. Langt mindre på de billedkunstneriske virkemidler såsom stofligheden, farverne, penselstrøgene, lysindfaldene og kompositionen. Det skyldes ikke mindst, at billedkunsten i dag er medieret af fotografier, hvilket i nogen grad overflødiggør, at folk går på museum for at studere de fysiske billeder. Således ”læses” malerierne, som om de var fotografier. Dét har også bidraget til at marginalisere 1700-tallets store portrætkunst, der i så høj grad lagde vægt på de maletekniske og fysiske aspekter af billeddannelsen.
I dag er det også blevet vanskeligere at komme tæt på de store, klassiske kunstværker på de internationale kunstmuseer på grund af masse- turismen.
”Museerne i dag ligner afgangshaller i en lufthavn. Man bevæger sig hele tiden rundt og absorberer ufattelig lidt. Tidligere kunne det kunstinteresserede publikum tilbringe timer foran et vigtigt værk. De sad på bænken foran og fordybede sig. I dag er også bænken væk. Men når det gælder musikken, så er man nødt til at blive siddende under hele Schuberts strygekvintet. Den tager den tid, den nu tager,” ler Charlotte Christensen.
Pilo blev udvist fra Danmark. Hvad var det, der skete?
”Det er vanskeligt at afgøre. Hans udvisning hang dels sammen med Struensees fald, dels med den førnævnte nationalisme og det deraf følgende omsiggribende fremmedhad. Efter en særdeles robust behandling sagde Pilo sin stilling op, hvilket blev grebet med kyshånd. Man gav ham to uger til at forlade landet. Da var han antagelig 61 år.”
”Også billedhuggeren J.F.J. Saly, som vel havde skabt Europas bedste rytterstatue, og hofarkitekten N.H. Jardin måtte forlade landet på grund af animositeten imod udlændinge. Pilo overtog sidstnævntes stilling som direktør for Kunstakademiet i 1771, men måtte forlade landet kun et år efter.”
Hvorfor fór man så hårdhændet frem?
”Ud over det nationale aspekt handlede det om brødnid. De danske kunst- nere øjnede en mulighed for at få mere succes, og eksempelvis maleren Peder Als havde øjnene stift rettet mod Pilos lejlighed på Charlottenborg, som han overtog efterfølgende. Men det hjalp heller ikke Pilos sag, at han fik Vasaordenen tilsendt af Gustaf III. Denne svenskekonge var ikke nogen sød dreng. Han ville ikke kun sluge Norge, men også hele Danmark, hvis han ellers havde kunnet slippe af sted med det. Men jeg kan dokumentere, at det ikke var nogen provokation fra den svenske konges side. Det var en rent kunstnerisk anerkendelse. Da Pilo hals over hoved kommer tilbage til Sverige, falder han ned i et dybt hul. Der går 10 år, før han kommer til tops igen. Inden da bliver han en del af kredsen omkring Bellman og J.T. Sergel i Stockholm. Faktisk kan man sige, at hans liv fik en happy ending. Hvis Pilo var blevet i Danmark, ville det have været slemt for ham.”
Hvor fandt Pilo, der jo ikke rejste ud, inspiration til sine meget nyskabende portrætter?
”I A.G. Moltkes tid erhvervede kongen en unik samling af europæisk kunst, der i dag danner grundstammen i Statens Museum for Kunsts samling. Fra Mantegna til Rembrandt. Da Pilo var malerikonservator ved siden af sit virke som hofmaler, har han haft disse værker i hænderne og har kunnet studere dem på nærmeste hold. ”