For den, der ikke personligt kender til den nederste sociale klasse i Danmark, er der her mulighed for et barsk besøg. Med bogen ”Helt ude i hampen” tager Karina Pedersen læseren med ind i sin egen familie repræsenteret ved en mor og to brødre, der beskrives gennem en række mails til en veninde.
Karina Pedersen er vokset op i Korskærparken i Fredericia i et miljø, hun har lagt afstand til, men stadig har kontakt med. I hvert fald så meget, at hun meget ofte taler med moderen i telefonen, og det er især disse samtaler, der udgør bogens kilde til indsigt.
Tonen er sarkastisk, nådesløs og fyldt med bitterhed i forhold til det enorme svigt, Karina Pedersen som barn har oplevet med en fordrukken far i en anden opgang og en mor, der portrætteres som en blanding af medicinmisbruger, social svindler og et slet og ret egoistisk menneske, der kunne finde på at give sine mindreårige børn en pakke cigaretter i julegave, mens hun grådigt beholdt de offentlige ydelser for sig selv.
Det er dybt deprimerende læsning, og Karina Pedersen, der selv har formået at skabe en anden tilværelse, som man dog intet hører om, beretter fra underklassen med næsten isnende stemmeføring. Som når hun om sin mor konstaterer: ”Jeg hader simpelthen den kvinde, og den dag, hun dør, holder jeg en stor fest.”
”Helt ude i hampen” rummer en vis gådefuldhed. Under hele læsningen sidder man og overvejer, hvorfor Karina Pedersen bruger så meget tid på den mor, hun foragter så dybt. I en blanding af tålmodighed og kulde lytter hun til moderens beretninger om, hvordan brødrene (kaldet bror X og bror Y) igen har bestjålet hende, hvordan hun i påvirket tilstand hælder sovs i potteplanterne, og hvordan hun gennem sin offeridentitet tolker verden som et sted, hvor nogle bare er født uheldige. Det strejfer én, at Karina Pedersen blandt andet taler med sin mor for at få næring til sine teorier om mennesket, der har udviklet sig i en kraftig liberal retning. Hvilket hun også før har afsløret i debatten.
Hun er blevet af den overbevisning, at vi i alt for høj grad forklarer et menneskes løbebane med sociale årsager frem for at se på den enkeltes grundlæggende personlighed. Med udgangspunkt i bror X skriver hun, at det er den medfødte tilbøjelighed til det nemme velbehag, der gør et menneske til misbruger, og at en sådan person altid vil springe over ”hvor gærdet er lavest”.
Hun dyrker et menneskesyn, hvor dovenskab, dumhed og egoisme udgør en stor del af forklaringen på individets skæbne, hvor vi jo ellers i dette land ynder at definere modgang som et resultat af ydre omstændigheder. Således har Karina Pedersen heller ingen særlig respekt for hæren af konsulenter og behandlere, der i hendes øjne kan fremstå lige så ynkværdige som deres klienter. Hun ser hele systemet som en omgang hokuspokus og skriver: ”Folk har altid godt kunnet lide at være høje (…) det nye er, at folk ikke længere kan styre sig, og holde deres forbrug på et niveau, hvor de også kan foretage sig andet.”
Karina Pedersen sætter fingeren på dybe ømme punkter i velfærdsstaten. Er den i nogle tilfælde med til at fremme ansvarsløshed, og glemmer vi at tage tilstrækkeligt højde for menneskets medfødte natur? Det er uhyre vigtige og provokerende spørgsmål, der selvsagt kan føre til en problematisk kynisme, men som skal konfronteres. Både for velfærdsstatens og for den enkeltes egen skyld. Bogens problem er imidlertid, at den nøjes med at antyde disse spørgsmål og stivner i en lidt monoton opremsning af en enkelt families destruktive mønster.
Karina Pedersen iagttager køligt det store forfald, hvor faderens død ikke rører hende, og hvor moderens personlige triumf over systemet i form af den eftertragtede førtidspension blot kommenteres lakonisk. Man forstår den uforsonlige tone, men den kan ikke bære så mange sider, og skønt Karina Pedersen har gode iagttagelser – som når hun registrerer det afslørende ved, at den lokale købmand ikke længere sælger madvarer, men mest porno, alkohol og spillekuponer – sidder man ikke tilbage med følelsen af at have fået tegnet et så alment billede af virkeligheden, at det berettiger til så generelle og barske konklusioner.
Karina Pedersen fremstår som en stærk og selvstændig kvinde, men man aner også, at hendes dømmekraft og samfundsanalyse svækkes af en stærk personlig vrede i forhold til sin egen fortid. Hendes kritiske tilgang til overførselsindkomst og et system, der kan fremme offeridentitet, er som udgangspunkt væsentlig, men visse steder fremstår holdningerne mere som hævngerrige udbrud end som nøgtern analyse, og ”Helt ude i hampen” udgør en lidt underlig blanding af dagbogstone, familieopgør og samfundskritik.
Vigtige spørgsmål gemmer sig dog inde i dette råb fra underklassen, for det er nødvendigt at blive ved med at prøve at forstå, hvorfor nogle mennesker går til bunds, mens andre ikke gør. I sidste ende handler det om, hvad et menneske er, og velfærdsstaten har næppe det fulde svar.
kultur@k.dk