De frie markedskræfter gør stadig Frederik Hjerrild vred. En rimelig fordeling af jordens goder må da være det mindste, man kan forlange, hvis Jesu budskab skal have konsekvenser, synes han. Sådan har det været, siden han var ung. Heldigvis har han også altid været lattermild. Begge dele, vreden og humoren, er rigt repræsenteret i hans nye prædikensamling, Håndholdt tro og håb.
Prædikenerne er holdt i Enghave og Bavnehøj Kirker på Vesterbro i København, hvor Hjerrild har været sognepræst i 27 år. I dag er han pensioneret og flyttet til Hillerød, nord for København. Langt fra stenbroen og tæt på Gribskov.
Jeg bliver tit spurgt: Hvordan kan du være både kristen og socialist? Men det må da være sværere at forklare, hvordan man kan være kristen og konservativ. Jesus talte jo altid om, at tingene skulle laves om, siger han.
Netop det omvæltende er mest overbevisende og spændende i evangeliet om Guds Rige, mener han.
Det kristne budskab er langt fra borgerlig, småhyggelig, kapitalistisk nissemands-moral. Det har noget knivskarpt i sig, en helt ny måde at se verden og livet og mennesker på. Med sine ord og gerninger peger Jesus langt ud over den snævre kompromis-virkelighed, vi lever midt i. Vi har vænnet os til en kultur, hvor det altid gælder om at finde politiske løsninger, som rammer de velbjærgede mindst muligt. Og så kommer Jesus der og fejer alle vores små arbejdsudvalg af bordet, med et følg mig!. Det forstyrrer da også mig med mit trygge liv, min andelsbolig, min bil og min tjenestemandspension, siger Frederik Hjerrild.
Han tilføjer, at hvis nogen synes, han prædiker for meget om penge, må de rette kritikken højere op. For det er hverken ham eller biskopperne, der har fundet på evangeliets ord om, at Gud og mammon, ejendommen, pengene, er modsatrettede magter.
På Jesu tid var der ud over mammon også mange afguder, Bacchus, Venus med flere. Og rituel dyrkelse af vin og seksualitet hørte til årets gang. Tilsyneladende tog Jesus ikke disse særligt alvorligt. Blev selv kaldt for fråser og dranker og tog lige gerne imod nye disciple, hvad enten de var prostituerede, rige eller fattige. Men over for de rige lød der advarsler. De og vi skal passe på pengeguden, mammon, der binder os, så vi glemmer, at livet er en gave.
Gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, saml jer ikke skatte på jorden, men saml jer skatte i himlen, hvor din skat er, dér vil dit hjerte være, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds Rige, og så videre. De tekster har kirken altid listet rundt om. Og skyndt sig at berolige sig med, at man jo også kan omgås penge på en fornuftig måde, give nogle af dem til Folkekirkens Nødhjælp og dén slags, og at rigdom i øvrigt er en relativ størrelse. Men faktum er, at penge binder. Og at vi vesterlændinge i dag derfor er endnu længere ude at svømme end den rige unge mand, Jesus talte til for 2000 år siden. Bare ved at have fast løn eller understøttelse eller pension og sygesikringskort hører vi til blandt de rigeste i verden, siger Hjerrild.
Og hvad skal vi så gøre ?
Jesus-ordene må i hvert fald aldrig bruges til at gøre mennesker kede af det eller modløse. Hvis man føler sig ramt af ordene, er det, fordi man stadig har øren at høre med, og så er der håb. Og så må vi heller ikke glemme, at Guds vilje sker, og kærligheden råder midt iblandt os, fordi Gud vil. Som ren gave. I forhold til Gud kan vi kun være modtagende. Vi kan være nok så ihærdige medarbejdere på Guds projekt for fred, glæde og retfærdighed, men hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Det endelige ansvar er Guds, ikke vores.
Det er rigtig godt at vide, for det fritager os fra at skulle segne af skyldfølelse og magtesløshed i en verden, hvor en femtedel af beboerne lever under sultegrænsen. I stedet kan vi frimodigt gå om bord i opgaverne, siger Frederik Hjerrild.
Ét af hans store forbilleder er Frans af Assisi. Den rige unge italiener, der i 1100-tallet tog Jesu opfordring op, valgte fattigdommen og levede i tjeneste for Gud og næsten, ubekymret og muntert.
Frederik Hjerrild er formand for Assisi-Kredsen, en økumenisk forening, som arrangerer flere årlige rejser til Frans hjemby, Assisi, i Italien, gudstjenester, foredrag og møder, alt sammen for at udbrede kendskabet til stifteren af franciskanerordenen og få dybere indsigt i den kristne kirkes enhed og mangfoldighed. Frans af Assisis ord og gerning vidner den dag i dag om et menneske, der fik fat i det centrale i Jesu budskab, mener formanden.
Arbejdet med Assisi-Kredsen og glæden over at følge med i tre voksne døtres, i svigerbørns og fire børnebørns liv, fylder det meste af Frederik Hjerrilds hverdag. Han mistede sin ægtefælle, Ane Hjerrild, for to et halvt år siden. De havde været gift siden 1965.
Alligevel har han forsøgt at fortsætte et usvækket engagement i hver ny dags dagsorden.
Selvfølgelig er det underligt pludselig ikke at have nogen at dele hverdagen med. Og man kan ikke rigtig trøstes. Vi ved, det ender galt, det her liv. Alle mennesker vil komme til at miste én, de elsker. Nogle prøver at finde mening i døden, men der er ingen mening i, at vi skal dø. Ud over hvad en konfirmand sagde til mig engang, at ellers blev jorden overbefolket. I stedet må man så prøve at skabe mening i livet. Og mening for mig indebærer altid én eller anden form for fællesskab med andre mennesker.
Indimellem er min tro på Gud svag og ustabil. Så hægter jeg mig på Guds tro, kirkens tro, som jeg har del i, er indlemmet i. Det er ikke mig, der har etableret den forbindelse. Troen er en gave, siger vi. Jeg fik den som dåbsgave i et kristent, glad og tolerant hjem, hvor man bad og sang for mig, før jeg selv kunne tale og synge. Det fik mig til at stole på, at jeg er omgivet af Gud, også når jeg ikke selv har ord for det. For mig er tro og håb to sider af samme sag, siger Frederik Hjerrild.