Etik er til forhandling

I litteratur, film og tv-serier kan vi se etiske dilemmaer fremstillet med en dybde, der sjældent kommer til sin ret i den hektiske virkelighed

Ivy York Möller-Christensen analyserer nyere danske film som ”Dogville”, ”Adams æbler” og ”Jagten”, som viser, hvordan en radikaliseret kristen etik med konsekvent selvopofrelse og ”vende-den-anden-kind-til” kan have forfærdende konsekvenser.
Ivy York Möller-Christensen analyserer nyere danske film som ”Dogville”, ”Adams æbler” og ”Jagten”, som viser, hvordan en radikaliseret kristen etik med konsekvent selvopofrelse og ”vende-den-anden-kind-til” kan have forfærdende konsekvenser.

Inden for litteraturvidenskaben har man i de senere år talt om ”den etiske vending”.

Man er blevet mere bevidst om, at skønlitterære værker ikke bare er æstetiske konstruktioner. De kan også være etiske eksperimentarier, hvor man kan udforske menneskelige værdier, konflikter og dilemmaer på en måde, som ikke helt lader sig gøre i andre kontekster.

En litterær tekst kan konkretisere moralske situationer med en anskuelighed og en dybde, som fagfilosofiens lidt fortænkte eksempler eller journalistikkens skrigende sensationer ikke kan konkurrere med. Den kan være moralsk instruktiv uden at blive moralsk rigoristisk, fordi den ikke skamrider principper, regler og facitlister. Gjorde den det, ville den nemlig næppe fremstå som god litteratur.

Det litterære værk kan også anbringe os læsere i situationer og ”sætte os ind i” personer med helt andre livsomstændigheder, som vi aldrig ville møde i det virkelige liv. Det kan dermed styrke vores empati og radikalt udvide vores erfaringsbasis.

Selvfølgelig er disse ganske vidtgående antagelser også omgærdet af ret heftig debat. Hvis det kun er den gode og lødige litteratur, der har disse evner, hvor stiller det så alle bestsellerne og de folkelige genrer som krimi, fantasy og romancer, det vil sige de bøger, der læses virkelig bredt og også indeholder masser af moraler?

Hvis god litteratur er så forædlende, burde litterater være de bedste mennesker af alle, og er de nu også det? Er det plausibelt, at et tilfældigt enkeltmenneske, en forfatter, på mystisk vis kan sætte os i andres sted, eller kan man i sidste ende kun skrive troværdigt om sig selv og sit eget erfaringsrum? Og den fiktion, vi møder i film og tv-serier, kan den konkurrere med litteraturens dybder?

Alle disse spørgsmål diskuteres i en antologi, som udkommer den 17. november på Dansklærerforeningens Forlag og bærer titlen ”Etik til forhandling”. Den er redigeret af nærværende klummeskriver og af Ivy York Möller-Christensen, professor ved universitetet i Flensborg. Vi har indbudt en række forskere til at undersøge den etiske vending, ikke blot inden for litteraturen, men også med udblik til film, tv-serier og reality-tv.

Lyder det som en kynisk titel? Etik til forhandling. Bogen er skrevet før sensommerens store flygtningekrise, som meget massivt har aktualiseret den offentlige debat om etik og i stiliseret form sat de gode, der jo bare vil hjælpe, over for de mindre gode, der er betænkelige over flygtningestrømmens langsigtede konsekvenser. Men etik kan ikke forhandles. Det vil være den ”humanistiske” position.

Antologiens bidrag viser, at etik selvfølgelig altid forhandles.

Ivy York Möller-Christensen analyserer nyere danske film som ”Dogville”, ”Adams æbler” og ”Jagten”, som viser, hvordan en radikaliseret kristen etik med konsekvent selvopofrelse og ”vende-den-anden-kind-til” kan have forfærdende konsekvenser.

Gunhild Agger undersøger DR's populære dramaserie ”Arvingerne”, der viser, hvor hårdt det kan gå for sig, når arv og værdier skal fordeles, og følelser forvaltes i det familiære rum, hvor man formodes at være allertættest på hinanden og dermed allermest gensidigt forpligtede.

Og Anne Jerslev viser i sit bidrag, hvordan selv den forkætrede reality-genre på tv i skikkelse af ”Paradise Hotel” konsekvent sætter etikken til forhandling: Tv-seerne opøver deres etiske sensibilitet ved at vurdere, hvordan almindelige mennesker sættes i scene i en svær balancekunst, hvor de både skal ”performe” inden for et særligt regelsæt og alligevel overholde elementære moralske normer.

K.E. Løgstrup havde i sin tid også sans for fiktionens etiske belæring: Når vi læser en bog eller ser et teaterstykke, er vi sat fri til både at involvere os og reflektere.

Det virkelige liv er derimod langt mere kaotisk og grumset, og frem for alt tænker vi her på vores egen interesse. Der er en verden til forskel på at være tilskuer og være midt i suppedasen. Men måske har vi i dag ikke engang denne forskel at støtte os til. I nutidens globaliserede og 24/7-medialiserede virkelighed er vi hele tiden både tilskuere og midt i suppedasen. Og det gør ikke etikken lettere at forhandle.