Paulus' brev blev et omdrejningspunkt i vestlig kulturhistorie

XPH309202 St Paul, 1407 (tempera on panel) by Rublev, Andrei (c.1370-1430); 159x105 cm; Tretyakov Gallery, ...

Andrej Rublevs (cirka 1370-1430) portræt af Paulus - malet på træ - hænger på Tretjakov-galleriet i Moskva. Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

Romerbrevet har inspireret en lang række af vestlige tænkere fra Augustin over Luther og Nietzsche frem til Alain Badiou og Slavoj Zizek på nutidens filosofiske scene.

Stimulerende introduktion til den nyeste forskning i Paulus' forfatterskab gennem en række analyser, hvor nordiske forskere tager Romerbrevet under behandling

Romerbrevet er en lille tekst på cirka 15 sider, som står i Det Nye Testamente. Det er skrevet af Paulus og er et brev til en gruppe af Jesus-tilhængere, der i midten af det første århundrede havde dannet sig i Rom.

Når man kan kalde brevet for et omdrejningspunkt i vestlig kulturhistorie, som redaktørerne gør det i ”Paulus-evangeliet”, hænger det sammen med dets enorme virkningshistorie. Romerbrevet har inspireret en lang række af vestlige tænkere fra Augustin over Luther og Nietzsche frem til Alain Badiou og Slavoj Zizek på nutidens filosofiske scene.

Det Nye Testamente består af forskellige tekster af forskellige forfattere. De ældste tekster, altså de tekster, der er tættest på de historiske begivenheder med Jesus, er Paulus' breve fra 50'erne. Romerbrevet er skrevet 25-30 år efter Jesu død. Først cirka 20 år efter Paulus' breve udkommer det første evangelium, nemlig Markus'. Et evangelium præsenterer sig som en form for biografisk fremstilling af Jesu liv og virke. I årtierne efter 70 udkommer der evangelier i en lind strøm. Foruden Markus' endte tre af dem, nemlig Matthæus', Lukas' og Johannes', med at blive kanoniseret omkring år 400.

Disse fire evangelier, Paulus' breve foruden et par andre og Apostlenes Gerninger, som præsenterer sig som en form for historieskrivning, blev samlet og fik navnet Det Nye Testamente, som blev de kristnes helligste tekst. Men sådan var det i sagens natur ikke for forfatterne til Det Nye Testamente. Heller ikke for Paulus. For dem var det det, der i den kristne tradition kaldes for Det Gamle Testamente, der var den hellige tekst.

Igennem mange århundreder, og navnlig i tiden efter Reformationen, har man opfattet Paulus som én, der var i opposition til datidens jødedom. Ifølge Luther forkastede Paulus Moseloven med alle dens forbud og påbud. Men det er forkert. Paulus var jøde og vedblev at være jøde.

Som det fremgår af ”Paulus-evangeliet” er hele grundlaget for den nye Paulus-forskning, som har konsolideret sig gennem de seneste små 40 år, den erkendelse, at Paulus' forfatterskab ikke skal forstås i modsætning til, men tværtimod i sammenhæng med den antikke jødedom og den græsk-romerske verden.

Ifølge den allernyeste Paulus-forskning, det såkaldte radikale Paulus-perspektiv, som ikke mindst bygger på Romerbrevet, var det faktisk Paulus' opfattelse, at Moseloven fortsat skulle overholdes af jøder. Overholdelse af Moseloven er og bliver jødernes vej til frelse, mens der for hedninger var opstået en anden vej til frelse, nemlig troen på Kristus.

Det er denne sidstnævnte frelsesvej for hedninger, Kristus-troen, som Paulus føler sig kaldet til at gøre opmærksom på. Han er altså en missionær, som udbreder den gudstro, som indtil da har været forbeholdt de jøder, som overholdt Moseloven, til også at være en mulighed for hedninger.

”Paulusevangeliet” er skrevet af en række nordiske Paulusforskere, som hver især koncentrerer sig om et afsnit i Romerbrevet og anlægger forskellige perspektiver og overordnede betragtninger.

Det kan være Paulus som filosof eller betydningen af Abrahams Gud for jøder og hedninger. Romerbrevets kapitel 9-11 handler om arvinger og læses som ”kognitiv terapi for sammenbragte familier”. Det er stimulerende læsning.

Hovedformålet med ”Paulusevangeliet” er ikke at afdække Romerbrevets virkningshistorie, selvom den som antydet i indledningen er overordentlig interessant, men derimod at prøve at sætte Paulus ind i den jødiske og græsk-romerske kontekst, hvor han rettelig hører hjemme.

At det sker i en afstandtagen til Luthers tolkning og tilgang til Paulus skal nok anfægte en og anden. Luther selv skriver imidlertid: ”Da vi begyndte at forkynde evangeliet, stod vi over for mennesker, der var anfægtet af loven, fortvivlet i deres samvittighed, angst for dommen. Da var det nødvendigt at holde Kristi prædiken om syndernes forladelse for at bevæge de forhærdede og fortvivlede til at fly hen til Kristus og give dem livsmod ved nådens ord. Nu er det ganske andre tider; menneskene er blevet anderledes, end de var under paven, nu er de sikre og onde, hensynsløse, rovgriske og materialistiske og frygter hverken Gud eller mennesker.”

På den baggrund ville den nye Paulus-forskning, hvor der peges på et handlings- og domsaspekt ved gudsforholdet, hvad enten det går over Moseloven eller Kristus-troen, sikkert passe Luther fint.

kultur@k.dk