William Hogarth kastede et ømt blik på en barsk verden

William Hogarth portrætterede Londons underverden i 1700-tallet. En udstilling på Statens Museum for Kunst sætter hans satiriske kobberstik under lup og fremhæver hans sympati for sit, mildest talt, usympatiske persongalleri

Et selvportræt af den engelske maler og kobberstikker William Hogarth. Han sidder ved sit staffeli og maler på billedet ”Den komiske muse”. På gulvet op ad staffeliet står et eksemplar af hans bog ”Analyse af skønheden” og under billedet har han angivet sin titel som hofmaler. – Alle affotograferinger: Statens Museum for Kunst.
Et selvportræt af den engelske maler og kobberstikker William Hogarth. Han sidder ved sit staffeli og maler på billedet ”Den komiske muse”. På gulvet op ad staffeliet står et eksemplar af hans bog ”Analyse af skønheden” og under billedet har han angivet sin titel som hofmaler. – Alle affotograferinger: Statens Museum for Kunst.

Det er først, når man stiller sig helt tæt på William Hogarths serie af kobberstik ”Fire stadier af ondskab” fra 1751, at det begynder at løbe én koldt ned ad ryggen.

På billederne er to katte ved at blive hejst op i et gadeskilt, bagbenene bundet sammen. Ved siden af bliver en hund mishandlet på den værst tænkelige vis med en pil. En kvinde ligger myrdet på fortovet med håndleddet skåret op, mens en gruppe mænd ser ned på hende med afsky. Og en hængt mand dissekeres for et stort publikum, så tarmene står ud af ham.

Detaljerne har magten i udstillingen ”William Hogarth – en skøges liv og andre historier”, der i dag åbner på Statens Museum for Kunst og viser kobberstik af den engelske billedkunstner William Hogarth, der levede fra 1697 til 1764 og betragtes som én af de største britiske kunstnere gennem tiden.

Udstillingen har været halvandet år undervejs og er kurateret af Vibeke Vibolt Knudsen, der er overinspektør og seniorforsker ved Den Kongelige Kobberstiksamling.

Mens Hogarth er begyndt at blive lidt af en kultfigur hos et yngre publikum på grund af sin mørke og set med nutidens øjne dristige samfundssatire, ser Vibeke Vibolt Knudsen først og fremmest Hogarth som en historisk og kunstnerisk kilde til livet i storbyen London. Og det er livet for både den dekadente overklasse og de arme, fordrukne sjæle i ”Gin Lane”, som et af billederne i udstillingen hedder.

”Meget af det, der blev diskuteret i aviser, skrifter og pamfletter dengang, er emner, som vi stadig diskuterer i dag: Prostitution, vold og kriminalitet. Ægteskabets status, bedrag. Hogarth behandler det hele,” siger hun, da vi sætter os og taler i udstillingslokalet.

William Hogarth åbnede i 1720 en lille ”printshop”, et værksted, hvor han sammen med et par medhjælpere lavede sine kobberstik og graveringer. Hans tryk havde et indhold, samtiden kunne forstå, og derfor fik han hurtigt succes på et voksende marked for kobberstik. Men Hogarth var ikke bare købmand.

For hvad får en mand til at fremstille billeder af prostituerede med strømperne nede som i ”En libertiners liv” fra 1735 og politiske typer, der hænger på stolene, i et brændevinsorgie som i ”Valgunderholdning” fra 1755? Billedtitlerne er udtryk for dyb ironi, siger Vibeke Viboldt Knudsen.

En skildring fra en af den tids berygtede gade i London: Gin Lane. Her gik folk til ved at drikke gin i store mængder - det var billigt og en svøbe for mennesker i nød. Hogarth skildrer alle detaljer af forfald hos storbyens skæbner, som et slags visuelt opråb.
En skildring fra en af den tids berygtede gade i London: Gin Lane. Her gik folk til ved at drikke gin i store mængder - det var billigt og en svøbe for mennesker i nød. Hogarth skildrer alle detaljer af forfald hos storbyens skæbner, som et slags visuelt opråb. Foto: Foto: SMK Foto Statens Museum for Kunst Sølvgade 48-50 1307 København K DANMARK e-mail: foto@smk.dk www.smk.dk

”Han dyrker det effektfulde og dramatiske. Men han havde også en tro på, at man kunne reformere samfundet og også menneskenes adfærd,” siger hun.

I 1700-tallets London var prostitution et vildtvoksende marked. Hen mod 1750’erne talte Londons gader rundt regnet 62.000 prostituerede, og de var langt mere synlige dengang, end de er nu.

”Man kan nok ikke sige firkantet, at han ønskede at afskaffe prostitution. Det er et emne, han tog op, fordi der på det tidspunkt var historisk mange prostituerede i London, og han havde sans for, at emnet kunne sælge og være en god forretning for ham. Men der var en tvetydighed også. I det meste af sin kunst veksler han mellem det seriøse og det underholdende,” siger hun.

Centralt i udstillingen står serien ”En skøges liv” fra 1732, der handler om den prostituerede Moll Hackabout, en fiktiv karakter, hvis vej ind i prostitutionen Hogarth skildrer i seks billeder.

Serien ”En libertiners liv” var lige så populær som ”En skøges liv” og heri viste Hogarth en mandlig pendant til skøgen Moll Hackabout nemlig libertineren Tom Rakewell. Med en slags sympati fra Hogarths side viser serien hvordan Toms grådighed fører til en heftig deroute. Her i scene 3 er Tom endt stærkt beruset på et bordel-værtshus omgivet af alskens udskejelser.
Serien ”En libertiners liv” var lige så populær som ”En skøges liv” og heri viste Hogarth en mandlig pendant til skøgen Moll Hackabout nemlig libertineren Tom Rakewell. Med en slags sympati fra Hogarths side viser serien hvordan Toms grådighed fører til en heftig deroute. Her i scene 3 er Tom endt stærkt beruset på et bordel-værtshus omgivet af alskens udskejelser. Foto: Foto: SMK Foto Statens Museum for Kunst Sølvgade 48-50 1307 København K DANMARK e-mail: foto@smk.dk www.smk.dk

I første billede stiger den unge pige fra landet ud af en vogn og tages imod af en bordelmutter, mens en parykklædt herre ser forventningsfuldt på sit nye bytte. I næste billede er magtbalancen vendt, Moll er blevet en jødisk rigmands elskerinde, men bedrager ham selv med en elsker, som lister sig ud ad bagdøren, når rigmanden vender ryggen til. Men så går det galt: Moll kommer i uføre og bliver fængslet. Hun løslades på grund af alvorlig sygdom, men da er det allerede for sent. I seriens sidste billede ligger Moll i kisten, omkring hende står en rand af prostituerede, der alle er fuldstændig ligeglade: Undtagen én enkelt kvinde midt i billedet, der ser ned på den døde skøge i kisten. Hende vender vi lige tilbage til.

I ”En skøges liv” satiriserer Hogarth over en ganske bestemt myndighedsperson, som havde et godt øje til prostitution og nidkært ville regulere, forklarer Vibeke Vibolt Knudsen.

”Han udstiller ham og siger med det, han viser, at myndighederne lider af moralsk korruption. Én af de ting, der gjorde hans billeder meget populære, var, at folk kunne genkende figurerne. Og kendte navnene på dem,” siger hun.

”En skøges liv” blev nok Hogarths mest populære serie, en rigtig skandalesucces. Lige efter den udkom i 1732, blev den trykt i otte piratkopier, der blev lavet syngespil og teaterstykker, og akademiske skrifter kommenterede historien – på trods af, at den var ganske fiktiv.

Går man igennem udstillingen, vil man lægge mærke til nogle sorte pletter i ansigtet på forskellige personer. Det kunne have været skønhedspletter, hvis ikke det var, fordi pletterne havde en ganske særlig betydning, forklarer Vibeke Vibolt Knudsen. De symboliserer nemlig kønssygdom, blandt andet syfilis, der var udbredt blandt de prostituerede i London og blev kaldt for ”den franske syge” af englænderne.

”Det er et dekadencetegn, et tegn på udsvævelse og forfald,” siger hun og peger pletterne ud i et stik.

I ”En skøges liv” får Moll Hackabout flere og flere ”skønhedspletter” gennem serien, og hvem ved, måske er det syfilisen, der tager livet af hende til sidst. Her må vi vende tilbage til den prostiturerede kvinde ved Molls kiste i seriens sidste billede.

Kvinden holder forsigtigt kistelåget væk og ser ned i kisten med et trist blik. Hånden er løftet, næsten som om hun vinker farvel. Var hun en veninde? Måske er hun i virkeligheden William Hogarth selv.

”Det, jeg selv har været optaget af, har været den tvetydighed, han arbejder med. Selvom han udleverer sine personer, så ender han ofte med at skildre sine hovedpersoner med en udpræget sympati, så man får medfølelse med dem – selvom de sådan set selv er skyld i deres ulykke,” siger Vibeke Vibolt Knudsen.

Hogarth troede på satiren som metode til samfundsforbedring. Men det var ikke, fordi han så sig selv siddende på et moralsk højdedrag, skuende ud over menneskene og deres udskejelser.

”Jeg tror ikke, der kan herske tvivl om, at han kendte storbyen ud og ind. Han gik meget på kaffehuse og kro og mødte sine venner, der talte både forfattere og malere i den intellektuelle elite. Han har været i byen, sikkert hver aften, og i hvert fald i sine yngre år fik han ofte for meget at drikke. Han har været en del af det hele og en kendt figur. Men jeg tror ikke, han skejede ud på samme måde som figurerne i hans billeder. Han har befundet sig godt som iagttager, én, der observerede, hvad der foregik omkring ham. Og det brugte han i sin kunst.”

I serien ”Et moderne ægteskab” viser Hogarth nogle af konsekvenserne ved et af tidens økonomisk funderede arrangerede ægteskaber – et katastrofalt eksempel på hvor galt det kan gå. Menneskene vil gerne stige i hierarkiet og leve et liv i luksus, men de fortaber sig i udskejelser og styrer mod selvdestruktion.
I serien ”Et moderne ægteskab” viser Hogarth nogle af konsekvenserne ved et af tidens økonomisk funderede arrangerede ægteskaber – et katastrofalt eksempel på hvor galt det kan gå. Menneskene vil gerne stige i hierarkiet og leve et liv i luksus, men de fortaber sig i udskejelser og styrer mod selvdestruktion. Foto: Foto: SMK Foto Statens Museum for Kunst Sølvgade 48-50 1307 København K DANMARK e-mail: foto@smk.dk www.smk.dk

Hogarth havde et stort navn i sin tid og en frontposition som satirisk kunstner og var for eksempel gode venner med Henry Fielding (1707-1754), en af briternes allerstørste romanforfattere gennem tiden. Men Hogarth blev, som århundredet skred frem, overhalet af en idealiserende kunst, som tog udgangspunkt i mere fiktive, mytologiske universer.

Hos Hogarth var der aldrig ”vaseline på linsen”, men han anerkendte, at tidsånden havde overhalet ham. Den tidløse idyl, som kunsten skulle til at dyrke, var ikke hans favoritmotiv.

”Han holdt stædigt fast på, sådan tolker jeg ham i hvert fald, at der skulle være sammenhæng mellem liv og kunst,” siger Vibeke Vibolt Knudsen.

Et af de sidste stik, han lavede, er en ironisering over netop dette. Her ligger en kunstner, der formentlig er ham selv, udmagret og færdig på jorden, og udånder et ”finis”, ”slut”, i en taleboble.

Hogarth beskæftigede sig med menneskene, når de er allerværst. Og fordi emner som prostitution, misbrug og vold stadig er aktuelle, har han også en relevans i dag – udover sin historiske fascinationskraft, mener Vibeke Vibolt Knudsen.

”Hvis vi går rundt og tror, at den slags aldrig er set før i verdenshistorien, så opdager man altså, at det har været der flere hundrede år før vores tid. Måske på andre måder, men essensen er den samme.”