Hvad gør man som litteraturlærer, når man står over for massivt smuk lyrik, der er moralsk forkastelig? Det kunne eksempelvis være præsten og digteren John Donnes (1572-1631) berømte digt om troløse kvinder (på engelsk: ”Go and Catch a Falling Star”).
Det er håndværksmæssigt mesterligt, men samtidig kvindefjendsk. Det handler nemlig om den faktuelle umulighed af at finde en tro kvinde. For selv hvis man fandt hende, ville hun ikke være det ret længe.
Man kunne lære alle verdens hemmeligheder at kende: Lære at lytte til havfruens sang, eller om hvordan misundelse ikke skal tynge. Men en tro kvinde kan man ikke finde.
De fleste er enige om, at de engelske formuleringer af disse pointer er lyrisk mesterklasse. Men hvad så når man som ung docent i engelsk litteraturhistorie opnår en velbehagelig fornemmelse af mandlig overlegenhed ved at undervise i dem? Det spurgte den amerikanske litterat Wayne Booth sig selv om i 1988 og fortsatte derefter:
”Kan vi virkelig hævde, at disse sider af digtet er irrelevante i den kritiske diskussion om digtets sande værdi som poesi?”
Spørgsmål som disse møder vi i ”Etik til forhandling”. Velvalgt antologititel. Den handler i høj grad om den såkaldt etiske vending inden for litteraturvidenskaben, der først og fremmest repræsentereres af bemeldte Booth samt Martha Nussbaum og James Phelan.
Disse tre navne går da også igen i langt hoveddelen af bogens bidrag, der på den ene eller anden måde forhandler etikkens rolle i dagens litteratur, film og tv. Vi når derfor forbi alt fra forfattere som Kristian Ditlev Jensen og Suzanne Brøgger over en tv-serie som ”Arvingerne” og et realityprogram som ”Paradise Hotel” til Lars von Trier og Ayn Rand.
Bogens styrke er, at de mange bidrag kommer til at fungere som en populær-introduktion til den etiske vending, anskueliggjort både teoretisk og praktisk. Stort set samtlige artikler har den form, at der gives en kort teoretisk introduktion til et begreb om etik og kunst og derefter en lidt kortere analyse af et eller flere værker, der viser, hvordan fiktion kan forhandle etik.
Det er meget pædagogisk, og det bliver nok hovedsageligt undervisere i gymnasiet, der bliver glade for bogen i længden - hvilket jo også er en god sag. Men der er for sjældent noget på spil, og det bliver ofte ved introduktionerne. Eksempelvis handler Claus Schatz-Jakobsens bidrag eksplicit om økoetik hos Thorkild Bjørnvig og Vagn Lundbye, men sidstnævntes skrivevirksomhed tilstås en analyse på bare to en halv side.
Et andet ærgerligt faktum er, at medievidenskabsprofessorerne Anne Jerslev og Gunhild Agger helt overstråles af litteraterne. Det er bemærkelsesværdigt, at en litterat som Leander Møller Gøttcke, født 1986 og instruktor ved SDU, er dem begge sprogligt og begrebsligt overlegen.
Det kan i sig selv være ligegyldigt, men det ærgerlige ved denne kvalitetsmæssige slagside er, at antologien kunne have nået et helt andet relevansniveau, hvis den bedre havde behandlet det, som et sted kaldes vor tids billed-romaner - tv-serien. Gunhild Agger skriver ganske vist om succesen ”Arvingerne”, men genfortæller blot handlingen, hvorefter det inderligt ligegyldige skel mellem ”epokal” og ”tværepokal” intertekstualitet føres frem.
Det betyder her bare, at der foregår en ”samtale med nøgletendenser i tiden” (det epokale), og at lignende tendenser fra klassikere indoptages i fortællingen (det tværepokale). Som om man ikke kunne sige det om hvad som helst. Tænk, hvad bogen kunne være blevet til, hvis man havde medtaget radikale forsøg udi etiske tolkninger af mesterlige billedromaner som ”Mad Men” og ”The Wire”?
Lykkeligvis brilleres der også. Nils Gunder Hansens både etisk og sprogligt sitrende analyse af pædofili og erindring hos forfatteren Kristian Ditlev Jensen er god, mens Lars Handesten og Søren Harnow Klausen gør os reelt klogere gennem afklarende begrebsdistinktioner inden for den etiske vending. De sørger samtidig for at minde om, at man sagtens kan forestille sig diskussioner af etikkens rolle i litteraturen, uden at det nødvendigvis bliver moraliserende.
Moralismen - og det er ikke det samme som at moralisere - inden for litteraturen er relevant, men stadig ikke alt for god til at være sand. Og det er derfor, den er i orden. Sådan cirka afslutter Søren Harnow Klausen bogen. Jeg kunne sige det samme om den.