Et opgør med skyttegravskrigen om Stasi-fortiden

Mikael Busch har skrevet en interessant, men heller ikke uproblematisk bog om den berømt-berygtede danske Stasi-agent ”Lenz”

I sin nye bog vender Mikael Busch sig mod den såkaldte "Lenz"-sag fra 1990'erne om en dansk embedsmand, som lavede spionarbejde for Stasi.
I sin nye bog vender Mikael Busch sig mod den såkaldte "Lenz"-sag fra 1990'erne om en dansk embedsmand, som lavede spionarbejde for Stasi. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.

Forfatteren har gjort det før: I sin anmelderroste bog ”Knud og Vera. Et Stasi-drama” fra 2012 lykkedes det Mikael Busch at komme bag om de alt for entydige opfattelser af livet som agent for DDR's efterretningstjeneste, Stasi. I bogen giver han et nuanceret og medrivende portræt af den danske Stasi-agent Knud Wollenberg og hans samliv med dissidenten Vera.

I sin ny bog forsøger Busch at gentage succesen. Han vender sig her mod en anden kendt sag, der har skabt en del furore i medierne siden slutningen af 1990'erne: den såkaldte ”Lenz-sag”.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da en dansk embedsmand i EU-kommissionen i 1999 blev anholdt under et besøg i København. Sigtelserne lød på spionvirksomhed og landsforræderi: Embedsmanden blev mistænkt for under dæknævnet ”Lenz” at have arbejdet for den østtyske efterretningstjeneste, Stasi, gennem mange år inden Murens fald.

Det tog ikke lang tid, inden navnet på den danske embedsmand blev kendt i offentligheden, men Morten Jung, som embedsmanden hedder, nægtede sig skyldig. Og efter mere end tre måneder i fængsel blev han under stor mediebevågenhed løsladt igen, sigtelserne blev droppet, og han kunne genoptage sit arbejde i EU-kommissionen.

Om anklagemyndighedernes sag mod ham faldt fra hinanden, om sigtelserne blot var forældede, eller om der ligger helt andre bevæggrunde bag løsladelsen, hersker der til i dag forskellige meninger om. Ingen domstol har indtil videre fastslået, at Morten Jung faktisk er identisk med agenten ”Lenz”, der arbejdede for Stasi helt op til Murens fald i 1989.

I sin bog går Mikael Busch ind i sagen og fortæller hele historien om Morten Jung, hans opvækst, hans anholdelse og det efterspil, som anholdelsen har haft i de danske medier.

Heller ikke Busch kan finde det afgørende bevis for, om Jung egentlig er ”Lenz”. Grunden dertil er enkel. De danske myndigheder har lukket for arkiverne, Busch fik simpelthen ikke indsigt i de afgørende sagsmapper. Og de mest centrale nøglepersoner nægtede at medvirke i bogen.

Efter eget udsagn var Busch tæt på at opgive bogprojektet, men skiftede så tilgang: i stedet for at optræde som ”den store Stasi-jæger”, forsøger Busch at give et indblik i Jungs baggrund og udvikling.

Han fortæller en historie om en ung og idealistisk kommunist, der med tiden modnes og ender med at arbejde i EU-kommissionen. Forfatteren sigter efter at forstå Jungs kontekst og udvikling. Denne tilgang er utvivlsomt mere givende end den simple afslørings- og fordømmelsesdagsorden, som fortsat præger mange forskeres og journalisters tilgang til den kolde krig.

For at kunne gøre det er Busch selvfølgelig nødt til at arbejde ud fra den præmis, at ”Lenz” og Jung er identiske. Noget, som ifølge Busch, ingen, ”der har beskæftiget sig lidt med sagen, kan være i tvivl om”. Og det har han formentlig ret i. Indicierne er overvældende, sagen ser entydig ud.

Alligevel er dette direkte lighedstegn ikke uproblematisk, når det nu netop ikke er endegyldigt bevist. Er det nu virkelig rigtigt, at den berygtede agent modnedes med alderen og derfor stoppede med at levere vigtige dokumenter til Stasi? Er Jung egentlig ”Lenz”? Hvad ved vi i realiteten om ”Lenz” og hans forhold til den østtyske efterretningstjeneste? Er det en mulighed, at man fra politisk hold vil opbygge en sag, som man i forvejen vidste ville falde fra hinanden, for at stoppe tilsvarende sager mod andre agenter?

For at kunne svare på denne slags spørgsmål skulle Busch have haft adgang til alle arkiver. Og på sin vis kan hans bog også læses som et opråb om at gøre alle sagsmapper tilgængelige for offentligheden og for at åbne sig for de forhenværende Stasi-medarbejdere i det hele taget.

Dertil skulle der imidlertid skiftes fokus i koldkrigsforskningen i det hele taget: i stedet for at jage de forhenværende Stasi-medarbejdere skulle man i den danske offentlighed og fra de danske myndigheders side snarere forsøge at åbne historien.

Man kan håbe, at Mikael Buschs værk kan bidrage til et sådant skift i den danske omgang med den kolde krig: En afslutning af skyttegravskrigen vil mere end 25 år efter Murens fald utvivlsomt være givende.

Vi kunne faktisk lære noget af historien - i stedet for at løfte moralske pegefingre. Forudsætningen er dog, at de danske myndigheder endeligt åbner for alle arkiver. Hvem ved, måske vil den forhenværende Stasi-agent med dæknævnet ”Lenz” i så fald træde frem og fortælle sin historie.

kultur@k.dk