Et velgørende opgør med en families fortielser

Aydin Soei skriver om forholdet til sin iranske far i den autofiktive roman ”Forsoning”. Arkivfoto.

Aydin Soei skriver om forholdet til sin iranske far i den autofiktive roman ”Forsoning”. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

bog
Four stars
Aydin Soei stiller nemlig eksplicit eksistentielle spørgsmål om skyld, skam, svigt og soning og bruger modigt og ærligt sin egen historie
Lotte Kirkeby Hansen

Aydin Soeis autofiktive roman ”Forsoning” fortæller modigt og gribende, men lidt for langt, historien om hans iranske families flugt og sammenbrud

”De bedste ord til at udtrykke følelsen ved nyheden om min fars mord er lettelse. Jeg havde lyst til at græde, ikke af glæde eller sorg, men af ren og skær lettelse.”

Aydin Soei var ikke andet end en stor knægt, da hans far slog en anden mand ihjel. Det var faderen til en af hans klassekammerater. De var kommet op at skændes om noget forholdsvis uskyldigt, men det endte altså helt galt. Og dog. For som ovenstående citat fortæller, var det en lettelse for Aydin Soei. Hans far blev nemlig udvist af Danmark. Og så fik han endelig fred til at leve et stille og roligt liv med sin mor og sin lillebror.

Læs et portræt af Aydin Soei her. 

Forud for mordet var gået år med skænderier, vold og frustrationer, primært hos Aydin Soeis far, der aldrig faldt til i Danmark.

”Jeg startede forfra,” fortæller Aydin Soeis mor, der lærte sig dansk og fik en uddannelse som ingeniør og et job.

”Med din far var historien en anden,” tilføjer hun.

Og ægtefællernes meget forskellige liv i Danmark skabte naturligt nok splid. Som hans far sagde til hans mor:

”Du har gjort ham til dansker, og danskerne gør os til idioter, der ikke kan tale med vores egne børn. Jeg kan ikke tale med min egen søn takket være dig.”

I Danmark var Aydin Soeis far nemlig langt fra den kommunistiske helt og frihedskæmper, som han havde været i Iran. Her var han ingenting. Og hans vrede gik i arv. Til Aydin Soei og hans bror. Men den negative arvefølge vil Aydin Soei nu bryde med sin fortælling, som i mange år har været fortiet. Det er tid til forsoning.

”Hvordan endte det med, at mine forældre, mest af alt min far, gav følelsen af at leve i et eksil videre til deres søn?”

Således spørger Aydin Soei, født 1982, sociolog, forfatter og journalist, og han åbner dermed for en diskussion af, hvad vi bærer med os, og hvordan vi bliver dem, vi er. Hans afsæt er den iranske indvandrers, men problematikken er universel.

Aydin Soei stiller nemlig eksplicit eksistentielle spørgsmål om skyld, skam, svigt og soning og bruger modigt og ærligt sin egen historie som trædesten i en autofiktiv genrehybrid, der ikke altid forekommer lige gennemarbejdet, men som alligevel griber og holder sin læser fast.

”Forsoning” består dels af Aydin Soeis barndomsskildring af en barsk opvækst i Avedøre. Han har, grundet familiens fortielser, utallige huller i sin fortælling, som han lader sin mor fylde ud med hendes egen fortællerstemme. Og med hende får vi historien om, hvordan hun mødte Aydin Soeis far, om deres flugt til Sovjetunionen og senere videre til Danmark, om deres stadigt mere vakkelvorne ægteskab, og han bruger hende til at fylde sine huller ud, hvilket i og for sig er et smart greb.

Bortset fra at de to stemmer er forbløffende ens, både i deres tone, der minder mere om referat end roman, og i deres noget niveauløse detaljerigdom, som man sagtens kunne have luget ud i, uden at hverken stemning eller budskab var gået tabt. Og endelig er der brevene fra Aydin Soei til sønnen Adam. Som blot er en lillebitte dreng, mens ”Forsoning” bliver skrevet, men som gerne skal forstå og ikke mindst forsone sig med sin fars fortid, når han bliver større.

Det er således en form for flerstemmig autofiktion, som får en ekstra krølle på halen, da den mod slutningen foregriber virkeligheden i sin diskussion af, hvem der ejer den historie, vi fortæller.

Det viser sig nemlig, at sønnen til den mand, som Aydin Soeis far slog ihjel, også er i gang med at skrive sin families historie. Som jo karambolerede så tragisk med Soeis egen. Og som har forsøgt at få nedlagt fogedforbud mod udgivelsen. Dog uden held.

Man kan vælge at anmelde en bog ud fra det, som den kunne have været. Og det ville have klædt ”Forsoning” at være kortere. Det ville også have klædt den at være mere konsekvent redigeret. Og det ville have klædt den at skrue ned for det privat-terapeutiske og meget eksplicitte far-søn-tema. Og så ville tommelfingeren måske vende mere ned end op.

Men man kan også anmelde den ud fra det, som den er. En helt igennem gribende, modig og vigtig fortælling om en far og hans søn, om Amin og Aydin, og en fortælling fra en far til en søn, fra Aydin til Adam, som vil forhindre, at vrede og bitterhed går i arv, og som vil gøre op med en hel families fortielser og fortrængninger.

kultur@k.dk