”Deres hånd!”.
”Her er den!”.
”Altså, vi begynder så på min historie!”.
Læseren bedes her bemærke udråbstegnene. Dem er der i hvert fald en del af i Dostojevskijs (1821-1881) tidlige miniroman ”Hvide nætter”, der passende og sigende bærer undertitlen ”En sentimental roman. Af en drømmers erindringer”.
Den stammer fra tiden før Dostojevskijs Sibirien-år, hvor han sad fængslet grundet mistanke for revolutionær virksomhed. Men forestiller man sig præsibirisk, venstreorienteret realisme, bliver man heldigvis skuffet.
En ung, navnløs drømmer slentrer hvileløst rundt i Petersborgs hvide nætter, der velvilligt giver melankolsk sommerregn fra sig. Det unge menneske mener, at han ”går til grunde af ensomhed” og har ifølge sig selv, 26 år gammel, ”aldrig haft omgang med noget menneske”.
På sine hvide Petersborgvandringer møder han en dag en ung kvinde, der hulker sagte og stødvist. Vor unge udråbstegnsdrømmer tiltrækkes omgående af den tilsyneladende fælles ensomhed og den ejendommelige sentimentalisme.
Den unge dame, Nástenjka, vil skam ikke stå tilbage for sin nye ven: ”De ved jo, hvad en drømmer er, ikke sandt?”, spørger han. ”En drømmer? Naturligvis! Jeg er selv en drømmerske!”. Det giver god mening, for en del af den unge mands filosofi er, at en drømmer slet ikke er noget menneske, ”men en mere ubestemt skabning af intetkøn”. Og så kan alle jo være det.
I byens hvide skær udvikler han sin drømmerfilosofi, og Nástenjka fortæller sin korte historie. Hun bor med sin blinde bedstemor, der syr sin kjole sammen med barnebarnet hver dag for at holde styr på hende.
Alligevel er Nástenjka blevet forelsket i en værdig ung mand, der er taget til Moskva for at få styr på sin fremtid, men har lovet at komme tilbage nøjagtig et år senere, og der står hun og venter på ham, da den unge drømmer støder ind i hende.
Som intetkønsdrømmere bliver de selvfølgelig dybt betaget af hinanden. Hendes forlovede dukker ikke op, og vor unge ven får – jublende og grådkvalt(!) – hendes hånd, men selvfølgelig, dette er jo sentimentalisme, dukker den tidligere mand op til sidst. Nástenjka kaster sig i favnen på ham, går tilbage til vores drømmer og trykker et ”brændende kys” på hans læber – og så er hun væk.
Næste morgen slår dråberne ”med trist ensformighed” mod drømmerens vinduer. Og efter et brev fra Nástenjka, fyldt med de mest dybtfølte bønner om tilgivelse og flere udråbstegn, konkluderer han som slutord berømt: ”Herre, min Gud! Et øjebliks salighed! Ja, er det ikke nok for et helt menneskeliv?...”.
Man siger ofte , at ”Hvide nætter” og særligt slutningen handler om en meget gængs 1840-forestilling i det litterære Petersborg-miljø om, at romantikkens idealiserede kærlighed skulle bekæmpes, og at ”Hvide nætter” er Dostojevskijs del i den kamp. Drømmeren idealiserer over lange perioder først sin ensomhed og dernæst idealet om perfekt fantaseret kærlighed, men må indse, at kærligheden er kort, konkret og temmelig utaknemmelig.
Det er uden tvivl rigtigt. Men man kunne jo også gøre ”Hvide nætter” den tjeneste at overveje det særegne ved dens plads i Dostojevskijs forfatterskab i stedet.
Et sted fortæller drømmeren Nástenjka om steder i Petersborg, ”ganske mærkelige afkroge”, hvor den sol, ”som ellers lyser for alle petersborgere”, ikke skinner. I de afkroge findes der et liv, der ”er en blanding af en fantastisk, en glødende ideel stræben og – ak, Nástenjka! – den mest plumrede hverdag, den fladeste trivialitet, for ikke at sige rent ud: gemenhed”.
En præcis beskrivelse af nøjagtig det miljø, Dostojevskijs egne vilde romaner kommer til at foregå i langt senere i hans liv – og efter Sibirien. Et sted, hvor mennesker kan være glødende og ideelle i et sekund og, for nu også at sige det rent ud, gemene i næste.
”Føj! Det var mig en indledning! Herre, du milde, hvad får jeg mon at høre?”, svarer Nástenjka til denne plumrede hverdags gemenheder. Et slags profetisk spørgsmål til Dostojevskijs kommende mesterværker.
Lad os håbe, at Rosinante giver anledning til flere af den slags indledninger.